Historie - Nordbornholm

Geologi

På Nordbornholm kan grundfjeldet mange steder opleves i form af klipper, der rager frem i landskabet. Andre steder er grundfjeldet dækket af et relativt tyndt lag jord og istidsaflejringer. I det meste af det øvrige Danmark ligger grundfjeldet langt nede under jord og hav. Nordbornholms grundfjeld består af Hammergranit, der er 1.4 milliarder år gammel.

Klippen på Nordbornholm er blødt rundet og faldende i retning mod nord og nordøst, og stejl og forreven mod vest. Det skyldes, at isen i de sidste tre millioner års mange istider er kommet fra nordøst og øst, og at den har skuret og slebet klippen fra de retninger.

Hammerknuden er adskilt fra den øvrige ø af Hammersøen, Bornholms største sø, der ligge i en sprækkedal.

Oldtid

Sporene i stenene

På næsten hver eneste klippe mellem Madsebakke og Hammersholm findes der billeder. Billeder hugget ind i granitten af mennesker fra bronzealderen. Billeder af hjulkors og heste og fodspor men først og fremmest billeder af skibe.
Disse billeder er helleristninger, og de er fundet i hele det sydlige Skandinavien. I Danmark kendes helleristninger især fra Bornholm og ikke mindst fra Madsebakke, der ligger på højdedraget over Sandvig. Madsebakke er Danmarks største helleristningsfelt med fjorten skibsbilleder, fem hjulkors, fem fodfigurer og mange skåltegn.

Helt siden de første mennesker kom til Bornholm i slutningen af sidste istid, har de efterladt sig spor. Håndgribelige praktiske spor, der fortæller om livet og hverdagen: en harpun af elsdyrtak, en pilespids af flint, et knust lerkar.
Men med bronzealderens billeder ser vi gennem deres symboler for første gang spor af oldtidsmenneskenes tanker og religiøse forestillinger.

Skåltegn er runde fordybninger, eller ”gruber”, i stenen. De kendes tilbage fra bondestenalderen. De forbindes med frugbarhedskult, men kendes også ved begravelser. I Nexø ligger en vandreblok med 17 skåltegn. Det har helt op i nyere tid været skik at ofre mønter i gruberne.

Bronzealderfolket var landbrugere og søfarende. Det sidste afspejler sig måske i den rigdom af skibsbilleder, de har efterladt ristet i klipperne. Nogle arkæologer tolker skibsbillederne som symboler på politisk og religiøs magt.
Men vi ved det ikke med sikkerhed. Og indtil vi gør, kan enhver jo slippe fantasien løs. Måske er det bare billeder af skibe, som skulle på rejse, og som på magisk vis blev forbundet med hjemstavnen, så de kunne vende sikkert hjem? Lidt lige som de skibsmalerier, der var populære i sejlskibenes epoke, eller som de skibsmodeller, der nogle steder hænger i kirken. Eller noget helt tredje.

Helleristningerne på Madsebakke bliver regelmæssigt malet op. Ristningerne i det øvrige landskab omkring Hammersholm kan være svære at få øje på, nogle ses kun i bestemt lys, men man kan ofte mærke dem med fingrene. Man kan også hælde vand på de klipper, der rager op af marken, så træder deres helleristninger tydeligere frem.

Se Bornholms Museums guide til helleristningerne ved Hammersholm

Hammershus

Læs om borgens historie i den selvstændige guide til Hammershus

Moderne tider

Med industrialiseringen i anden halvdel af 1800-tallet fik mange danske byer vokseværk. Folk flyttede fra landet og ind til byen for at søge arbejde. Det gav ikke bare behov for nye boliger, der skulle også bygges veje, og vejene skulle brolægges og have kantsten af granit. Havne blev udbygget med granitmoler, og jernbanenettet, der spandt sig ud over landet, blev lagt på skærver af granit. Meget af den granit kom fra det bornholmske nordland, hvor stenbruddene hurtigt bredte sig i landskabet. Overalt i småskove, på marker og bakker opstod små husmandsbrud, hvor husmændene brugte vintrene til at hugge skærver. Hullerne ligger der endnu for eksempel på Langebjerg og i Ravnedal.

Ved siden af småbruddene opstod ligefrem en granitindustri. Det store Moseløkken Granitbrud på Slotslyngen blev anlagt af lokale købmænd på den gamle ladegård Hammersholms jorde. Der blev brudt sten af høj kvalitet, og bruddet leverede således sten til for eksempel de berømte Carlsberg-elefanter. Og på Hammerknuden startede stenbrydningen i det, der efterhånden blev til Hammerværket.
Dette værk voksede sig hurtigt stort, og beskæftigede i perioder flere hundrede mand, både bornholmere og indvandrere fra Sverige.

I 1892 blev Hammerhavnen anlagt for at kunne udskibe produkter, især sten, til Kielerkanalen.

Nogle år efter første verdenskrig (1914-1918) købte staten Hammerknuden tilbage.
Det skete efter Bornholmsk ønske, og Foreningen Bornholm, der var stiftet få år tidligere, samlede penge ind blandt bornholmere, der ønskede, at granitbrydningen skulle indstilles til fordel for naturen og landskabet.

Sådan gik det ikke. Tværtimod lejede staten området ud til yderligere stenbrydning, og der blev anlagt både en stor skærvefabrik og senere et lasteanlæg på havnen. Hammerknuden blev først fredet i 1968, og i løbet af 70'erne blev hele det store industriområde ryddet.

Men da havde lavtlønslande som for eksempel Portugal i praksis allerede udkonkurreret den bornholmske produktion af især kant- og brosten.

I dag er naturen ved at genindtage Hammerknuden, der nu er udlagt til natur og friluftsliv. Både små og store brud er blevet til søer fyldt op med regnvand, eller ligger skjult i bevoksning. Det største og mest spektakulære af bruddene har fået navnet Opalsøen og er i dag badesø og rekreativt område. De lodrette klippevægge ved Opalsøen, der opstod ved brydningen, bliver brugt af både rugende sølvmåger og af klippeklatrere og rappellere. Der er en 293 meter lang tovbane fra toppen af klippen 50 meter oppe og ned i søen.

Moseløkken granitbrud er stadig aktivt, som et af de få tilbageværende på Bornholm. Den gamle formandsbolig på toppen af bruddet er indrettet til arbejdende stenbrudsmuseum. Uden for museet er der opstillet en restaureret stenkran samt to huggeskure, hvor stenhuggere i perioder viser besøgende, hvordan man kan arbejde i granit med gammeldags værktøj. Heroppe kan man sommeren igennem selv få lov at prøve kræfter med stenhuggerkunsten med håndkraft.

Læs mere på moseloekken.dk