Se billederne: Indvielse af Naturnationalpark Gribskov

En stor milepæl for naturen blev nået, da Danmarks anden naturnationalpark blev indviet i Nordsjælland. Her var flere hundrede med til at markere, at der fremover bliver flere og bedre levesteder for en lang række planter, dyr og svampe.

Både store og små var søndag mødt talstærkt op for at markere indvielsen af Naturnationalpark Gribskov.

Naturnationalparken ligger i et af Danmarks største skovlandskaber i Nordsjælland, hvor naturen nu får førsteprioritet.

Miljøminister Maria Reumert Gjerding stod for det officielle snoreklip, hvor hun både italesatte den begejstring og bekymring, der er for naturnationalparken og den forandring, den fører til i forvaltningen af området.

Herefter gik både hun og de mange fremmødte på opdagelse langs en ny 2 km rundtur, hvor lokale guider fra Naturstyrelsen satte ord og konkrete eksempler på nogle af de mange ting, der kendetegner en vildere natur:

  • Flere moser og vandhuller – til glæde for padder, insekter og fugle

  • Flere gamle og døde træer i landskab og skovbund, som spætter og andre fugle kan bo og finde føde i

  • Græssende krondyr, dådyr, rådyr og stude - og senere på året også elge – der skaber lysninger og er med til at holde skoven åben

Alt sammen noget, der skaber mange forskellige levesteder for en lang række sjældne, truede og mere udbredte dyr, planter og svampe.

Flere af disse arter kom også under lup til søndagens børne-bioblitz afholdt af Nationalpark Kongernes Nordsjælland, hvor både børn og forældre gik jagt efter kryb og kravl i en af naturnationalparkens mange vådområder. Her blev der fisket og fundet ikke mindre end 154 arter på en time.

Gå på opdagelse

I naturnationalparken kan du gå på opdagelse i et stort nyt netværk af markerede vandreruter, som du kan sætte sammen på kryds og tværs. Der er både korte rundture på 2 km og længere på 7 km, som du kan bygge på og forlænge.

Læs mere om naturnationalparken i naturguiden for området