Naturnationalpark Gribskov

I Danmarks naturnationalparker har naturen førsteprioritet, og den vil over tid blive vildere. Du vil møde flere væltede træer og flere fugtige områder. I naturnationalparkerne er der plads til alle arter – også dig. Områdets natur ændrer sig over tid – og det gør naturoplevelsen derfor også. Med tiden vil de skarpe grænser mellem den lukkede skov og de lysåbne områder blive blødt op.

Hent kortet over naturnationalpark Gribskov som PDF. (Version til print)

Hvad er en naturnationalpark?

I Danmarks naturnationalparker har naturen førsteprioritet, og den vil over tid blive vildere. Du vil møde flere væltede træer og flere fugtige områder. I naturnationalparkerne er der plads til alle arter – også dig.

Områdets natur ændrer sig over tid – og det gør naturoplevelsen derfor også. Med tiden vil de skarpe grænser mellem den lukkede skov og de lysåbne områder blive blødt op.

Seks oplevelser i Naturnationalpark Gribskov

1. Se skovens gamle og døde træer

Død giver liv, og de gamle og døde træer summer af liv. Umiddelbart lyder det som et paradoks. Men skovens gamle, døde og døende træer er vigtige for dyre- og plantelivet i skoven. For selvom det måske ikke umiddelbart ser sådan ud, så er der masser af liv i de gamle og døde træer.

Næste gang du finder en væltet træstamme i skoven eller står ved et stående dødt træ, så tag et nærmere kig på det. Her vokser spændende svampe, og her lever sjældne biller. Og i de stående døde træer kan du også være heldig at se spætterne. Det er nemlig i de stående døde træer, at de mejsler deres huller og flytter ind. 

Steder: Storkevad, bevoksning syd for Gåsehus, Von Langens Plantage ved Østre Tværvej/Plantagevej, Fuglesangsvej

2. Søer og moser genopstår

Kvækkende frøer, og en guldsmed der sidder i solen på sivene. Flagermus, der ved skumringstid lydløst flyver som akrobater i luften på jagt efter insekter. Det er også noget af det, du kan opleve omkring moser og søer i Gribskov. 

Fra gamle kort ved vi, at der oprindeligt var mange småsøer, moser og enge i Gribskov. Men gennem årene er skoven blevet drænet med grøfter for at skabe mere en tør jord, så produktionen af træ blev mere effektiv.

I de sidste 30 år er der arbejdet på, at få mere vand i skoven igen. Grøfter fyldes op eller får lov at lukke til af sig selv, så vandet igen kan finde sit naturlige leje. På den måde genskabes søer, moser og tidvise våde områder til glæde for  frøer, guldsmede og en lang række planter.

Og mange flere nye vådområder er på vej, så husk gummistøvlerne når turen næste gang går til Gribskov.

Steder: Sandskredsøen, Eliasmosen, Kalvehavevej/Annasvej, Kollensbæk Mose

3. Følg i sporet på konger på parforcejagtvejene

De i dag så fredelige skovveje i Gribskov bærer på en dramatisk historie. Her færdedes engang store kongelige jagtselskaber rundt på en helt særlig form for jagt, som kaldes parforcejagt.

Lyden af jagthorn, galoperende heste og glammende hunde fyldte skoven, hvor 20-30 ryttere med hunde drev rundt med en hjort. Når dyret var totalt udmattet blev kongen tilkaldt, så han kunne give hjorten nådesstødet med sin hirchfänger, en lang jagtkniv.

 

Kong Christian d. V fik i 1680-90 anlagt jagtvejssystemet, der blev brugt til parforcejagten. Jagtvejssystemet er den dag i dag stadig meget tydeligt med de snorlige veje og stjerner, hvorfra vejene samles og igen udgår fra. Parforcejagt i Danmark blev nedlagt i 1777.

I sommeren 2015 blev jagtvejssystemet udpeget som UNESCO Verdens Arv.

Steder: Stjernen m. Kirkegaardsstenen, Femvejskorset, Ottevejskorset

4. Se fiskeørne, sortspætter og ravne

Gribskov er EU-fuglebeskyttelsesområde. Her kan du se og høre mange forskellige fugle. Besøger du Gribskov i forårs- eller sommermånederne så husk at kig op. Så kan du være særlig heldig og se silhuetten af en skovens største fugle, fiskeørnen, med en fisk i kløerne, som den har hentet i en af de nærliggende søer. Fiskeørnen har i snart mange år haft sin rede i Vandmosen, og i adskillige år er det lykkedes fiskeørneparret, at få unger på vingerne.

Bank-bank-bank. Du har måske oplevet, at forårsskovens stilhed pludselig brydes af en meget karakteristisk trommen. Som ’maskingeværsalver’ gjalder lyden mellem stammerne, og kan høres vidt omkring. Det er en anden af Gribskovs karakteristiske fugle, nemlig sortspætten, der med sin trommen forsøger at tiltrække en mage. 

En anden af de fugle du kan møde på din tur i skoven er ravnen. Med sin dybe kalden giver den sig til kende året rundt. Ravnen er en meget dygtig flyver og kan lave luftakrobatik og vilde lege i luften. 

Steder: Vandmosen

5. Gribskov står med brede bøge  

’Der er et yndigt land, det står med brede bøge….’. Sådan synger vi om de gamle bøgetræer i nationalsangen.

Hvis du vil se og opleve bøgetræerne, så er Gribskov et godt sted at tage hen. Bøgetræet er nemlig karakteristisk for Gribskov og findes vidt udbredt i skoven. Og kigger du godt efter kan du blandt de mange unge træer også finde skovens gamle træer. Bøgetræerne i Gribskov kan blive 250-300 år gamle. Mange forbinder bøgeskoven med anemoner, men i Gribskov er jordbunden mange steder så næringsfattig og tør, at der ikke kan vokse anemoner. På turen går du forbi op til 30 m høje ranke bøgeskove, hvor du kan se langt fordi ikke meget kan gro under bøgens tætte kroner.

Steder: Multebjerg/Stutterivej, Stutterivej/Skelvej, Alleen/Stutterivej

6. Se spor af istiden i Gribskovs bakker og dale

I sidste istid for ca. 20.000 år siden lå der en gigantisk isblok og skubbede rundt på jord, sten og sand og skabte bakker og dale, der hvor Gribskov ligger i dag. Da isen smeltede, blev det landskab vi kender i dag, dannet med bakker, lavninger, dale og skråninger. Landskabet og dets bakker er til dels sløret af skoven, men kører du på cykel i Gribskov, kan du for alvor mærke og fornemme istidslandskabets bakkede terræn. 

Steder: Gribsø Bakker

Find vej

Parkering

Der findes et stort antal små og støre parkeringspladser omkring naturnationalparken. Se kortet som pdf.

Der er parkering velegnet for bevægelseshæmmede ved Kagerup Station og ved Kalvehavevej. Parkering egnet for køretøjer med hestetrailer findes ved på Kildeportvej ved Skelvej.

Offentlig transport

Der kører bus nr. 307 til Nødebo med stop ved Netto eller Skovskolen, hvorfra der er ca. 1 km at gå til nærmeste indgang til naturnationalparken. Derudover kører der tog (Gribskovbanen) med stop i Kagerup eller Gribsø.

Se busruter og køreplaner på rejseplanen.dk

Praktisk

Dyr i indhegningen

Du kan møde rådyr, dådyr, krondyr, elge og stude (kastrerede tyre) i indhegningen.

Dyrene må ikke fodres. Nyd dem på afstand.

Læs mere om græssende dyr på Naturstyrelsens arealer.

Al henvendelse om dyrene skal ske til Naturstyrelsen på telefon 72 54 32 00. Ved uopsættelige henvendelser uden for almindelig kontortid på telefon 23 21 53 33.

 

Gribskov – et stort skovlandskab

Gribskovs store skovlandskaber er formet af mennesker gennem generationer. Her følger du i sporene efter kongelige parforcejagter, går langs de gamle diger fra stutteridrift, og kan se rester af kulsviernes milepladser og bronzealderens gravhøje, der vidner om at mennesker har levet her gennem tusinder af år.

De gamle ege og ædelgraner i von Langens plantager står som stille minder, om den tidlige skovdyrkning i 1700-tallet. Og de mange kilometer grøfter vidner om den intensivering af skovbruget som fulgte i årene efter. 

I dag er skoven i gang med en ny fortælling. Vandet får igen lov at brede sig i lavningerne, træer får lov at vælte og blive til levesteder for dyr og svampe, og store græssende dyr, som køer skaber den dynamik, der engang formede landskabet. Grænserne mellem lysninger og skov opløses, og naturens egne processer får mere plads.

Foto: Janne Bavnhøj

Midt i et af Danmarks største skovområder

Naturnationalparken ligger midt i Gribskov komplekset - et af Danmarks største sammenhængende skov- og naturområder. Her har der formentlig været skov siden oldtiden. Men det skovlandskab, vi kender i dag, tog først sin form, da det ordnede skovbrug blev indført omkring år 1800. 

Med skovbruget fulgte store ændringer. Skoven blev systematisk omlagt: træer blev plantet på lige rækker og opdelt efter art, og de mange vådområder i Gribskov blev systematisk drænet og tørlagt. 

Århundreders skovdrift har skabt en effektiv træproduktion – men også en ensartet skov, hvor skovens naturlige processer har været begrænset af hensyn til træproduktionen. Derfor har skoven i dag færre arter og levesteder end i gamle, mere naturlige skove.

I dag er hele Gribskov udlagt som urørt skov. Det betyder, at skoven ikke længere dyrkes kommercielt og at naturen bliver mere vild med flere døde træer, græssende dyr og vådområder til glæde for en lang række planter, dyr og insekter. 

Dyrene former landskabet

Store græssende dyr, som køer, heste og får har gennem tusinder af år været en naturlig del af den danske fauna. De skaber en variation og dynamik i landskabet, som er vigtig for den biologiske mangfoldighed. 

Med indførelsen af det ordnede skovbrug blev dyrene hegnet ude af skoven, og derved blev skov, landbrug og husdyrhold skarpt adskilt. Dermed ophørte græsningen i skoven. Det gav bedre betingelser for produktion af træ, men med fraværet af dyrene forsvandt også en række af de naturlige økologiske dynamikker, som de store dyr førte med sig.

Når vi sætter store planteædende dyr ud, vil dyrene hjælpe de naturlige processer på vej tilbage og bidrage til en vildere natur med flere levesteder for dyr og planter. Dyrene vil trampe, græsse, gnubbe sig op ad træer og æde af træer og buske. Det vil bidrage til at holde lysninger og enge åbne og give plads til blomster, insekter, fugle og svampe.

Oplev naturen 

I naturnationalparken kan du følge flere kilometer markerede vandreruter – der starter både korte og lange ruter ved områdets hovedindgange. Undervejs venter varierede naturoplevelser, flotte udsigter, kuperet terræn og små, stille pletter, hvor du kan tage en pause.

Måske hører du sortspættens trommen, eller du får øje på kæruld, tørvemos, guldsmede og vandnymfer, der trives i de genetablerede småsøer og moser. 

Fiskeørnen, som yngler i Vandmosen, er i yngletiden særligt følsom over for forstyrrelser. Derfor er området omkring reden lukket i yngleperioden. Der vil være tydelig skiltning, så du trygt kan finde vej udenom.

I naturnationalparken findes der tre store faunalommer, som er områder hvor vi tager særlige hensyn til områdets dyreliv, så dyrene kan finde ro til at æde og hvile. Hjælp med at give dyrene fred og ro, ved at holde dig på veje og stier i disse områder. Se områderne på kortet ovenfor.