Et el-køretøj giver dig bedre mulighed for at kunne transportere dig rundt i naturen, uanset om du bruger køretøjet i dagligdagen eller på en længere udflugt.
For din egen og andres skyld er der lavet regler for, hvor, hvornår og hvordan du kan færdes sikkert og lovligt i naturen:
- Dit el-køretøj skal overholde lovgivningen for egentlige cykler – se boks herom
- Du skal køre i højre side og gå i yderste venstre side af både veje og stier
- Du skal holde afstand til andre trafikanter – især gående
- Du skal afpasse kørslen, herunder hastigheden, efter forholdene
- Du må kun køre på veje og stier, hvor du kan køre med en almindelig cykel – uanset om dit el-køretøj kan køre flere eller andre steder
- Fører du barnevogn eller legevogn, skubber kørestol, trækker cykel m.fl., så gælder regler for gående.
I naturen må du gerne køre på fx el-cykler herunder også el-mountainbikecykler, hvis de lever op til kravet om, at du – ligesom på en cykel – selv skal arbejde for, at køretøjet drives fremad. Det gælder også børnekøretøjer.
I naturen må du derfor ikke køre på el-løbehjul, speed pedelect (cykel 45), eldrevet knallert/scooter/motorcykel/bil, selvbalancerende køretøjer (fx elektriske skateboards, hoverboards, segboards, airboards, uniwheels, segway), tunede el-køretøjer og deslige.
Hvad er en cykel?
El-køretøjer i naturen skal bl.a. overholde reglerne for egentlige cykler (kap. 2-9 i cykelbekendtgørelsen) som fx:
- Mindst 2 uafhængige bremsesystemer
- Alle nødvendige reflekser, lygte og ringeklokke
- En el-hjælpemotor må kun afgive effekt, når cyklens pedaler eller lignende samtidig skal betjenes
Handicapkøretøjer
I naturområder - strande, skove, moser, heder, ferske enge, klitter m.fl. - samt på veje og stier i det åbne land, fx markveje, skovveje o.a. - har du ret til at køre med nedenstående:
- Ikke-motoriserede kørestole må bruges overalt, hvor du færdes til fods
- El-kørestole må kun bruges på steder, hvor du må køre med en ikke-motoriseret kørestol – kørestolen skal dog være konstrueret, så den har en maksimal hastighed på 15 km/t og kun med væsentlig konstruktiv forandring kan opnå en større hastighed
- 3-hjulede knallerter for handicappede
Hvor må de anvendes? De må bruges a) på veje og stier i offentligt ejede skove - men ikke i private skove, b) på udyrkede arealer, hvor man må færdes til fods, c) på klitfredede arealer på den ubevoksede strandbred, d) på lovligt anlagte veje i klitfredede arealer, e) på veje og stier i det åbne land, dvs. udenfor skove, byer og tæt sommerhusbebyggelse
Krav til knallerten? Knallerter for handicappede i naturen må kun have 3 hjul – ikke 4 og de skal opfylde både færdselslovens bestemmelser for lille knallert og EUs produktsikkerhedslovgivning om medicinsk udstyr. Se sådant udstyr på Social og Boligstyrelsens Hjælpemiddeldatabasen
Læs mere:
Hent folderen ”Naturen må gerne betrædes - men træd varsomt”
Se de relevante lovtekster