Håret Judasøre er en svamp, der lever af at nedbryde træer og den lever næsten udelukkende på døde elmetræer. De fleste ved nok at elmetræer døde i hopetal i 1990’erne, da elmesygen hærgede ikke blot i Danmark, men i store dele af Europa. De mange døde elme har muligvis bevirket at Håret Judasøre har fået en periode med bedre levevilkår, idet den først er noteret i Danmark efter 2008.
Til gengæld kan man være bekymret for, om arten forsvinder igen i takt med, at de døde elme bliver nedbrudt og forsvinder. Det varer mange år før, der igen kommer store elmetræer, der så igen dør og kan danne levested for Håret Judasøre.
I naturstyrelsen er vi specielt glade for den nye art, idet vi helt bevidst går efter at skabe flere levesteder for de arter, der hører hjemme i gamle skove. Naturstyrelsen har udlagt områder med urørt skov i mange af vore større skove. Urørt skov er skove, hvor skovdriften er ophørt, og som med tiden får mange gamle træer, døde stammer og en stor biodiversitet.
Fakta boks - Elmesyge.
Elmesyge er en sygdom, der er forårsaget af en anden lille svamp, Ophiostoma ulmi. Svampen kan ikke sprede sine sporer med vinden, sådan som mange andre svampe kan, idet sporene er klæbrige. De spredes derimod glimrende med biller, særligt Lille Elmebarkbille, der lever under barken af elmetræer. Billerne flyver rundt mellem elmetræerne og bærer dermed svampen med rundt. Svampens sporer udvikler sig og begynder at nedbryde veddet af elmetræet, hvilket gavner laverne af Lille Elmebarkbille, som også lever af at nedbryde veddet af elmetræer. Så elmesyge er er et resultat af både en nedbrydende svamp og et symbioseforhold mellem en Lille Elmebarkbille og Ophiostoma ulmi.
Læs mere her: