To timer: Oplev den kommende Naturnationalpark Gribskov

Naturstyrelsen er i gang med at forberede etableringen af Danmarks kommende naturnationalparker, hvor Naturnationalpark Gribskov bliver én af de første. Få en forsmag på, hvad der venter. Det bliver vildt!

Det skal du se

Storslået natur, sjældne arter og søbad. Du får det hele i den kommende Naturnationalpark Gribskov i Nordsjælland.

Praktiske oplysninger

Rutens længde: 5,5 km. Turen kan slentres på to timer — eller cykles lidt hurtigere.

Offentlig transport: Tag toget til Gribsø Station — et trinbræt på Gribskovbanen.

Planlæg din rejse på rejseplanen.dk

Parkering: Du kan parkere ved Helsingevej ca. halvanden km fra punkt 1 på ruten.

Se p-pladsen på Google Maps.

1. og 2. Oplev naturnationalpark Gribskov blive til


Start turen fra Gribsø Station, kryds sporet, fortsæt lige frem, drej til venstre ad skovstien, og efter få minutters gang kan du opleve naturnationalparken blive til. På venstre side af skovstien er der rødgraner, som der fremover skal være mindre af i Gribskov for at øge variationen og skabe nye levesteder for svampe, insekter og fugle. På højre side kan du opleve ny løvskov blive til.

3. Se den spektakulære Sandskredssø


Fortsæt ligeud, drej til højre ad den lille skovsti på din højre hånd, gå til venstre ved krydset ved Pælevej, og gør et stop ved den spektakulære Sandskredssø. Tilbage i 1800-tallet blev søen drænet for at dyrke træer til tømmer, men i 1990’erne blev grøfterne lukket og søen naturgenoprettet. Oplev kærmyssen og kærulden blomstre.

4. Spot dåvildt


Vend tilbage ad stien du kom fra og fortsæt ligeud ad Pælevej mod Nødebo. Undervejs er der en lysning, hvor du kan være heldig at spotte dåvildt sen eftermiddag eller om morgenen. Husk at holde afstand og give dyrene fred og ro.

5. Historiens vingesus


Herefter kommer du til UNESCO Verdensarv i form af parforcejagtlandskabet. Rødpælsstjernen, hvor otte veje mødes. Her finder du også mindestenen for Søren Kierkegaard, som yndede at komme i området og nyde stilheden.

6. Oplev en lukket mose

Fortsæt ad Eliasvej i retning mod Gribsø. På din venstre side kan du se en grøft før lukning. Når proppen sættes i, vil den naturlige mose og al dens liv genopstå.

7. Fiskeørnens vingesus

Herfra går (eller cykler) du langs fiskeørnens territorium. Drej til højre, når du ser skiltet med den lille jernbane, og drej derefter til højre ad den første lille skovsti på højre hånd. Efter cirka 300 meter kommer du til en bænk, hvorfra du kan spotte fiskeørnens rede – lige over birkenes top. Medbring evt. en kikkert og måske er du heldig at se de imponerende forældrefugle.

8. Snup et søbad


Vend derefter tilbage i retning mod Gribsø St., og fortsæt ligeud over banen, hvorefter badesøen kommer på din venstre side. Afslut turen med en velfortjent dukkert eller hold picnic med søudsigt.