Væsentligt flere fugle som klyde og rødben slår sig ned for at yngle i det sønderjyske marskområde Margrethe Kog. Det viser en ny rapport, der sætter tal på årets ynglende fuglepar i hovedparten af området.
- Det er helt fantastisk, ikke mindst for de sårbare engfugle, at de flotte tal for ynglesæsonen i 2020 ser endnu bedre ud i år. Vores arbejde med udviklingen af den sydlige del af Margrethe Kog viser en flot effekt og trækker endnu flere engfugle til området, siger skovrider i Naturstyrelsen, Bent Rasmussen.
Naturstyrelsen har gennemført en målrettet indsats i et projektområde på knap 500 hektar med justeringer af blandt andet vandforhold, afgræsning og tiltag mod rovdyr.
Konkret er den sydlige del af Margrethe Kog blandt andet blevet en hel del vådere – og trusler som ræv og mårhund er reduceret markant. Derudover er græsningen justeret til at foregå i store indhegninger, med en senere udsætning af dyrene og med færre dyr fra start for at passe godt på engfuglenes æg og reder.
Fokusarter går frem
Indsatsen i projektområdet har haft særlig fokus på brushane, klyde og fjordterne, der, ifølge rapportens optællinger, alle har lovende bestande og er gået frem siden sidste år.
I 2021 er det lykkedes at få de krævende brushøns i gang med at yngle i området. I foråret blev der kortlagt fire kampladser, hvilket resulterede i to-tre ynglende hunner i juni måned. I 2020 ynglede brushanen ikke i området.
Klyden gik fra 80 ynglende par i 2020 til 89 par i år. I 2021 har fjordternen desuden optrådt med en ynglebestand på 14 ynglepar mod ét enkelt par i 2020.
Målrettet indsats
Margrethe Kog er et område, der med sin størrelse og beliggenhed ved Vadehavet rummer et stort potentiale for at øge de eksisterende bestande af ynglende engfugle, og for nogle arters vedkommende skabe levesteder for helt nye bestande.
Fra 2017-2020 gennemførte Naturstyrelen derfor et vand- og naturindsatsprojekt i et projektområde på knap 500 hektar i den sydlige del med et mål om at øge antallet af ynglende engfugle.
Naturstyrelsen har både under og efter projektarbejdet arbejdet målrettet med justeringer i forvaltningen for at gøre Margrethe Kog Syd til et yngleparadis for engfugle og terner.
- De sårbare engfugle, som vi gerne vil skabe gode rammer for i området – de er vilde med vand, de er truet af rovdyr, og så er de afhængige af et godt udsyn – som blandt andet afgrænsning kan skabe – derfor er det nogle af de knapper, vi har skruet på i forvaltningen hernede, og som har hjulpet os til det flotte resultat i år. Vi ved godt, at 2 års gode resultater ikke kan stå alene, men vi både håber, og tror på, at vi også fremadrettet vil se en positiv udvikling i antallet af ynglende engfugle i området, siger Bent Rasmussen.
Ynglefuglerapporten er udarbejdet af Henrik Haaning Nielsen, fra Avifauna Consult for Naturstyrelsen. I rapporten kan der findes mere information, samt tal og beskrivelser for hver enkelt art.
Bemærk, at rapporten og ovenstående nyhed kun omfatter et projektområde i den østlige del af Margrethe Kog Syd, og ikke den vestlige del, Saltvandssøen og ferskvandsreservoiret. Disse områder var ikke omfattet af det naturprojekt, som blev afsluttet i 2019. Særligt i ferskvandsreservoiret yngler tillige en del fugle, herunder rørskovsfugle som rørhøg og rørdrum.
Foto: Henrik Haaning Nielsen
Fakta - Fugle i fremgang
Rapporten har overvåget og talt i alt 13 fuglearter i området i 2021.
11 af de 13 arter viser fremgang sammenholdt med sidste års tal, spidsanden holder status quo fra sidste år, mens stor præstekrave, som den eneste art i optællingen for 2021, går tilbage fra fire ynglende par i 2020 til ét par i år.
Hvidbrystet præstekrave og lille præstekrave yngler ikke i området i 2021.
Atlinganden har med 38 ynglende par en af sine bedste ynglepladser i landet. Området har desuden i år fået mere end dobbelt så mange ynglende rødben med unger sammenholdt med sidste år.
| Antal ynglende par 2020 | Antal ynglende par 2021 |
Brushane | 0 | 2-3 |
Klyde | 80 | 89 |
Fjordterne | 1 | 14 |
Knarand
| 29-31 | 44-46 |
Spidsand
| 3 | 3 |
Skeand
| 5 | 9 |
Atlingand
| 18 | 38 |
Strandskade
| 12 | 20 |
Stor præstekrave
| 4 | 1 |
Vibe | 103 | 133 |
Stor kobbersneppe | 11 | 15 |
Rødben *ungevarslende par | 38 | 83 |
Gul vipstjert *ungevarslende par | 61 | 84 |
Ved pressehenvendelser kontakt venligst projektleder Martin Brink på mail mbrin@nst.dk eller på telefon +45 41 93 23 30.