Forår
Allerede i starten af marts, før vinteren for alvor har sluppet sit tag, kan du se vandrefalkepar i færd med at vælge sig egnede redepladser på Nordbornholms fuglefjelde.
De første lokale musvitter begynder at synge. Alkene kommer tilbage til ynglekolonien på Mulekleven, den uanseelige vårgæslingeblomst blomstrer på klippeheden, og trækfugle som trane, svane og lom passerer Hammerodde på vej til ynglepladserne i nord.
Når solen får fat, vågner soldatertægerne fra overvintring under jorden. De bruger et par dage i solen til at varme op, hvorefter de parrer sig.
Sidst i marts vandrer skrubtudserne til deres ynglehuller og først i april vågner hugormene op efter vintersøvnen. Så blomstrer anemoner og lærkesporer i skovbunden, og snart ligger alle fugle på æg, undtagen dem, der allerede har unger, som for eksempel ravnen.
Trækket nordpå varer længe. De fugle, der lever af insekter må vente med at vende hjem, til temperaturerne deroppe er høje nok, til at insekterne klækker. Mange fugle trækker om natten, og særligt hvis vejret er halvdårligt, kan området omkring Hammerodde være helt levende af småfugle som tornsangere, gransangere og rødhalse, der tilbringer dagen med at æde inden næste nats træk ud over havet mod nord. Nattrækket fortsætter til ind i maj.
I maj blomstrer tyndakset gøgeurt og hyldegøgeurt på Hammerknuden.
Sommer
I juni er der unger i sølvmågekolonierne. Ved Opalsøen kan man komme ganske tæt på kolonien og se, hvordan de små plettede og endnu ikke flyvefærdige unger udforsker verden.
I dammene er skubtudsernes haletudser blevet til små tudser. De er klar til at vandre på land for at tilbringe resten af året der. Skruptudser tilbringer dagene med at hvile og nætterne med at jage orme, snegle, biller, edderkopper og hvad, de ellers kan få fat på.
Råen har lam, et eller to, og sidste års lam er blevet unge rådyr. Råen jog dem væk, da de nye lam kom i maj, og nu må de klare sig selv, efter et helt år hvor de trofast har fulgt i hælene på deres mor. Møder man dem i denne tid, kan de godt virke lidt rådvilde.
Flagermusene jager i skumringen. De findes mange steder på Nordbornholm, især hvor der er vand.
Der er mange forskellige arter flagermus på Nordbornholm, 9 ud af Danmarks 13 arter er fundet her. Nogle, som den store vandflagermus, kan man kende med det blotte øje, men for nøjagtigt at skelne mellem andre af arterne, må man medbringe en detektor, der kan fange deres lyde.
I løbet af juni bliver vandrefalkens unger flyvefærdige. Så kan man se dem udføre flyveøvelser, hvor de træner først flyveteknik og siden at tage imod bytte fra de voksne fugle i luften. Efterhånden opøver de også deres egen jagtteknik, hvor de styrtdykker efter svaler eller andre småfugle.
I juni - juli blomstrer den kødædende plante rundbladet soldug i fugtige områder. Dens blade har kirtelhår for hvis ende, der sidder en dråbe ”dug”, en klistret substans, der fanger de insekter og smådyr, der lander i det. ”Duggen” bruges også til at opløse dyrenes bløddele, sådan at der kun ligger skelettet tilbage. Resten af dyret bliver til insektsuppe, der løber ned på bladet, hvor solduggen optager det.
I juli er sølvmågerne flyvefærdige og alkeungernes fjerdragt er blevet vandtæt. Når alkeungerne er store nok, forlader de ynglekolonien på fuglefjeldet. Det sker om aftenen efter solnedgang for at undgå de glubske sølvmåger og andre rovdyr. Uden for ynglesæsonen lever alkene til havs i Østersøen og de indre danske farvande, hvor de lever af at dykke efter brisling.
Når svaleroden blomstrer, kan man se de sortrøde soldatertæger suge dens saft. Saften er giftig for andre dyr, men er tilsyneladende det eneste soldatertægerne æder. Soldatertægernes forplantning er også knyttet til svalerod.
Højsommeren og tiden frem til det tidlige efterår er højsæson for insekter og andet kravl, og det betyder føde for flagermus, skubtudser og forårets fugleunger. De har alle brug for at polstre sig inden vinteren, både de der sover vintersøvn, de der trækker sydpå, og de der står kulden og mørket igennem herhjemme.
I Ravnedal høster tapetseredderkoppen også af insektoverskuddet. Tapetseredderkoppen er Danmarks eneste fugleedderkop. Edderkoppen er svær at få øje på, for hunnen spinder et silkerør hen over jorden og tilbringer hele sit liv inde i det. Tapetseredderkoppen æder biller og andre insekter, der passerer silkerøret. Den har fået sit navn, fordi den tapetserer med silke på indersiden af røret, sådan at den kan bevæge sig helt lydløst og friktionsfrit igennem det, så byttedyrene ikke opdager, at de er ved at gå i en fælde. Når et bytte passerer, løber hunnen frem og flår med sine giftkløer byttet gennem røret, som hun derefter reparerer med silke.
I august føder hugormen sine levende unger, eller sådan ser det ud. For hugormen er et krybdyr og lægger æg, men i hugormens tilfælde klækker æggene inde i morens mave, så det ser ud som om ungerne fødes levende. Det er fordi hugormen er tilpasset det kølige nord, hvor solen ikke altid giver varme nok til at udklække æggene.
Snart er blåbærrene modne og lyngen springer ud.
Efterår
I september er lyngen lilla og himmelen blå på en særligt intens måde. Både klippen og vandet holder på den solvarme, de har opsuget i sommeres løb, som man mærker, når man færdes på Hammerknuden eller Slotslyngen. Ofte er september på Bornholm lun og sensommeragtig. Men lyset svinder, mens frugterne modnes, og de første fugle begynder at trække sydpå.
Ved efterårsjævndøgn er dag og nat lige lange. Hyldebærrene er modne og snart kommer frugt og nødder. Der er stadig insekter, mange mus og småfugle og dyreunger i det hele taget. Det er nu dyrenes lagre skal fyldes op for vinteren. Rådyrene lægger fedt på sidebenene og skifter til vinterpels. Hugorm og skubtudse gør sig klar til vinterhi, traner og mange andre ynglefugle drager mod vinterkvartererne i syd og sydvest.
I oktober falder bladene af træerne. Det er tid til efterårsstorme og den første nattefrost.
Vinter
Skrubtudsen har gravet sig ned under jorden for at sove vintersøvn. Hugormene er i dvale, gerne i gamle musegange en halv til halvanden meter under jorden. Der kan være op til 100 slanger i sådan et hul.
For de dyr og fugle, der klarer vinteren vågne og over jorden, handler vinteren om at overleve. At æde mest muligt og bruge mindst muligt energi. Mange af dem har i forårets og sommerens løb brugt masser af kræfter på at slås om territorier, nu ses de side om side, rådyrene på de vintergrønne marker, fuglene i flokke.
For fuglene er der tryghed i at være i flok, for flere par øjne ser bedre end et, og desuden er det svært for rovdyr at fange noget, når flokkene opskræmte og larmende basker i alle retninger. Kragefuglene følges dagen igennem på fourageringstogter i mindre grupper, men hen under aften finder flere og flere af de små grupper sammen og går til fælles overnatning.
Mens de fleste dyr enten sover eller koncentrerer sig om at overleve vinteren, så venter næste generation grotteedderkopper i smørkælderen på Hammerhus. 2-300 bittesmå edderkopper sidder sammen i hvert af de dråbeformede ægspind, der hænger fra loftet i kraftige silkesnore.
Grotteedderkopperne lever på mørke, fugtige steder som kældre, gamle brønde og klippehuler, hvor temperaturen altid er omkring 7-8 grader. De æder bænkebiddere, biller, og hvad de ellers kan finde på grottevæggene. Også snegle, hvilket er usædvanligt for edderkopper.
Æggene i ægposerne bliver lagt i højsommeren, og frem gennem sensommer og tidligt efterår udvikler de små edderkopper sig i poserne, mens mødrene vogter over dem. Ungerne hænger tålmodigt i spindet indtil foråret.
Når det bliver forår, bryder de ud af spindet og bevæger sig mod lyset i udgangen af kælderen eller grotten. De unge edderkopper er nemlig tiltrukket af lys, i modsætning til de gamle, der foretrækker halvmørke. Det skyldes formentlig, at det giver dem mulighed for at sprede sig. At drage ud i forårssolen for at finde nye dunkle levesteder.