Målgruppe og sprog

Hvem er din målgruppe? Hvilket problem skal målgruppen have løst? Hvordan tilpasser du sproget? Vigtigt om internetbrugere.

​​​​​​​​​​1: Hvem er din målgruppe?

Din målgruppe har betydning for, hvordan du præsenterer indholdet på din hjemmeside, både mht. sprog, billeder, mv. Når du går i gang med at planlægge din hjemmeside, skal du derfor som noget af det første få afklaret, hvem din målgruppe, eller målgrupper er.

BEMÆRK

Der kan sagtens være flere målgrupper for en hjemmeside, og hvis det er tilfældet, er det vigtigt at tage stilling til, hvilken målgruppe din hjemmeside skal henvende sig til som den primære gruppe.

På Naturstyrelsens nye hjemmeside lægger vi op til, at 'borgerne' er vores primære målgruppe. Det er en kategori, som favner næsten alle aldersgrupper, uddannelses- og samfundsrelaterede baggrunde, mm. Derfor skal sproget på vores hjemmeside, som udgangspunkt, være tilgængeligt for alle.

Samtidig med vores primære målgruppe, har vi har også andre vigtige målgrupper og 'brugere' af vores indhold: fagpersoner, interessenter, samarbejdspartnere, kunder til vores servicer, osv. Deres behov skal også tilgodeses så vidt muligt, og det kan sagtens lade sig gøre. Følg trinene i denne vejledning og se hvordan.

2: Hvilket problem skal målgruppen have løst?

Det kan være en god øvelse, at forestille sig, at målgruppen man skriver til står med et konkret problem eller et spørgsmål, som hjemmesiden skal hjælpe med at løse eller besvare.

Brugerne har ikke behov for en lang indføring til emnet og en masse baggrundsviden. Derfor skal det indhold, som ikke direkte bidrager til at hjælpe brugeren med deres opgaveløsning, enten slettes eller lægges nederst på siden som ekstra information eller bonus indhold.

3: Tilpas sproget til målgruppen

Skrivemodellen i den omvendte pyramide viser, hvordan du skal strukturere indholdet på din side.

SKRIVEMODELLEN

Skrivemodellen i den omvendte pyramide viser, hvordan du skal strukturere indholdet på din side.

Det vigtigste først

Præsentér den vigtigste information først og gør det så kort som muligt. Det kan være løsningen på brugerens problem, eller et resumé af den fulde tekst. Her er det vigtigt, at du skriver i et sprog, som alle hjemmesidens besøgende kan forstå. Brug derfor korte, præcise sætninger og undlad fagtermer.

Det kan også være en hjælp at fokusere på de 5 H'er: hvem, hvad, hvornår, hvor, hvorfor.

Ekstra information

Derefter kan du tilføje ekstra information, men kun hvis det understøtter hovedbudskabet og giver værdi. Du kan nu målrette kommunikationen til fagpersoner og inkludere fagtermer, mm.

Bonus indhold

Til slut kan du tilføje bonus indholdet. Det er indhold, som det ikke er påkrævet at læse og som næsten udelukkende appellerer til fagersoner, specialister eller personer, som er interesserede i specifikke detaljer om et emne eller område.

Ved at bruge denne formidlingsmodel og gradvist variere sprogbruget i teksten kan du henvende dig til flere målgrupper i en og samme tekst.

4: Vigtigt om internetbrugere

Internetbrugere læser kun cirka 25% af indholdet på en hjemmeside. De skimmer / scanner indholdet for hurtigt at finde frem til den information, det svar, eller den løsning, der er relevant for dem.

Her er nogle tips til, at gøre det lettere at skimme / scanne din hjemmeside:

  • Undgå den klassiske 'tekst-mur'.
  • Brug punktlister fremfor at opremse indhold med kommaseparering.
  • Indsæt fokuspunkter og visuelle markører eller milepæle.
  • Formatér teksten med overskrifter, underoverskrifter, fed tekst, links, grafikker og citater.*
  • Brug eventuelt FAQ'er i accordions (som kan udfoldes), så det er nemt at danne et overblik over indholdet uden, at siden bliver for lang og øjnene trætte af for meget indhold, der ikke er relevant i forhold til det brugeren søger efter.

*Google er glad for citater.

SÅ KORT SOM MULIGT!

Tænk i at formidle dit indhold med så få og så præcise sætninger som muligt. Jo mindre tekst, desto bedre.

4.1: Underoverskrifter der letter skimning / scanning

Et eksempel på god formidling kunne være at bruge en underoverskrift til at give brugerne det svar eller den løsning, de leder efter.

En god måde at skrive underoverskriften på er at forestille sig, hvad man ville søge efter på Google.

4.2: Tekstformatering der fremhæver teksten

Brug fed skrift til at fremhæve enkelte ord eller hele sætninger.

Kursiv skrift skal du kun bruge i begrænset omfang, f.eks. til citater. Kursiv skrift kan være svær at læse på en skærm. Især hvis det kun drejer sig om enkelte ord. Så undgå så vidt muligt at bruge kursiv skrift.

BEMÆRK

Brug aldrig understreget tekst på en hjemmeside. Understreget tekst bruges for det meste til at markere et weblink, så undgå unødig forvirring og undlad at bruge understreget tekst.