Du kan finde flere oplysninger om jagt på Miljøstyrelsens hjemmeside
Prøver i forbindelse med jagt
Man skal være fyldt 16 år for at kunne gå på jagt, men man kan tilmelde sig jagtprøve allerede i det kalenderår, man fylder 16 år. Man skal desuden have deltaget i et jagttegnskursus. Det er kun personer med fast bopæl i Danmark (folkeregisteradresse), der kan gå op til jagtprøven.
Jagtprøven består af en skriftlig prøve og en praktisk prøve. Det er en forudsætning, at man har bestået den skriftlige prøve for, at kunne gå op til den praktiske prøve. Læs mere om begge prøver på hjemmesiden. Når man har bestået den skriftlige og praktiske prøve, skal man bestå en haglskydeprøve for at få lov til at gå på jagt.
Hvis du fra www.jagttegn.dk kan logge ind på ”Mit jagttegn”, så er det fordi, du er indberettet som jagtprøveaspirant. Log-in kræver NemID. For hver jagtprøveperiode er der en fast frist for, hvornår jagttegnskursuslæreren indberetter aspiranter til jagtprøve i Naturstyrelsen.
Indberetningsfristen for forårs jagtprøver er 14. februar.
Indberetningsfristen for efterårs jagtprøver er 18. juli.
Hvis du ikke ved, om du er indberettet til jagtprøve, så spørg din jagttegnskursuslærer. Giv gerne jagttegnskursuslæreren så tidligt som muligt i kursusforløbet dit navn og CPR-nummer samt folkeregisteradresse.
På ”Mit Jagttegn” kan du ændre din prøvedato til én, der passer dig bedre. Du kan dog kun ændre din prøve én gang. Du skal senest kl. 12.00 dagen før din prøve ændre prøvedatoen. Hvis du ikke når at melde rettidig afbud eller ændre til en anden prøvedato, så tæller det som et forsøg, og du vil ikke have mulighed for at komme op i denne prøveperiode.
Af hensyn til planlægningen af buejagtprøven accepterer Naturstyrelsen ikke indbetaling efter den frist, der er angivet på "Mit jagttegn". Styrelsen kan i særlige tilfælde give dispensation (for eksempel ved uventet hospitalsindlæggelse). Ved for sen indbetaling af gebyret vil beløbet automatisk blive overført til næste prøveperiode, såfremt man har den, og ellers vil det blive tilbagebetalt til aspirantens NemKonto efter prøveperiodens udløb.
Forskel på jagt og regulering
"Jagt" er den efterstræbelse af vildtet, som sker i henhold til Bekendtgørelsen om jagttider - eksempelvis af ræven i perioden 1/9 til 31/1. "Regulering" er den efterstræbelse, der foregår i henhold til Bekendtgørelsen om vildtskader - eksempelvis af rævehvalpe i perioden 1/7 til 31/8 og alle ræve i februar måned. Jagtiden for en vildtart kan normalt kun fastsættes i perioden 1/9 til 31/1 med få undtagelser: Råbuk og nogle få dykænder. Når man har lov til at skyde en vildtart udenfor dens jagttid, så kaldes det "regulering". Når man har lov til at regulere, er det normalt begrundet i at hindre omfattende skader på afgrøder, imødegå fare for mennesker eller menneskers sundhed m.m.