Året rundt på Nordlangeland

Forår

Råbukkene danner territorier, som de markerer med duftmærker og ved at feje – eller gnide – deres opsats eller gevir mod små træer. Dér, hvor en råbuk har fejet, er barken flået af træet i lange strimler. Rådyret er Danmarks mindste hjorteart.

Årets første kuld af egernunger fødes i marts-april. Ungerne vejer bare 10 gram, når de bliver født. Som voksne vejer de op til 50 gange så meget.

Springfrøens hanner har indtaget deres ynglevandhuller. Om natten kommer de frem for at lede efter hunner.

Bøgen bliver langsomt lysegrøn. Orkideen tyndakset gøgeurt springer ud med purpurrøde blomster. Og den vilde, gule skovtulipan dukker op i Kronens Have i Bræmlevænge. Andre steder kan man støde på påskeliljer, som er kommet hertil med frø fra haverne nær skoven.




Sommer

Rålammene fødes i maj eller juni. En rå får som regel to ad gangen. Parringen skete i august året før, men rådyret har forlænget drægtighed. Det vil sige, at der går 4-5 måneder, før det befrugtede æg sætter sig fast og begynder at udvikle sig. Det beskytter ungerne mod at blive født midt om vinteren.

Årets andet kuld af egernunger er kommet til verden.

Havørreden søger mod ferskvand for at gyde. Stranden ved Fakkeklint er et godt sted at få de sølvskinnende fisk på krogen.

På Hønsebjerg kan du gå på jagt efter sommerfugle som alm. blåfugl og stregbredpande.

Strandkvanens lysegrønne blomsterskærme lyser op på Hov Østerstrand. På strandvolden ved skovbrynet i Vestre Stigtehave viser den lille, hårdføre sandkryb sine fine, rosa blomster.


Efterår

Brombærrene i Bræmlevænge og de øvrige skove er modne i september-oktober.

Skoven har skiftet til efterårets glødende farver, og fra skovbunden breder sig en krydret duft af muld.

En stormfuld november giver mulighed for anderledes naturoplevelser. Når træerne er faldet, kan man se deres rødder og andre detaljer, som før var usynlige. Gamle bøgetræer kan være hjemsted for kolonier af velsmagende østershatte. November er også sæson for jagt på rådyr. Naturstyrelsen sørger for at holde bestanden nede på et passende antal dyr.

 

Vinter

Små flokke – eller spring – af rådyr vandrer rundt i skovene. Råer og bukke går sammen.

Ligger der sne i skovbunden, kan du prøve at skrabe lidt af sneen væk. Så vil du opdage et hulrum mellem den og jordoverfladen. Her er der liv af edderkopper, biller og andet småkravl. Også markmusen søger ly for vinterkulden her og laver lange gange under sneen. Det benytter ræven sig af, og kommer du i skumringen, kan du opleve den på musejagt.

En af de få grønne planter i skovbunden på denne årstid er skavgræs. Trods navnet er det ikke en græsart, men derimod et medlem af padderokfamilien. Skavgræs kan blive ca. 90 cm høj og vokser bl.a. i Mørkholm Skov.