Historie - Livø

Geologi

De stejle kystklinter mod nordvest, som på det højeste punkt hæver sig 43 meter over havets overflade, er bygget op af store flager af smeltevandslag og morænelag fra den sidste istid. Mellem disse lag finder man lag af moler og plastisk ler fra tertiærtiden, som isen også har hentet fra fjordens bund. Især det plastiske ler medfører imponerende udskridninger og udflydninger på nordvestkysten. Fra stranden neden for skrænterne kan man tydeligt se de forskellige jordlag.

Limfjordens bølger nedbryder de stejle kystskrænter, og ødelæggelsen sker med forholdsvis stor fart hele vejen rundt med undtagelse af mod øst og sydøst.

Man ved, at Hesselbjerg i syd havde to toppe i middelalderen, men i dag er der kun en tilbage. Fjorden har taget den vestligste top, og en bronzealderhøj er også gået tabt. Nedskridninger er så hyppige, at vegetationen kun sjældent når at dække skrænterne.

Kun i skreddalene, hvor større eller mindre områder er rutschet ned, er der dække af planter, og her er det især havtorn, hyld, slåen og enebær, der kan klare sig i det udsatte klima. Fra skråningerne sænker øen sig langsomt for at gå over i en strandslette i sydøst.

På øens læside mod øst og sydøst er kystkrænten beskyttet af en 500 meter bred strandvoldslette, opbygget siden istiden af aflejrede materialer med et stort indhold af sten. Strandvoldssletten fortsætter mod sydøst i den 3,5 km lange odde, Liv Tap. 
Gamle kort viser, at Liv Tap er vokset næsten 2 km siden 1880.

Livøs oldtid

Livø har været beboet siden stenalderen. Det tidligste arkæologiske fund er en cirka 6000 år gammel boplads beboet af Ertebølle-folket.

Ertebølle-folket var en kystkultur af jægere, fiskere og samlere, der levede i slutningen af jægerstenalderen. Ertebølle, som kulturen er opkaldt efter, ligger blot 10 kilometer fra Livø på Vesthimmerlands Limfjordskyst.

Fra den del af den efterfølgende bondestenalder, der er kendt som jættestuetiden, har man fundet stenøkser, mens man fra slutningen af denne periode har fundet flinteredskaber, rav og resterne af en lerklinet hytte på øen. Det tyder på, at grubekeramikere var bosat der i perioder.

Grubekeramikerne levede først og fremmest af at jage og fiske, men kan også have drevet agerbrug eller i hvert fald været i kontakt med bønder.

Livøs historie

Blodgildet i Roskilde

I 1157 skænkede Kong Valdemar Livø til cisterciensermunke. Baggrunden for gaven var ganske blodig. Da kongerne Svend, Knud og Valdemar i 1157 i kongsgården i Roskilde fejrede, at de var blevet enige om at dele Danmark imellem sig, forsøgte Svend at myrde de to andre konger. Festen er siden blevet kendt som ”blodgildet i Roskilde.”

Det lykkedes at dræbe Knud, men Valdemar undslap til Jylland, hvor han fik samlet en jysk hær, og sammen med den kæmpede han på Grathe Hede syd for Viborg mod Svend og hans støtter. Valdemar vandt og blev dermed konge over hele Danmark og fik siden tilnavnet ”den store.”

For at takke Gud for sin sejr, forærede han Vitskowel til cisterciensermunkene og med den fulgte ejerskabet til Livø. Det imponerende Vitskøl Kloster, som munkene grundlagde, kan i øvrigt ses fra øen mod øst-sydøst.

Livø blev bestyret af abbederne i Vitskøl Kloster frem til 1563, hvor kongen nogle år efter reformationen overtog klostret og godset. 10 år efter købte rigsråd og landsdommer Bjørn Andersen fra godset Stenalt klostret, omdannede det til herregård og omdøbte det Bjørnsholm efter sig selv.

Rige fæstebønder

Fra slutningen af 1500-tallet og de næste tre hundrede år tilhørte Livø herregården Bjørnsholm og blev delt mellem to fæstegårde på øen, Nørregård og Søndergård.

Det har været ganske indbringende at være fæstebonde på Livø, for en folketælling i 1787 viste, at der var 18 tjenestefolk fordelt på de to gårde, og det har krævet en vis indkomst at have så mange ansat.

I 1769 hedder det i 5. bind af Den Danske Atlas, København: ”Der findes en høj, kaldet Hesselbjerg. Noget Hedeland ligger her udyrket, som tildels bruges til Græsning, saa at dette Land kunde nære flere Indbyggere end de tvende Familier, der findes. Bygningerne består alene i tvende store Bøndergaarde og et lidet Capel.”

Det omtalte kapel var en foræring fra Frederik 4. og Dronning Louise i starten af 1700-tallet. Kapellet var kun tre meter bredt, men særdeles overdådigt udsmykket med en rigt dekoreret altertavle, hvor man i midten havde Kristus på korset med Maria på den ene side og Johannes på den venstre side.

Til venstre for dem sås Adam og Eva ved kundskabens træ og til højre seks personer med foldede hænder under en sol, der formodentlig skulle forestille menigheden. Derudover var der en tavle med den danske kongerække og Frederik 4.'s stamtale foruden et lille våbenhus med to indmurede hjerneskaller, formentlig jordiske rester af helgener, såkaldte relikvier. Kapellet eksisterer ikke længere.

Tragiske skæbner

I 1809 blev Bjørnholm og Livø købt af den såkaldte godsslagter Johan Casper de Mylius. Godsslagter blev de personer kaldt, som udnyttede landets finansielle krise til at opkøbe godser med spekulation for øje. Det var Johan Casper de Mylius, der slog de to fæstegårde sammen og oprettede Ladegården Livøgaard. Han måtte dog efter en snes år afstå Livø til staten, fordi han skyldte penge i skat.

I 1857 blev øen overtaget af den driftige godsejer Peter Schrøder, der havde mange planer for øen. Han byggede en lille kro på øens nordside med tilknyttet landhandel. Kroværten var den krumryggede høker Anders Kristian Hansen, og kroen blev derfor kendt som ”Krumhøkerhuset.”

Godsejeren hentede franske teglværksbrændere til øen for at udnytte de vestlige lerskrænter til at producere teglsten og fik svenske stenhuggere til at udhugge de mange kampesten på øen til brosten.

Men alt gik galt for Peter Schrøder. Da en million teglsten stod klar til at blive afskibet fra stranden, kom der en gevaldig storm, og stenene havnede i Limfjorden. Da han fik en ordre på at levere egetømmer til Aalborgs pontonbro, blev det isvinter, og folk fra fastlandet udnyttede muligheden for at køre over isen og hugge hans tømmer.

Øen endte, som et resultat af alle de mislykkede projekter, forarmet. Det smukke kapel blev misrøgtet og brugt til at opbevare gæs, kartofler og svin. Godsejer Schrøder endte lige så fattig som sin ø og gik fallit. Til sidst gik heller ikke ladegården hus forbi, men nedbrændte.

Kammerherre med succes

Ritmester og kammerherre Oppen-Schilden så dog muligheder i øen og købte den i 1872. Han opførte en smuk firlænget gård med kampestenslader, og den kan nydes den dag i dag, hvor den drives som økologisk landbrug.

Ritmesteren byggede også en havn og genopførte teglværket, ligesom der blev opført en smedje, snedkerværksted, bryggers, bagehus, dampmejeri, ovne og tørrelader samt en lille landsby med plads til over 70 medarbejdere. Der findes stadig bygninger fra denne periode i dag, nemlig Pavillon 1 og 2 samt Skipperhuset.

Efter Oppen-Schildens død i 1896 levede øen en omskiftelig tilværelse med skiftende ejere frem til 1911, hvor et kontroversielt kapitel i øens historie tog sin begyndelse.

Den Kellerske Åndssvageanstalt

Livø blev i 1911 købt af professor Keller og øen blev de følgende 50 år anvendt som internat for åndssvage og ofte kriminelle mænd. I det halve århundrede, hvor Livø fungerede som anstalt, udgjorde øen et selvstændigt samfund, der stort set var selvforsynende.

Udover de hundrede "alumner" som de indsatte kaldtes, beboedes øen af endnu hundrede personer bestående af plejere, håndværkere og deres familier, og øen havde sin egen skole.

Alumnerne blev beskæftiget med arbejde i landbruget, skoven, gartneriet, mejeriet, skrædderstuen, væveriet, køkkenet, ligesom det var almindeligt, at familierne havde en alumne til hjælp i husholdningen.

De indsatte kunne bevæge sig frit rundt på øen. Der var overraskende lidt kriminalitet, men det skete en sjælden gang, at nogle forsøgte at overfalde eller voldtage plejepersonalet.

Disse hændelser blev som regel behandlet internt uden brug af politi. På øen havde man seks fængselsceller, hvor den formastelige kunne køle af i nogle dage. Plejepersonalet benyttede sig aldrig af korporlige afstraffelser, men det skete dog alumnerne imellem. Som da en af gutterne stak skrædderen ned, fordi han var forelsket i hans kone. Morderen blev efterfølgende frosset ud af de andre alumner og blev en dag fundet i opholdsstuen slået ned med en knogle fra en ko, hvilket resulterede i kraniebrud og døvstumhed.

I 1922 åbnedes en pendant til Livø-anstalten på Sprogø. Her var det kriminelle åndssvage eller ”moralsk åndssvage” kvinder, der blev isoleret.

For de åndssvage var professor Kellers anstalt et noget bedre sted at være end alternativet - en lukket institution. Det var ikke ualmindeligt at lukke evnesvage inde i små rum på datidens institutioner, og på Livø var der trods alt lys, luft, ordentlig mad og mulighed for at bevæge sig rundt. Alligevel kaldte alumnerne øen for ”djævleøen.”

Professor Keller blev kendt for sine visionære idéer langt ud over landets grænser, og fra udlandet kom der gæster for at se på professorens åndssvageanstalter. Professoren fortalte stolt, hvordan man på hans anstalter havde en plejer for hver tredje indsatte, i modsætning til i Tyskland hvor man havde en for hver syvende.

Der var imidlertid også mange normalt begavede mænd, der blev interneret på øen. Utilpassede unge mænd, der havde svært ved at fastholde arbejde og bopæl og måske gjorde sig skyldige i løsgængeri og vagabondering, kunne få diagnosen "moralsk åndssvag" og ende på Livø på ubestemt tid og uden dom.

Man mente, at "moralsk åndssvaghed" var arveligt og ville derfor for enhver pris undgå, at alumnerne blandede deres gener med resten af befolkningen. Efter tvangssterilisation blev vedtaget ved lov i 1929, blev det derfor almindeligt at kræve, at de indsatte undergik dette indgreb, inden man løslod dem. De mange ofte fejlanbragte mænd udførte desperate flugtforsøg over isen eller på primitive tømmerflåder, og adskillige druknede under flugten.

Under den tyske besættelse 1940-1945 rummede øen en sommerlejr, der i virkeligheden var træningslejr for sabotører. Det lykkedes at holde lejren hemmelig for tyskerne igennem hele krigen.

Da staten overtog De Kellerske Anstalter i 1959, havde holdningen til udviklingshæmmede ændret sig, og man mente, at samfundet skulle give plads til disse, så anstalten på Livø blev derfor lukket i 1961. Gennem de 50 år, anstalten eksisterede, nåede 700 mænd at blive interneret på Livø. 

Besættelse og fredning

Fra 1961 og 19 år frem fungerede øen blandt andet som ungdomsskole for evnesvage unge mænd, ø-lejr og landbrugsskole.

Øen blev også for en kort bemærkning besat i april 1971 af en gruppe kunstnere, heriblandt Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby og Erik Nyborg. På et stort hollandsk skib ankom besætterne medbringende køer, grise, høns og såsæd. Gruppens landbrugskandidat nåede at pløje en fure, før politiet mødte op klædt i kampuniformer. Besætterne sejlede derefter videre til Løgstør og lejede en gård, hvor man forsøgte sig med gartneri uden videre held.

I 1974 traf Miljøministeriet og Nordjyllands Amtskommune/Løgstør Kommune en aftale om udnyttelse af øen til undervisnings- og fritidsformål. Året efter blev omkring 200 vietnamesiske flygtningebørn i alderen 5-14 år en kort overgang indkvarteret på øen, efter den danske journalist Henning Becker havde evakueret dem fra Saigon.

l 1977 afsagde Overfredningsnævnet kendelse om fredning af Livø, og i 1980 blev øen og dens drift overført til Miljøministeriet. I dag er den administreret af Naturstyrelsen.