Webtilgængelighed

Oversigt over hovedpunkter ifm webtilgængelighed.

5: Webtilgængelighed – 7 trin til at forbedre webtilgængeligheden på din hjemmeside

Indholdet på den nye NST.dk hjemmeside skal være webtilgængeligt. Loven om webtilgængelighed er med til at sikre, at det indhold, der deles via websteder, er tilgængeligt for så mange mennesker som muligt, inklusiv brugere med handicap, herunder, blinde, svagtseende og ordblinde.

5.1: Titler, overskrifter og underoverskrifter

Titler, overskrifter og underoverskrifter skal være beskrivende nok til at en blind person, som ikke kan bruge de visuelle kontekster på siden, hurtigt kan afkode siden og indholdet, når deres skærmlæser oplæser sidens indhold for dem.

Overskrifter og underoverskrifter skal desuden opmærkes, så man nemt kan navigere til overskrifterne, selvom man ikke kan bruge en mus, men kun tastatur og skærmlæser. Det er vigtigt at følge hierarkiet for overskriftsniveauerne som i eksemplet her:

Overskriftsniveau 1 <h1>
       Overskriftsniveau 2 <h2>
              Overskriftsniveau 3 <h3>
              Overskriftsniveau 3 <h3>

       Overskriftsniveau 2 <h2>
              Overskriftsniveau 3 <h3>
                     Overskriftsniveau 4 <h4>
                     Overskriftsniveau 4 <h4>

BEMÆRK

En skærmlæser-app kan ikke afkode brud på hierarkiet i overskrifterne, så det er vigtigt ikke at springe rundt i niveauerne efter smag og behag. Udnyt hierarkiet og hjælp skærmlæseren.

5.2: Formaterede rubrikker og mellemrubrikker

Formateret indhold i rubrikker og mellemrubrikker gør det muligt for blinde og ordblinde at bruge en skærmlæser-app til at skimme og skanne indholdet på en hjemmeside. Uden formateret indhold læser skærmlæseren alt indholdet på siden fra ende til anden.

5.3: Alternativ tekst på billeder og grafik

Tilføjelsen af alternativ-tekst på billeder er ikke længere frivillig, men et krav. Alternativ-tekst er vigtig fordi den gør information, der er formidlet igennem billeder, grafikker og diagrammer tilgængelig for blinde og svagtseende uden at overbebyrde dem med unødigt mange detaljerede beskrivelser. Alternativ-tekst udfyldes forskelligt afhængigt af om billedet er dekorativt, informativt, med tekst eller er en infografik.

Alternativ tekst og billedtekst med eksempler

BEMÆRK

I det nye hjemmeside-system er der kun ét felt til alternativ teksten, så hvis der er behov for en billedtekst (uddybende beskrivelse af billedet), skal den skrives ind i alternativ tekst feltet.