Se billederne: Indvielse af Naturnationalpark Fussingø

Miljøminister Magnus Heunicke indviede lørdag Naturnationalpark Fussingø ved Randers. Åbningen markerer et nybrud i dansk naturforvaltning, med store sammenhængende områder, hvor naturen og biodiversiteten prioriteres højest.

I lørdags blev Danmarks første naturnationalpark officielt indviet i Fussingø ved Randers.

Og sikke en dag – med sol fra en skyfri himmel, oplæg, naturtegne-workshop, koncert og en bioblitz, hvor der blev fundet ikke mindre end 574 forskellige arter i Fussingøs kuperede landskab.

Der var mødt mange mennesker op - både nogle der var for, nogle der var imod og nogle der var nysgerrige på naturnationalparkerne.

I Naturnationalpark Fussingø og i de kommende naturnationalparker træder vi et skridt tilbage og giver naturen mulighed for at udvikle sig på sine egne præmisser i ét stort sammenhængende område.

Fremover bliver det gamle herregårdslandskab ved Randers mere varieret.

Overgangen mellem skov og eng bliver mere flydende, naturlige småsøer genopstår og stude og krondyr vil med deres græsning,  skrælning og fejning af træer og buske skabe nye levesteder til gavn for fugle, insekter, svampe og planter.

Det giver bedre natur med bedre vilkår for både almindelige, sjældne og truede arter – og så giver det større naturoplevelser for alle os, der elsker at færdes derude.

Gå på opdagelse i området i en ny naturguide

Læs mere om processen op til en ny naturnationalpark 

 

Fakta

  • Naturnationalpark Fussingø er i alt 833 hektar. Blandt de sjældne arter i området er fx en af Europas sjældneste flagermusarter, damflagermusen, og kortskaftet skeblad, en vandplante, der ansås for uddød, indtil den blev fundet i Fussing Sø i år 2000. Man kan også opleve blomsten trævlekrone, der har været inspiration til logoet for alle naturnationalparkerne. Blandt de store dyr er fx grævling, odder, duehøg og havørn.

  • I forberedelsen af Naturnationalpark Fussingø er der blandt andet udført følgende tiltag: Træ- og landbrugsproduktionen er ophørt, der er fjernet dræn og fældet træer, der ikke oprindeligt vokser i Danmark. I Naturnationalpark Fussingø er der sat krondyr og stude ud.

  • Inden etableringen af Naturnationalpark Fussingø har der blandt andet været inddragelse af eksperter og interessenter, offentlige høringer, ansøgning om blandt andet etableringstilladelse og mulighed for at indgive klager. Der blev desuden nedsat en lokal bestyrelse i 2024. 

  • De 15 besluttede naturnationalparker breder sig i dag over et areal på ca. 25.500 ha. Det svarer til et område på størrelse med cirka halvdelen af Falster.
    Dertil kommer de seks nye naturnationalparker, der skal udvælges til efteråret. I alt 21 naturnationalparker og en bynær naturnationalpark på Kalvebod Fælled ved København.