Danmarks Naturstier: Nu skal pilotprojekter binde vandreruter sammen

Nu skal det undersøges, hvordan man på bedste vis kan binde vandreruter sammen rundt om i landet. Erfaringerne skal bruges i ’Danmarks Naturstier’, de gåendes pendant til Margueritruten.

Nu er der godt nyt til dem, som elsker en god, lang travetur. Fire nye pilotprojekter skal nemlig undersøge, hvordan man på bedste vis kan binde vandreruter sammen – selvom turen går på tværs af kommunale, statslige og private arealer. Herefter skal ruterne afmærkes.

Erfaringerne skal bruges i arbejdet med at udvikle et nationalt netværk af smukke gåture – så man fremover kan opleve de danske naturperler langt bedre.

Projektet hedder ’Danmarks Naturstier’, og er et partnerskab mellem Friluftsrådet, KL og Naturstyrelsen – og det er støttet af Nordea-Fonden:

- Mange af os kender Margueritruten, der guider os gennem naturskønne veje i Danmark. Nu skal vi skabe det samme for dém på gåben – og det er et stort arbejde. Vi skal have kortlagt, hvor naturstierne skal være – og hvordan vi på bedste vis binder turene sammen. Fx skal vi også etablere nye ruter, hvor der i dag kan mangle små strækninger - for at sammenbinde de eksisterende stier. Og her får vi noget afgørende viden fra de fire pilotprojekter, som vi kan bruge, siger kontorchef Jesper Tranberg fra Naturstyrelsen. 


Lolland-Falster, Vestsjælland, Viborg og Djursland

Pilotprojekterne foregår rundt om i Danmark – nærmere bestemt Lolland-Falster, Djursland, Vestsjælland og Viborg.

Fx skal det afprøves, hvordan vandreruter på tværs af Naturpark Åmosen, Nationalpark Skjoldungernes Land, Geopark Odsherred, Brorfelde Observatorium og Pilotnaturpark Ringsted kan bindes sammen. Her er der tale om allerede eksisterende stier, som skal forbindes. Den nye, længere rute skal afmærkes som ’Danmarks Naturstier’, og skal formidles til lokalbefolkningen.

-Det betyder meget for os, at vi kan være med i sådan et projekt. Det er ret unikt, at mange af Danmarks parker ligger tæt på hinanden – og for os er det oplagt, at man forbinder dem med en vandrerute. Så borgerne kan gå fra den ene park til den anden. Danmarks Naturstier åbner på den måde landskabet op, så man bedre kan opleve de danske naturskatte, fortæller Paya Hauch Fenger, direktør i Naturpark Åmosen. 

Erfaringerne fra de fire pilotprojekter skal desuden bruges til at kortlægge, hvilke stier der egner sig som naturstier. For der skal udvikles kvalitetsstandarder for, hvilke ruter der kan indgå.

Herunder kan du blive klogere på de fire pilotprojekter:



FAKTABOKS: HER ER DE UDVALGTE PILOTPROJEKTER

Vestsjælland: Rekreativ sammenbinding af Naturpark Åmosen, Nationalpark Skjoldungernes Land, Geopark Odsherred, Brorfelde Observatorium og Pilotnaturpark Ringsted

Lolland-Falster: Rekreativ sammenbinding af de to øer. På Lolland-Falster har de 2 kommuner sat sig for at lave en godt 250 km lang sammenhængende vandrerute fra Naturpark Nakskov via den vilde sydlollandske kyst til Naturpark Maribosøerne, og videre helt over til den smukke østkyst på Falster.

Djursland: Rekreativ sammenbinding af Naturpark Randers Fjord og Nationalpark Mols Bjerge.

 Viborg Kommune: Rekreativ sammenbinding af rekreative ruter internt i kommunen. Projektet understøttes af Naturstyrelsen Kronjylland.

Danmarks Naturstier:

- Danmarks Naturstier er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Kommunernes Landsforening, og drives af et sekretariat i Naturstyrelsen.

- Danmarks Naturstier løber over en udviklingsperiode på fem år, hvorefter Naturstyrelsen fortsat vil stå for driften af sekretariatet.

- Udinaturen.dk bliver det centrale omdrejningspunkt for den brugerrettede formidling af ”Danmarks Naturstier”, der i dette projekt får et løft. Udinaturen.dk er Danmarks guide til oplevelser i naturen, og platformen drives af Naturstyrelsen og udvikles i samarbejde med kommuner, Friluftsrådet, GeoDanmark og KL.

- Målet med Danmarks Naturstier er, at afmærke cirka 15.000 km udvalgte ruter. Derudover skal der være fokus på formidlingen af naturstierne - fx bliver den digitale platform udinaturen.dk styrket, så brugerne nemt kan finde dén natursti, der er tættest på dem.

Læs mere på projektets hjemmeside: https://naturstyrelsen.dk/ny-natur/friluftsliv-og-kulturhistorie/danmarks-naturstier-en-omvej-vaerd