Ud i naturen i efterårsferien? Snup en ny guide til Danmarks naturperler

Syv nye naturguider fyldt med inspiration til oplevelser i det fri er nu i luften. Miljøminister Lea Wermelin opfordrer til at bruge efterårsferien under åben himmel og gå på opdagelse i de mere ukendte naturskatte.

Er du én af de mange, der holder efterårsferie i Danmark? Og mangler du idéer til ture ud i naturen for hele familien? Så gå ombord i Naturstyrelsens katalog af naturguider, der dækker statens mange naturperler fra Vendsyssel til Bornholm.

Syv nye, digitale guider er netop blevet tilføjet til listen på Naturstyrelsens hjemmeside. Der er noget for enhver smag og geografisk placering – og masser af plads at boltre sig på i disse Corona-tider.

- Vi er mange, der skal nyde efteråret herhjemme, og det er vigtigt, at vi stadig husker at passe på hinanden og holde afstand. Derfor er det oplagt at bruge efterårsferien under åben himmel. Der er masser af skønne naturområder at vælge imellem over hele landet, og med de nye guider har vi gjort det nemmere at udforske nogle af de mere ukendte af slagsen, siger miljøminister Lea Wermelin.

Det gælder for eksempel Gludsted Plantage i Midtjylland, der både byder på stort albuerum og gode chancer for at opleve Danmarks største landpattedyr, kronhjorten. Eller de nye skove omkring Storebæltskysten på Sjællandssiden, hvor de første træer blev plantet for 25 år siden, og man allerede nu kan se den store forvandling, som den tidligere landbrugsjord har gennemgået. 

Flere får øjnene op for dansk natur
De nye naturguider er en del af den politiske aftale mellem Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, ”Sommer i naturen 2020”, som blandt andet har til formål at få flere danskere ud i naturen.

Og det har været tilfældet denne sommer, hvor Naturstyrelsens eksisterende guider har oplevet en stor stigning i antal gæster med knap 214.000 unikke besøgende i juli og august tilsammen. Det er over dobbelt så mange sammenlignet med samme periode sidste år.

- Corona-krisen har betydet, at endnu flere af os har fået øjnene op for vores natur herhjemme, og mange har brugt sommeren på at udforske nye naturperler. Naturen er mindst lige så skøn om efteråret, hvor man kan opleve det flotteste farvespil, gå på svampejagt eller følge trækfuglene i luften, siger Lea Wermelin. 

Guiderne indeholder alle de oplysninger, som rejsebøger og guider normalt har: Seværdigheder, historie, dyre- og planteliv, aktiviteter, men også praktiske oplysninger om borde, bænke, toiletter og parkeringsmuligheder. 

Naturguiderne kan læses på computeren via Naturstyrelsens hjemmeside eller på en smartphone, når man er ude på tur. 

 

FAKTA

Gå på opdagelse i syv nye digitale naturguider:

Farumskovene
Farumskovene er et næsten 8 km² stort skovområde, der gennemskæres af Mølleå tunneldal med Farum Sø i øst og Bastrup Sø i vest. Det er et naturområde med stor variation. Ryget Skov med høje, ranke bøgetræer omgivet af sø og moser. Nyvang med den smukke lysning ved dalen Klevads Mose. Terkelskov med et meget kuperet landskab og små idylliske skovsøer. Ganløse Ore er mere et fladt plateau omkring den genopståede Store Maglemose, og Farum Lillevang skjuler mange fortidsspor fra bronzealdergravhøjen Kaffehøj til den nedlagte Slangerupbane. Læs hele naturguiden

Gludsted Plantage, mellem Vejle og Viborg
Gludsted Plantage er en af de største plantager i Danmark med 34 km² nåletræer samt store partier med hede og mose. De fleste har kørt gennem området ved Kolpendal Hede på hovedvej 13 mellem Vejle og Viborg. Men de færreste har trådt på bremsen for at få færten af 500 krondyr, Trotyl-søen, tyske kanonstillinger fra 2. verdenskrig, cykelstien Den skæve bane og ikke mindst den nøgne bakkeø Isenbjerg, der abrupt løfter sig 25 meter over plantagen. Prøv en skovtur, hvor chancen for at se en flok krondyr er større end chancen for at møde en flok mennesker. Læs hele naturguiden

Højby Sø og Nygård Sø
I nærheden af Nykøbing Sjælland finder man to søer på henholdsvis 40 ha (0,4 km²) og 17 ha (0,2 km²) er et både smukt og interessant eksempel på, hvordan naturen er blevet genoprettet efter godt 100 år som landbrugsjord. Efter tabet af Slesvig-Holsten i 1864 blev mange moser og søer drænet til landbrugsjord for at brødføde danskerne. I 1990 blev Højby Sø genoprettet og er nu et attraktivt sted for både fugle og mennesker. Og i 2014 blev også Nygård Sø gendannet med en 80 meter lang bro til borgruinen Næsholm midt i søen. Læs hele naturguiden

Himmerig Skov og Bærmose Skov
Bærmoseskov nordvest for Aarhus er en af de første skove, der blev plantet efter Folketingets beslutning i 1989 om at fordoble Danmarks skovareal. Bærmoseskov blev plantet i 1991, og i 1993 startede beplantning af Himmerig Skov, som fortsat udvides mod nord og vest. Her kan du med egne øjne se, hvor hurtigt landskabet forvandler sig fra åbne marker til skov med enge og åbne dalstrøg. Det er stadig en ung skov, men også en ny og anderledes naturoplevelse. Læs hele naturguiden

Skovene ved Storebæltskysten
Der er ikke mange skove i den vestligste del af Sjælland langs med Storebælt. Derfor er der plantet nye skove tæt på Korsør, Skælskør og Vemmelev i perioden fra 1996 til 2007. Træerne i de unge skove vil vokse kraftigt i de kommende år, men allerede nu er det spændende at følge, hvor hurtigt landbrugsjord bliver til skove, enge, vandhuller og overdrev, der tiltrækker en masse nye planter, fugle og dyr. Tag også et par afstikkere til Storebæltsbroen – set fra neden – og ruinerne af middelalderborgen Tårnborg fra 1100-tallet, der senere blev flyttet til dagens Korsør. Læs hele naturguiden

Ærø, Sydfynske Øhav
Ærøs mest bemærkelsesværdige naturområde er skredskrænterne ved den 33 meter høje Voderup Klint. Her er et godt 2 km langt område skredet ned mod kysten og har dannet tre kæmpe trappetrin. Lille Rise Skov ligger på Ærøs højderyg med en fantastisk udsigt over Det Sydfynske Øhav. Og Egehovedskov ved Marstal giver badeby-stemning med farverige badeskure tæt på strandengene. Skal der være helt fred og ro, så besøg Vorbjerg Skov med adgang til Vitsø og et rigt fugleliv. Læs hele naturguiden

Halkær Mølle
Eng, overdrev, sø, vandløb og skov. Du kan opleve stort set alle himmerlandske naturtyper i naturområderne omkring Halkær Mølle nær Nibe. Vandmøllen i bindingsværk fra 1664 huser et Naturcenter, hvor du finder en udstilling om egnens natur- og kulturhistorie. Du kan blandt andet nyde den flotte udsigt fra to fugletårne ved Halkær Sø. Læs hele naturguiden 

Se alle guider til den danske natur 

Yderligere oplysninger:

Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: +45 24 77 11 30, e-mail: miblb@mfvm.dk

Naturstyrelsens pressevagt: tlf. 7254 3004.