Historie - Blykobbe

Geologi

Blykobbe plantages undergrund består af ler, sand og kul. Det er aflejringer afsat i juratiden, som strækker sig fra for 210 millioner til 140 millioner år siden. I en del af perioden var det, der nu er Blykobbe Plantage, et deltaområde, altså et sted, hvor flere flodarme løb ud i havet. Sand blev aflejret i flodløbene, og i det roligere vand, og i laguner aflejredes lag af finsand og ler. I mellem dem findes lag af kul, som er døde plantematerialer, der ikke har kunnet nedbrydes på grund af manglende ilt. For eksempel fordi planteresterne blev dækket af sand eller ler.

Juratiden blev gjort berømt af den amerikanske spillefilm ”Jurassic Park”, hvor forskere genopliver juratidens uddøde dyr, dinosaurerne. Der er fundet både dinosauerfodspor og forstenede knogler af svaneøgle i de geologiske lag, som Blykobbe Plantage ligger på, dog lidt længere oppe ad kysten nærmere Hasle.

Oldtidens kæmpegrave

Gravhøje stammer fra ældre bronzealder (1700-1100 før vor tidsregning), og der har været i hvert fald 700 af dem på Bornholm. I Blykobbe Plantage ligger syv: De seks Tillehøje, der ligger på række på et højdedrag i plantagens nordlige ende, og den enkelttstående bavnehøj, der også er en gravhøj. Desuden ved vi, at der i 1879 foruden Tillehøjene var ”en hel samling af større og mindre høje” ved Blykobbe Å, og i umiddelbar nærhed, på Blykobbegårds jorder, yderligere ni høje tæt på hinanden.

Den sydligste af Tillehøjene blev åbnet i 1824 under overværelse af prins Christian Frederik. I graven fandt man fire kranier med tilhørende lemmer, alt sammen i en uordentlig bunke. Desuden lå der en ødelagt Kobberdaggert og en bronzeknap.

Gravhøje er ellers ofte rige på gravgaver, både våben og smykker. De ligger tit, som i Blykobbe, koncentreret omkring bygder ved å-udmundinger.

Skanseanlæg

Skanser er jord- eller sandvolde, som siden middelalderen har været brugt i Bornholms kystforsvar for at forhindre landgang fra fjendtlige skibe. Skanserne fungerede ved, at først landeværnsmænd og siden soldater kunne skyde på fjenden, mens de selv var beskyttede mod beskydning. Skanserne gav også gode positioner til nærkamp, hvis det ikke lykkedes at forhindre landgang.
Set fra fjendens synspunkt har hele Antoinettestranden været et godt sted til en landsætning, fordi stranden er jævn og flad. Derfor kender vi til hele otte skanser på den 2,5 kilometer lange kyststrækning.
Bavnehøjen i Blykobbe Plantage var i øvrigt også en del af kystforsvaret: Når der var fjender i sigte, blev bavnen på oldtidshøjen tændt, og der blev kimet med kirkeklokkerne, så landeværnsmændene vidste, at nu skulle de finde deres våben frem og møde op til forsvar.

De ældste forsvarsvolde på Bornholm stammer fra middelalderen, men det er ikke muligt at datere de enkelte skanser præcist. Vi ved, at Bornholm fik påbud om at opføre forsvarsvolde allerede under Erik af Pommern, der var Danmarks konge fra 1396 til 1459. Vi ved også, at den Lybske høvedsmand Schweder Ketting, der i en periode regerede øen fra Hammershus, opførte og udbedrede skanser øen rundt under Den Nordiske Syvårskrig (1563-70).

Siden er skanserne blevet genbrugt i forskellige krige. De er også blevet ud- eller ombygget. Mange blev til batterier, som er skanser med kanonstillinger, ofte beskyttet af græstørv og med en fast bund af sten eller træ. Det gælder for eksempel Grønnebechs batteri, der er de tre sydligste skanser på Antoinette Strand. De var i brug under svenskekrigene fra cirka 1660.

En ottende skanse, Hvide Odde batteriet, er skyllet væk af havet, men var i brug under englandskrigene i starten af 1800-tallet. På det tidspunkt var der gennemsnitligt en skanse for hver 400 meter kyststrækning på øen. Kun Dueodde, hvor der er mange farlige rev, og klippekysten fra Hammershus til Teglkås, var uden skanser.

Sandflugten

Alle steder, hvor der er sand, har det yderste land været præget af sandflugt, således også strandmarkerne mellem Rønne og Hasle. Det er de strandmarker, der i dag hedder henholdsvis Blykobbe Plantage, Hasle Klinker Skoven og Hasle Lystskov.

Hele området var før i tiden kongens udmark, men fungerede i praksis som fællesareal, hvor egnens beboere fældede, hvad der måtte være af træer, skar tørv, og sendte deres dyr på græs. Efterhånden forsvandt al opvækst, der kunne have holdt på sandet, og sandflugten tog fuldstændigt over.

I 1792 blev der lavet en ”Kongelig Sandflugtsordning”, og i 1796 beskrev fire synsmænd strandmarkerne som ”blæst op i bakker og kuler”. Udmarksgærdet, der skilte strandmarken fra agerlandet bagved var ”dækket som af snedriver” og sandet føg ind over markerne.

Men ordningen blev først indført på Bornholm i 1819, hvor kong Frederik den 6. også udnævnte en sandflugtskommisær.

Peder Dam Jespersen var jurist og havde, foruden at være byskriver i Nexø og herredsskriver i Søndreherred, også beklædt en hel række andre offentlige hverv. I 1819 boede han i Rønne på en af de store gårde, Sejersgård, lige bag udmarksgærdet. Han blev først tilsynsførende og siden sandflugtskommisær.

Året før havde en kongelig sandflugtskommisær besøgt området, og han mente, at strandmarken skulle fredes for afgræsning. Desuden mente han, at der skulle tilplantes med hjelme, som er en græsart, der minder lidt om marehalm.

Peder Dam Jespersen så anderledes på det. Han fulgte første del af forslaget og fredede strandmarken. Men i stedet for hjelme såede han andet græs og urter sammen med birk, elm, kirsebær og lærk. Senere såede han også skovfyr og rødgran.

Fredningen blev gennemført med hård hånd og stor beslutsomhed til Rønneboernes store utilfredshed. De mente at have vundet hævd på græsningen på kongens udmark, og at deres dyr ville mangle foder.

Men skoven voksede godt, og allerede omkring 1830 kunne Jespersen give tilladelse til kvassankning.

Borgerne blev også gode igen, og i 1886 rejse de en mindesten for ham på Tillehøjene. På stenen står:

Taknemligt minde fra egnens beboere.