Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

1. Udsigt over naturområdet

Himmelev Skov vokser kun langsomt op. Men det er allerede nu et meget spændende naturområde. Du får et godt overblik ud over det kuperede landskab og søerne fra P-pladsen ved Store Valbyvej. Herfra fører en sti ind på området.

Selv om der er sået og plantet tusindevis af træer har hele det nordlige område stadig karakter af slette eller overdrev. Sådan kan man forestille sig, at Danmark har set ud i årene efter at isen trak sig tilbage for 13.000 år siden.

1. Søerne Fanen og Noden

De to søer er nye og ligger i bunden af området, der tidligere var grusgrav. Selv om de er nye, er der allerede fisk i dem. Fuglene bringer fiskeæg med sig på fødder og fjer.

Bl.a. bliver der fanget karper, men der er også skaller og aborrer og muligvis også suder, rudskalle og ål. Der er fri fiskeret i søen. Men hvis du er mellem 18 og 65, skal du have et fiskekort, som du kan få på www.fiskekort.dk.

Begge søer ser lidt uklare og mælkede ud. Det skyldes opslemmet kalk fra skråningerne omkring søerne.

3. Stenalderdysserne

Tornedyssen er 5.000-6.000 år gammel og stammer fra bondestenalderen. Dyssen ligger ved Tornedyssestien i den lange tarm af skoven, der ligger mellem Himmelev og Østre Ringvej. I den nordvestlige del af dyssen ses to store sten. Den vestligste er antagelig en bæresten, og den østlige er en dæksten, der er væltet ned. På dækstenen kan man se syv skåltegn. Man mener, at skåltegn er frugtbarhedssymboler. De stammer fra bondestenalderen/bronzealderen.

Mastehøj er en rundhøj fra oldtiden. Den ligger lige over for P-pladsen ved Store Valbyvej. Den øverste del af højen er blevet pløjet væk, men der er stadig en flot udsigt fra toppen ud over landskabet og Roskilde Fjord. Længere mod syd ved Tornedyssestien, lige uden for skovens område, se kort, ligger jættestuen Børnehøj, der stammer fra bondestenalderen.

4. Et guldalderlandskab

Syd for Herregårdsvej er landskabet mere frodigt, og står du af ved P-pladsen over for rideskolen, mødes du af noget, der mest af alt ligner et guldaldermaleri fra 1800-tallet. Her står store gamle træer i mindre grupper i det smukt kuperede landskab, hvor køer græsser. Netop denne del af den nye Himmelev Skov skal fortsat holdes åben bl.a. ved hjælp af græssende køer.

5. Kildemose

Kildemose strækker sig over en stor del af den sydlige del af Himmelev Skov. Her står nåleskoven med fødderne i vand. Og her kan du finde ellesump og rørskov med tagrør og dunhammer. Du kan også høre rørsangeren og nattergalen synge i maj/juni. Der er en sti, der fører hele vejen rundt om – og også over – mosen. Men husk at tage gummistøvler på. Der kan være rigtig vådt.

6. Kildemose Bæk

Nord for Herregårdsvej løber Kildemose Bæk. Den blev frilagt og genslynget i 2009 til glæde for dyre- og plantelivet samt for skovens gæster. Du kan følge bækken ad en skovvej og en trampesti. Se kortet.

7. Orkideen Biblomst

Himmelev Skov kan prale af et meget varieret dyre- og planteliv. Men den absolut største stjerne i Himmelevs flora er orkideen biblomst. Og det er ikke uden grund. Hvor mange orkideer trods eksotiske navne ser ret almindelige ud, så er biblomst i sandhed spektakulær, og folk kommer langvejs fra for at se den sjældne orkidé.

Biblomst har sart lilla blade og en blomsterstand, der til forveksling ligner en bi. Så meget at bierne tiltrækkes og vil parre sig med blomsten. Indtil 2004 var biblomst helt ukendt i Danmark. Og den er fredet. I Himmelev er der en gruppe af frivillige, der hjælper til med at beskytte biblomsten.

Læs mere om biblomst på www.dk-orkideer.dk


 

Mere om Himmelev Skov:

Aktiviteter  Dyr og planter  Året rundt  Historie  Praktisk