Formet af istiderne
I slutningen af sidste istid kom en kortvarig kuldeperiode, der bevirkede, at isen fra syd pløjede sig gennem landskabet som et mægtigt strygejern og skabte den store slette, vi i dag kender som Hedeboegnen. Da fremstødet stoppede, var isens nordligste rand nået frem til området omkring Ballerup. Foran sig havde isen skubbet en stor vold af afhøvlet jord, sand sten, grus, ler og kalk, som blev aflejret som en bakket randmoræne. På denne randmoræne ligger nu skovene Farum Lillevang, Terkelskov, Nyvang, Ganløse Ore og Ryget.
Ved afsmeltning af sidste istids store ismasser opstod store smeltevandsfloder, der skar dybe dale i landskabet. Mølleådalen ligger i sådan en smeltevandsdal med søerne Buresø, Bastrup Sø, Farum Sø og Furesø. Mølleåen har sit udspring ved vandskellet vest for Bastrup Sø.
De første mennesker
Efter isen kom skovene. Skovene omkring Farum er rester af et større samlet nordsjællandsk skovområde. En del af jorden har aldrig været opdyrket i de mest kuperede områder, hvor jorden også har været fuld af grus og sten, der blev ført med isen.
I alle skove er der fundet mange langdysser og runddysser, som bevidner, at der har boet mennesker her siden bondestenalderen (4000-1700 f.Kr.). De mange bronzealderhøje i Farum Lillevang tyder på, at der har ligget en bebyggelse i nærheden, fordi bronzealderhøje (1700-500 f.Kr.) ofte blev anlagt i umiddelbar nærhed af bebyggelse. Den mest markante af højene er Kaffehøj (13 på kortet). De fleste høje er blevet udgravet, og mange af fundene kan ses på Furesø Museer, Mosegården i Værløse.
Mølleådalen med moser og søer har været en udfordring at passere for mennesker, og derfor har hovedvejen fulgt vandskellet vest for Bastrup Sø (8 på kortet). Mange steder i skovene støder man på gamle veje og hulveje. Specielt i det vestlige hjørne af Ryget Skov er hulvejene meget tydelige. I vikingetiden (800-1050) indgik vejene i et stort vejsystem, der muligvis har forbundet Helsingørområdet med det daværende kongesæde i Lejre vest for Roskilde. Da kongerne senere bosatte sig i København, svandt interessen for disse vejstrøg og der blev anlagt nye veje i retning mod København.
Læs mere om oldtidsfund i Farum-skovene her
Landsbyen der forsvandt
Man ved, at der i middelalderen (1050-1536) har ligget en landsby eller en gård ved navn Bothelstorp eller Bodilstrup i den østlige del af Farum Lillevang. Stedets senere skæbne kendes ikke. Måske har det pottemagerværksted fra omkring år 1300, man har fundet under en arkæologisk udgravning, ligget i tilknytning til landsbyen. Anlægget bestod af seks ovne. I resterne af ovnene og på området omkring ovnene, har man fundet eksempler på værkstedets produktion, fx rundbundede kar, kar på fødder, kander, fade, dunke og krukker. Pottemagerværkstedet har tillige fabrikeret munkesten til opførelse af bygninger. I mange af munkestenene har man fundet aftryk af dyrespor fra hjort, ged, hund, kat, skovmår og muligvis er der et spor af ulv. De er opstået, ved at dyr har færdedes hen over tørrepladsen, hvor stenene stod til tørring før brænding. Pottemagerens lergrave er fundet i nærheden af ovnanlæggene. Muligvis ophørte produktionen på grund af pesten "Den Sorte Død", der hærgede i 1349. Mange af fundene fra Pottemagerværkstedet kan ses på Furesø Museer, Mosegården i Værløse.
Skovene forsvinder
Efter Karl Gustav-krigene (1657-1660) – hvor svenskerne belejrede København - var skovene i en elendig forfatning. Man havde fældet store mængder træ til at bygge palisader og forsvarsanlæg omkring København, og svenskerne havde også fældet store mængder træ til brænde og til at befæste deres stillinger.
Resultatet var, at skovene nærmest lignede åbne sletter med lidt træer hist og pist. Værre blev det, at husdyr græssede i skovene og spiste unge træer og olden – altså egetræernes agern og bøgetræernes bog – så der ikke kom nye træer. Samtidig brugte man skoven til brænde og bygningstræ. En af metoderne var stævningshugst, hvor man huggede træerne ned til roden og derefter lod træerne skyde fra roden. På den måde fik man buskede småtræer med mange stammer, som man med års mellemrum kunne høste i form af smågrene og ris til gærder og husdyrfoder.
Von Langen planter skov
Frem til 1700-tallet blev de danske skove betragtet som en uendelig ressource, der såede sig selv. Realiteterne viste, at der ikke var meget skov tilbage i Danmark. Derfor blev den tyske forstmand Johann Georg von Langen (1699-1776) kaldt til Danmark i 1763 for at rette op på de kongelige skove i Nordsjælland (de nuværende statsskove). Von Langen fik anlagt stendiger og grøfter for at holde husdyrene ude af skoven, og dermed startede en adskillelse af skovbrug og landbrug. Han inddelte skoven i firkantede afdelinger, hvor han med stor systematik plantede ny skov og indførte nye træarter i de danske skove – fx rødgran, ædelgran, lærk og skovfyr. Faktisk var der ikke ret mange nåletræer i Danmark i 1763. Mest kendt blev han dog for indførelse af ahorn, som er mere end villig til at så sig selv overalt. Ahorn har siden fået tilnavnet ”von Langens fodspor” eller endda ”von Langens pest”, fordi man frygter, at den vil udkonkurrere bøgen. I Ganløse Ore (5 på kortet) kan man i den sydøstlige del af skoven se et større område med ahorn, der blev plantet i 1770 af von Langen.
I 1805 kom fredskovsforordningen, der kom til at omfatte næsten alle skove i Danmark. Fredskov betød, at man kun kunne fælde træer, hvis man plantede nye. Der hvor der var skov, skulle der blive ved med at være skov.
Kalk, tørv og vandkraft i Terkelskov
Terkelskov blev hårdt medtaget i perioden fra 1759 til 1869, hvor kalkknoldene i undergrunden blev brugt af kalkværket til at fremstille kalksalpeter til kunstgødning og mørtel til byggeri. Samtidig var der et stort behov for brændsel. Kalkbruddet blev nedlagt i 1869 – udkonkurreret af Faxe Kalkbrud – og året efter blev Terkelskov genplantet.
Mellem Terkelskov og Nyvang ligger Mølleådalen, hvor der har ligget to vandmøller – ejet af kongen – til maling af korn. Den sidste blev nedlagt i 1821.
Det er først omkring år 1900, at Farumskovene igen bliver et samlet skovområde, men hvor vi kan finde mange spor af vore forfædres brug af ressourcer, der har været med til at forme landskabet.
Tidslinje
18.000-10.000 f.v.t.:
Isen smelter og former landskabet med søer og tunneldalen Mølleådalen.
9.000-5.000 f.v.t.:
Klimaet bliver gradvis varmere, og der opstår en varieret skov af birk, ask, eg, elm, lind og el.
3000-300 f.v.t.:
Mennesker begynder at rydde skov og gør jorden til agerbrug. Der bygges stendysser, jættestuer og senere gravhøje.
1100-tallet:
Bastruptårnet bygges for at beskytte vejen mellem Roskilde og Øresund.
1300-tallet:
Pottemagerværksted og måske en landsby forsvinder i Farum Lillevang.
1660:
Efter krigen mod Sverige er mange skove hugget ned og brugt til forsvarsværker og brænde.
1759:
Der graves kalk i Terkelskov.
1763:
Den tyske forstmand Johann Georg von Langen bliver kaldt til Danmark for at få genrejst skovene – fx Ganløse Ore. Von Langen indfører bl.a. ahorn til Danmark.
1805:
Hvor der nu er skov, skal der vedblive at være skov. Fredskovsforordning skal redde de ødelagte danske skove, som kun dækker 2-3 % af Danmarks areal. Landbrug og skovbrug adskilles med grøfter og stengærder.
1864:
Efter tabet af Slesvig-Holsten drænes Maglemosen i Ganløse Ore og tilplantes med nåletræ.
1906:
Slangerupbanen bygges gennem Farum Lillevang.
1940’erne:
Under 2. verdenskrig graves der tørv i Terkelskov, hvorved bl. a. Svanesø og Langesø genopstår.
1954:
Slangerupbanen nedlægges og bliver til en skovvej.
1995:
Naturskovsstrategien vedtages. Der skal mere natur i skovene ved gradvist at øge arealer med urørt skov og gamle driftsformer.
2000:
Natura 2000 vedtages. Skovene indgår i et habitatområde med større hensyn til fugle og særlige naturtyper.
2017:
Maglemoserne i Ganløse Ore genskabes.
2020:
Farumskovene er nu planlagt til at blive urørt skov