Dyr
Dådyr og sæler er de dyr, som øen er mest kendt for. Dådyrene finder man ofte på de store åbne marker, mens sælerne holder til på den fredede Liv Tap.
Find dyrene i artsleksikonet
Den spættede sæl
På den fredede Liv Tap og nogle små rev i farvandet mellem Livø og Mors holder de spættede sæler til.
Her hviler de, og hvis man er heldig, kan man i juli og august se dem ligge og sole sig med deres unger.
For at et område kan være velegnet som levested for et stort rovdyr som sælen, kræver det rigelige mængder fisk, blæksprutter og krebsdyr, og det finder man ved Livø.
Spættet sæl er den mest almindeligt forekommende sælart i Danmark og har altid levet her i landet. Man har fundet knogler fra sælerne på køkkenmøddinger tilbage fra jægerstenalderen for 8.000 år siden.
Senere blev sælen betragtet som et skadedyr, og fra 1889 til 1927 var der sat skydepræmier på sælen, hvilket bevirkede, at omkring 37.000 blev nedlagt. I 1977 blev den spættede sæl fredet.
Dådyr
Livø er især kendt for sine sæler og dådyr. Øen menes at have haft dåvildt uafbrudt siden middelalderen. I dag har øen en stærk og smuk bestand med godt 100 dådyr. Dyrene lever frit på øen og er naturligt sky.
Om sommeren færdes dådyrene adskilt. Hundyrene, kaldet dåerne, føder deres kalve i de tætte krat på den nordvestlige del af øen, hvor de sammen med kalvene fører en skjult tilværelse, mens handyrene, hjortene, ofte færdes i en flok på de åbne marker syd og vest for skoven. Med en håndkikkert kan man iagttage de flotte dyr.
Dådyret forsvandt fra Europa, herunder Danmark, under sidste istid, men blev genindført til landet som jagtvildt omkring år 1100 og udsat på en række øer, ligesom godser og klostre har holdt det i dyrehaver.
Man ved ikke, hvor længe der har været dåvildt på Livø. Måske har bestanden i perioder været næsten udryddet. Sidst i 1800-tallet blev der udsat tre dåer og en hjort på øen af kammerherre Oppen-Schilden, men dåvildtet i dag stammer dog primært fra en udsætning i 1980’erne med dyr fra Jægersborg Dyrehave.
Livø har også en pæn råvildtbestand, men det er nemmere at få øje på dådyr end rådyr, sidstnævnte er nemlig meget sky.
Naturstyrelsen skyder hvert år et antal då- og rådyr for at holde bestanden på et acceptabelt niveau.
Fugle
Livø har et særdeles rigt fugleliv. Ege-hasselskoven med de mange gamle træer begunstiger især hulrugende fugle som spætter og mejser. Man finder også fugle som spætmejse, træløber, broget fluesnapper, natugle og skovsneppe. Blandt ynglefuglene er gravand, toppet skallesluger, vandrikse, grønbenet rørhøne, strandskade og stor præstekrave.
I Oppen-Schildens tid blev der oprettet et fasaneri på Livø, og der blev drevet jagt på fuglene, der i dag ikke er mange tilbage af.
Andre dyr på Livø
Der er masser af harer, og de har tilsyneladende været her i mange århundreder. Allerede i Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231 fortælles, at der var ”et hus og harer” på øen.
Der er også ræve på Livø og bestanden får ny blodtilførsel, når ræve fra fastlandet vandrer over isen i år med isvintre.
Tidligere har øen været plaget af mosegrise. For at bekæmpe dem forsøgte man at udsætte husmår, lækatte og ildere. Resultaterne udeblev dog. Omkring 1880 var øen så plaget, at Oppen-Schilden indførte ræve og polarræve. Men det hjalp heller ikke. Først 11 år efter fik man bugt med gnaverne. Efter en vinter med en masse sne, efterfulgt af et tøbrud, trængte store mængder smeltevand ned i mosegrisenes underjordiske gange, og da vejret hurtigt slog om igen til hård frost, blev mosegrisene frosset inde. Historien går, at man selv på fastlandet kunne lugte de rådnende mosegrise, da markerne blev pløjet om foråret.
Odderen gæster også fra tid til anden Livøs søer.
Planter
Livø har en enestående natur. På øens blot 320 hektar finder man næsten alle danske naturtyper. Cirka en tredjedel af øens areal drives som økologisk landbrug, en tredjedel består af hede, overdrevsarealer og strandenge og den sidste tredjedel af skov. Langs kysten varierer naturen fra flade strandenge til tørre overdrev, stejle skrænter og udskridende kratbevoksede skråninger.
Skovene
Den nordlige skovklædte del af Livø, Nørreskoven, består især mod vest af en egeblandingsskov, domineret af eg og hassel, men man finder også elm, bævreasp, røn og hyld samt ask og el på fugtige partier.
De ældste af egetræerne i Nørreskoven er fra 1600-tallet. Skoven menes at være rester af den ege-hasselskov, som var dominerende i Danmark fra stenalderen helt op til 1300-tallet, hvor bøgen, især på de gode jorde, efterhånden blev den mest almindelige træart. I modsætning til en bøgeskov slipper egeskoven meget lys ned til skovbunden, som er frodig og grøn, nærmest urskovspræget med bregner og lianer (kaprifolieranker og vedbend).
Skoven, der i middelalderen dækkede over halvdelen af Livø, blev især brugt til at holde svin. I 1600-tallet kunne træernes særdeles næringsrige frugter kaldet ”olden” føde flere hundrede svin.
Siden hen tog udnyttelsen af skoven til. Ud over at blive overgræsset af såvel svin som kreaturer leverede den også brænde, tømmer og kæppe til diger. De mere end 300 år gamle forkrøblede egetræer på Livø er præget af en opvækst med konstant nedbidning fra kreaturer.
I Nørreskovens sydvestlige del finder man en bevoksning af ca. 100 år gamle bøge. Bøgen er ikke naturlig på Livø og trives skidt med den megen blæst og salt i luften.
Kammerherrens nåletræer
Fra slutningen af 1800-tallet har man plantet en række almindeligt brugte skovtræarter på øen. I mosen finder man således ask, og ved Engvejen og Skovvejen er der skovfyr (der typisk har rød bark, særligt i toppen) og den mørke østrigsk fyr.
Øens største område af nåletræer ligger nord for byen langs med Kellervej. Her vokser rødgran, almindelig ædelgran, sitkagran, kæmpegran, nordmannsgran, nobilis, douglasgran, skovfyr, østrigsk fyr, cypres og lærk.
Kammerherre Oppen-Schilden, der ejede øen i slutningen af 1800-tallet, var den første til at indføre nåletræer på øen, og der eksisterer stadig træer fra den tid. Det mest karakteristiske nåletræ på Livø er dog enebærbusken, der sammen med dunbirken, er landets ældste træart. Den har været her i mere end 100.000 år.
Blomster på Livø
Livø kan bryste sig af omkring 700 arter af blomsterplanter, nogle af dem er sjældne.
Skovene er flere steder gennemskåret af bække og grøfter og alle steder, hvor der er tilstrækkelig fugtighed, finder man mosebunke, sideskærm, vandkarse, bidende pileurt og akselblomstret star.
I skovens bund bør de hvide anemoner, dunet steffensurt, skov-springklap, hjertebladet lund-fladstjerne især fremhæves.
Livøs østkyst nord og syd for havnen er præget af en strandvoldslette med strandoverdrev.
Mod nord består strandengene hovedsageligt af strandvolde af småsten, grus og sand, som er bevoksede med græsser, blomstrende planter og buske. Her finder man den sjældne, smukke plante strandhornskulpe, der er i familie med valmue. Her vokser også havtorn, Jomfru Marias sengehalm og porse, mens man i de lavere områder mellem voldene finder siv og græsser.
Mod syd går strandengene over i engdrag, hvor man kan finde sjældne planter som vårpotentil og strandlimurt. Tæt ved stranden kan man finde forfaderen til alle vore dyrkede kålarter, strandkålen, der står som store blålilla vækster.
Heden
Heden på Livø var i slutningen af 1700-tallet ca. fem gange større end i dag, hvor kun den nordlige del af øen ligger hen som hede. Den viser med al tydelighed, hvad overudnyttelse af skoven og senere af landbrugs- og græsningsarealer fører til.
Man ryddede skoven til fordel for marker, men efterhånden blev jorden så udpint, at markerne blev til hede og endte med at gå i lyng.
Området nord for heden, der har enebærkrat, har sandsynligvis også været lyng, men nu er det på vej til at gå i egeskov.
Enebærbusken er et pionertræ, der gør det muligt for andre træer at vokse, og den forbereder således skovens komme. Men når de højere træer skyder i vejret, bliver enen skygget ihjel.
For at undgå dette har man sat kvæg på vintergræsning for at få lyngen bidt ned. Samtidig æder kvæget græs og selvsåede birke. De græssende kreaturer holder sig fra enebærbusken på grund af dens stikkende nåle.
Det nyder enen godt af; dens konkurrenter bliver simpelthen holdt nede. Flere steder kan man dog se egen vokse op midt i en enebærbusk, godt beskyttet mod nedbidning fra vildt og kreaturer.
På heden finder man også dværgbuske som revling, tyttebær og blåbær.
Søer og moser
På øen findes også mange kildevæld, så Livø har flere mindre søer og moser med birk, el og rørskov.
I egeblandingsskoven ligger der en dejlig skovsø, og nordvest for Avlsgården finder man Ellesøen smukt indrammet af høje skræpper. Her skulle være en god chance for at se den butsnudede frø.
Mange af vandhullerne finder man i området Kellervej – Mosevej – Hedevej, hvor planter som vejbred-skeblad, gul iris, hjortetrøst, bredbladet dunhammer og flere star- og dueurtarter vokser.