Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Frederikshåb skovturs-trecbane

Træn i samarbejde med din hest i et varieret terræn med naturlige forhindringer og passager, blandt andet gennem halvt væltede træer, over broer og op og ned ad høje i skoven.

Tag hesten med på en udfordrende skovtur

Skovturs-trecbanen er inspireret af TREC, trail, westernridning, dressur og horsemansship. Den er designet til dig, som gerne vil arbejde med din hest i naturen. Banens 21 forhindringer er udfordringer, som du vil kunne møde på en ridetur i skoven og naturen - og de er konstrueret af skovens egne materialer. På tværs af racer og erfaring har heste og ryttere her mulighed for at prøve kræfter med en række forhindringer. Her skal bl.a. forceres trapper, rides over bakker og under knækkede træer samt mere tekniske udfordringer i form af labyrinter, slalom mellem træer og gang over tætliggende træstammer. Det er i særdeleshed samarbejdet mellem hest og rytter, der bliver sat på prøve, og samtidig udfordrer aktiviteterne hestens smidighed, balance og disciplin. 

Frederikshåb Skovturs-trecbane er skabt i et samarbejde mellem islandshesteklubben Landi-Askja og Naturstyrelsen, og er et skønt miks af faciliteter inspireret af TREC, westernridning, dressur og horsemansship. Den rummer derfor en masse muligheder for dig, der gerne vil arbejde med din hest i naturen. Lidt populært kunne det måske beskrives som agility for heste.

Læs mere om islandshesteklubben Landi-Askja

Find skovturs-trecbanen

Skovturs-trecbanen ligger i Frederikshåb Plantage.

Se kort

Vidste du, at..

TREC er en forkortelse af: Techniques de Randonnee Equestre de Competition (konkurrence i ride-trekking-teknikker).

Begrebet TREC stammer oprindeligt fra fransk rideturisme. Her er et korps af uddannede rideguider optrænet med særlige færdigheder til brug for rideture gennem naturen og de mange udfordringer, man kan møde i form af forskellige naturlige forhindringer. Gennem trecbanens forhindringer trænes hesten og rytterens samarbejde og evne til at ride i den frie natur, finde vej og komme igennem terrænets forhindringer.

Praktisk

Hver aktivitet er beskrevet på små skilte på stedet, hvor man yderligere via QR-kode også kan få inspiration til, hvordan udfordringen kan gennemføres.

Sammen med skovturs-trecbanen er der en stor fold og flere tøjrebomme til at binde hestene ved. Flere steder rundt på banen er opsamlere til hestepærer – hvor alle opfordres til at samle hestepærer sammen efter brug af banen. Flere borde- og bænksæt i området giver også mulighed for at tage en pause undervejs.

Det anbefales, at du medbringer rebgrime og tov, som skal bruges til en af øvelserne. Tilsvarende skal du selv medbringe vand til både dig og din hest.

Der er rigtig gode parkeringsmuligheder for hestetrailere på Vestre Rullebane (den gamle rullebane fra tyskernes flyveplads fra 2. Verdenskrig).

Får du lyst til at konkurrere med dine venner eller blot mod dig selv, så er der mulighed for at downloade et scorekort. 

Hent scorekort

 

Bålhygge og overnatning

Skovturs-trecbanen med de 21 forhindringer er målrettet heste og ryttere. Alle er dog meget velkomne til at besøge området og opleve hestekunster, når ryttere prøver kræfter med banens forskellige udfordringer. Et par borde- og bænksæt står centralt placeret med mulighed for at slå sig ned med eftermiddagskaffen.

En anden mulighed kunne være en overnatning i shelter eller aftensmad tilberedt over bål i bålhytten. Blot få hundrede meter fra trecbanen ligger en bålhytte med grill og borde- og bænke, som er åben for alle. Får man lyst til en overnatning i plantagen er der mulighed i shelteren, der ligger tæt ved bålhytten. Shelteren har plads til 8-10 personer og har grill og bord- og bænksæt. Det er tilladt at sanke træ fra skovbunden til bålstederne ved bålhytte og shelter.

Sammen med bålhytte og shelter ligger et muldtoilet.

Bålhytte og shelter kan ikke bookes, men er frit tilgængelig for alle.

Læs mere om overnatning i naturen

Booking

Alle kan frit bruge skovturs-trecbanen – og det forventes, at brugere giver plads til hinanden. Kommer I flere end 12 antal heste/ryttere skal trecbanen bookes på forhånd. Tilsvarende skal skovturs-trecbanen bookes, hvis I ønsker at afholde et stævne eller konkurrence på banen. Bookning sker på book i naturen.

Læs mere om aktiviteter, der kræver tilladelse

Bålhytte og shelter er frit tilgængelig for alle og kan ikke bookes. Her gælder først til mølle – og det forventes, at man deles om pladsen. Sammen med shelter og bålhytte er der 3 mindre folde med mulighed for at koble egen strømgiver til. Foldene er til fri afbenyttelse i forbindelse med ophold og overnatning.

Find Naturstyrelsens faciliter på Udinaturen-kortet

Oplev Frederikshåb Plantage

Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage har i alt 22 km afmærkede rideruter.

Start fra Naturrum Kirstinelyst, hvor der er tilkørselsmulighed med hestetrailer. Samme sted er der folde, strømhegn og adgang til vand. Desuden kan du benytte bålplads og shelters.

Find inspiration til oplevelser i Frederikshåb plantage og Randbøl hede i naturguiden

Find rideruter på Udinaturen-kortet