Året rundt i Hornbæk Plantage

Forår

I marts er sortspætten og den store flagspætte i fuld gang med at hugge redehul til årets kuld. Du kan høre spætterne tromme. Sortspætten, der er Europas største spætte og på størrelse med en krage, lyder som en maskingeværsalve, når den trommer mod træstammerne.  Det kan høres langt væk.

De første sangere i skoven begynder også så småt at lade sig høre, og i skovbunden pibler anemonerne frem. Der er flest i den østlige del af skoven under bøgetræerne. Du kan plukke en buket og tage med hjem.

Bøgen springer ud med sine lysegrønne blade, og anemonerne trækker sig tilbage, når kronerne lukker sig. Fuglesangen er på sit højeste. Tag ud en tidlig forårsmorgen og hør hele fuglekoret. På fuglestemmer.dk kan du se og høre mange af Danmarks fugle. Hjemmesiden virker på din mobiltelefon, så du kan tage den med ud i skoven og blive klogere på fuglesangen. 

Hør fuglestemmer på fuglestemmer.dk

Sommer

Nu springer egen også ud, og skoven bliver rigtig grøn og tæt. Rådyrene har fået rålam, og hvis du er rigtig heldig kan du se dem. Chancen er størst ved skumringstid. Rævehvalpene kommer ud af boet for at lege. Hvis du skulle støde på dem, så sid helt stille og kig på dem. Prøv ikke på at snige dig ind på dem.

Hylden blomstrer. Du må gerne plukke hyldeblomster, så du kan lave din egen hyldeblomstsaft. Det er let, og det smager godt. Nede ved stranden i krattet blomstrer kaprifolium, der slynger sig omkring træer og buske. Kaprifolium dufter dejligt – især om aftenen og om natten. Det tiltrækker natsværmere, der er specialiserede i at suge nektar fra de dybe blomster. 

Ved Søjlehallen i den vestlige del af plantagen blomstrer tulipantræerne med sine store lysegule blomster.

Der bliver stille i skoven, der nu er blevet helt mørkegrøn. Dyrene har fået unger og har travlt med at fodre dem. Temperaturen på badevandet stiger. Der er Blåt flag ved både Hornbæk Strand og Horneby Sand, så det er tid til at tage på strandtur.

Du kan kombinere strandturen med en gåtur oppe på den gamle stenalderskrænt, hvor du kan se ud over plantagen, vandet og helt over til Sverige eller beundre de mange bronzealderhøje. Du kan også trække i dykkerdragten og svømme ud og kigge på fisk ved de gamle stenrev ud for kysten.

I skoven kan du gå på jagt efter vilde hindbær. Og hvis der har været et ordentligt regnvejr, kan du se efter de første kantareller. Du kan også plukke hyben til din egen hjemmelavede hybenmarmelade. Rynket rose er en invasiv art, der er svær at holde nede. Men dens hyben er der ikke noget i vejen med. Lidt senere er der også brombær at plukke.

Efterår

Nu er det den bedste tid at trække i waders og tage ud med fiskestangen. Der er en hel del havørreder, men også regnbueørred og torsk langs med kysten, og om efteråret kommer fiskene tæt på land, så der er gode chancer for at få bid.

Skoven iklæder sig sine smukke efterårsfarver, så det er en rigtig god tid at gå en lang tur i skoven. I Hornbæk Plantage er der en markeret vandrerute på 8 km, men du kan variere den efter kræfter og smag. Dyrene i skoven har travlt med at spise sig fede og samle forråd til vinteren. Måske kan du få øje på et egern, der svinger sig i hasselbuskene ved Nøddebakkerne. 

Undervejs kan du kigge efter spiselige svampe. Tag en kurv, en kniv og en god svampebog med, og husk at du kun skal spise en svamp,  hvis du er 100 procent sikker på den. Der er rørhatte – fx Karl Johan – der er let at kende på sin brune hat og tykke hvidlige stok.

Vinter

Bladene er faldet af træerne, og vinteren står for døren. Julen nærmer sig, og du må samle kogler, grangrene, svampe, mos og lav til dine juledekorationer. Men husk at du kun må tage det, der ligger på jorden.

Vinteren er også et godt tidspunkt at gå på jagt efter dyrespor i sneen. Du kan fx følge rævens spor og se, om den har haft held med jagten. Måske er der blodspor i sneen. For skovens dyr er vinteren en kamp for at overleve.

Hvis der er sne, kan du spænde skiene på. Eller du kan gå en lang tur langs med stranden, og lade vinden ruske dig igennem. I skoven går rådyrene i spring – det vil sige i større grupper. På den måde er de nemmere at få øje på.

Måske hører du også nogle mærkelige ”skrig”. Det er rævene, der kalder på hinanden som led i parringen. Man har fundet ud af, at hver ræv har sit helt eget kald. Det kan lyde uhyggeligt, men det er et tegn på, at foråret er ved at vende tilbage.