Oplevelser i Blykobbe

1. Antoinette Strand


Antoinette Strand er en populær badestrand. Den er 2,5 kilometer lang med lyst og finkornet strandsand og lidt større sten i vandet ved strandbredden. Langs stranden ligger klitter og sandede skrænter, og i overgangen mellem strand og skov får man en fornemmelse af, hvordan det gamle sandflugtsområde så ud. Det er også her, man finder de gamle skovfyrbevoksninger fra 1800-tallet.

2. Prinsekilden

Da prins Christian Frederik i 1824 gæstede Blykobbe Plantage, var tilplantningen kun lige begyndt. Men sandflugtskommisær Peder Dam Jespersen havde fundet en lille kilde med velsmagende vand, og det blev brugt til at brygge prinsens kaffe.

Prinsen, der senere blev kong Christian den 8., gav efterfølgende tilladelse til, at kilden kunne bære hans navn.

Sandflugtskommisær Jespersen lod for egen regning kilden stensætte og rejste et mindesmærke af granit. På forsiden står:

Prinds Christian Frederiks Kilde

- Minde om Hans Højheds Nærværelse

paa Bornholm Juli 1824

- Fryd han fandt I Borgerfred.

Alt han vandt Ved Kjærlighed.

På bagsiden finder man et længere digt forfattet af rektor på Bornholms Gymnasium P. G. Bohr.

Kilden kan være svær at finde, men fra Nyker Strandvej fører en lille sti ned til den.

3. Tillehøjene

Tillehøjene er 6 store bronzealderhøje, der står på linje på et lille højdedrag. Navnet tilskrives trolden Til, der ifølge sagnet boede i Højene. Bevoksningen på og omkring højene er lav, så de træder tydeligt frem i landskabet.

På den ene af højene står et mindesmærke til ære for sandflugtskommisær Peder Dam Jespersen, der tilplantede sandflugtsomådet i 1800-tallet. Mindesmærket blev rejst i 1886 og bærer følgende inskription:

"Taknemligt minde fra egnens beboere.
Ved husmandskoner i Nyker"

4. Bavnehøj

Ved Rosmannevej ligger en gravhøj, der i gamle tider blev brugt som bavnehøj. En bavne er et bål, og sådan et blev tændt på højen, når der i ufredstider var fare på færde. Der blev også ringet med kirkeklokkerne, og når bålet blussede og klokkerne kimede, vidste landeværnet, at de skulle møde frem til forsvar. Bavnehøjen stod dengang i et helt åbent landskab, så bålet kunne ses helt til den næste bavnehøj, hvor der så også blev tændt bål - og sådan kunne det fortsætte, til alle var advarede. Bavnehøje er kendt helt tilbage til vikingetiden.

5. Skyttegrave – v. Sandegaard-parkeringen

Under 2. Verdenskrig gravede tyske soldater zigzag-formede skyttegrave, som stadig kan ses lidt inde i den gamle fyrrebevoksning ved p-pladsen på Sandegårdsvej. Ifølge et øjenvidne blev skyttegravene gravet af franske og ungarske soldater i tyske SS-uniformer. Skyttegravene var oprindeligt anlagt på en linje hele vejen mellem kysten og landevejen, men kun den vestlige del er bevaret.

6. Skanser

Langs kysten mellem Hvide Odde og Blykobbe Å findes ikke færre end 7 skanser. Skanser har indgået i Bornholms kystforsvar siden middelalderen, og det er ikke muligt at afgøre nøjagtigt, hvor gamle de enkelte skanser er. Men vi kender beskrivelser af, hvornår nogle af dem har været i brug. De tre nærmest Rønne kaldes Grønnebechs batteri. De er anlagt omkring 1660, hvor Danmark og Sverige var i krig. De var bestykket med i alt fire kanoner. En ottende skanse, der var i brug under Englandskrigene i starten af 1800-tallet er forsvundet i havet. Skanserne ligger helt fremme i klitterne, og man skal se godt efter for at få øje på dem.

7. Villa Nova

Villa Nova er et gammelt traktørsted for Rønneborgere på udflugt. Senere blev Villa Nova dansested, og var en vigtig scene for den bornholmske populærmusik. På grund af beliggenheden nær Almegårds Kaserne tilskrives Villa Nova en stor del af æren for, at mange værnepligtige gennem tiden har mødt bornholmske piger og derfor blev på øen efter endt værnepligt. I dag ejes bygningen af Bornholms Efterskole.