Oplevelser på Kalvebod Fælled

Seværdigheder på Kalvebod Fælled

1. Landskabet

Kalvebod Fælleds største attraktion er landskabet: det flade strandoverdrev med åbne vidder. Himmel og hav står skarpt adskilt, og du kan - hvis du ser i den rigtige retning - fornemme uendelighed. I den anden retning møder øjet Ørestadens futuristiske byggeri med græssende køer i forgrunden og længere væk Københavns tårne.

Læs mere om plantelivet på Kalvebod Fælled

Kalvebod Fælled er et af Sjællands vigtigste vådområder, og er kendt for sin mangfoldighed af især ande- og vadefugle. Her, otte kilometer fra Rådhuspladsen og ti minutters gang fra Metroen, kan du også se jagende rovfugle, dådyr, masser af fugle og græssende køer, får og heste.

Du kan tage din sovepose med og overnatte herude under åben himmel, for Kalvebod Fælled er frit tilgængelig 24 timer i døgnet.

2. Dæmning og pumpehus

Kalvebod Fælled ligger 0-2 meter under havets overflade og indtil midt i sidste århundrede var områder som Koklapperne og Svenskeholm øer i den del af Køge Bugt, der hedder Kalvebod løb.

For at undgå at arbejdsløse danskere under besættelsen blev sendt til Tyskland på tvangsarbejde, satte regeringen gang i arbejdet med at indvinde området mellem Sjælland og Kalvebod Strand.

Der blev opført en 14 kilometer lang dæmning, som i 2012 blev forhøjet med yderligere to meter. Dertil blev der gravet 120 km kanaler og grøfter og bygget to pumpestationer, der på få måneder tørlagde de 2.000 ha land og stadig holder det tørt. Hvis strømmen forsvinder, gør Kalvebod Fælled det også, dog over en længere periode.

3. Istidssten

Mellem Pinseskoven og Klydesøreservatet er der et område med kampesten. Det ligger som markant vidnesbyrd på istiden, hvor gletsjerne bragte store blokke fra de norske og svenske klipper med sig.

I de sidste 10.000 år har disse vandreblokke ligget på havbunden i det, der efterhånden blev til Køge Bugt og kom først frem, da Kalvebod Fælled blev inddæmmet.

4. Pinseskoven

Den sydøstlige del af Kalvebod Fælled er en stor birkeskov, der har sået sig selv i 1950erne af frø, bl.a. med frø der er blæst herover fra Sverige. Man føler sig da også hensat til vort naboland, når man går rundt på de snoede skovstier mellem de slanke sort-hvide birkestammer.

Som birkeskov er den enestående i Danmark, og den får lov til at passe sig selv til glæde for plante- og dyrelivet, bl.a. sjældenheder som orkideer og en ilia-dagsommerfugl, der i Danmark kun findes her. Af denne og flere andre grunde er Pinseskoven i sin helhed udpeget som urørt skov.
Pinseskoven har fået sit navn, fordi en skovløberfamilie hvert år tog madkurven med ud til pinsefrokost mellem de høje, lyse træer. Derfor kaldte de den Pinseskoven, og det er siden blevet dens officielle navn.

Der er flere shelter, der skal reserveres, to primitive lejrpladser, masser af bålpladser og et fugletårn i skoven. Du må desuden fiske i kanalen og i Hejresøen.

5. Reservatet

Klydesøen er en del af det lukkede fuglereservat, som man kan se ind over fra tre fugletårne på Dæmningsvejen og et fugleskjul ved Sydmøllevej.

Reservatet, der er et af Østdanmarks vigtigste vådområder, er et yndet yngle- og overvintringssted for ande- og vadefugle og rasteplads for bl.a. havørne. Der kommer også ofte meget sjældne fugle som f.eks. odinshane og vandrefalk forbi, og så er Dæmningsvejen tæt besat af ornitologer med store kikkerter og lange linser. Du kan læse mere om fuglelivet her: Fugle på Kalvebod Fælled

6. Birkedam

Birkedam syd for Kalvebod Bro i det område, der hedder Svenskeholm nord for Klydesøreservatet, er en vigtig fuglelokalitet, især for engfugle, og om vinteren holder flere tusinde troldænder til her.

Man må fiske i Birkedam og her er både bålplads og primitiv lejrplads.

7. Skydehøje

Frem til 1984 var Kalvebod Fælled ejet af Forsvaret og blev brugt af militæret til øvelsesterræn. Indtil for et par år siden måtte man ikke færdes udenfor veje og stier, fordi der kunne ligge granater, kugler og eksplosiver i jorden. 15 kvadratkilometer var helt lukket for offentligheden, men alt er nu fjernet. Tilbage som minder fra den tid er stadig de lange lige veje og småsøer, samt de små høje og betonkonstruktioner, der blev skudt til måls efter.

8. 2. Verdenskrig

Mellem Granatvej og Ugandavej lidt nord for Pinseskoven er der et område, hvor man kan finde en masse huller i jorden. De stammer fra 2. Verdenskrig, hvor et tysk krigsskib, der lå ude i Køge Bugt, ville demonstrere sin overmagt ved at skyde ind over området, der på det tidspunkt stadig var dækket af vand.

9. Naturlegeplads

Himmelhøj er en naturlegeplads ud over det sædvanlige. Den ligger en fem minutters gang fra indgangen nærmest Vestamager Metrostation og er delt op i temaer over de fire elementer ild, luft, vand og jord. Den er skabt som et oplevelseslandskab af land art-kunstneren Alfio Bonanno og blev taget i brug i 2004.

Den største installation på Himmelhøj, den over 50 meter lange Arken, ligger som et stort strandet skib på den tidligere havbund. Desuden er der Ildstedet, der er omkranset af store kampesten der er hentet i Ørestaden i forbindelse med byggeri. Endelig er der Insektskoven, hvor man kan gemme sig mellem 370 sortsvedne egestammer.

Alle steder er der bålpladser, hvor man kan lave mad og hygge sig med at fortælle historier.

10. Naturcentret

En god begyndelse på en dag på Kalvebod Fælled er et besøg på Naturcentret, hvor der løbende er aktiviteter og aktuelle småudstillinger, og hvorfra der udgår guidede ture.

Læs mere om Naturcenter Amager

Det er også på Naturcentret, at Naturstyrelsens naturvejledere har base, og hvor København og Tårnby kommuner har naturskoler.

Her er Traktørsted og toiletter, også handicaptoilet.

I Friluftshuset kan man leje cykler, rulleskøjter og forskelligt grej til at blive klogere på dyre- og plantelivet, f.eks. fangeudstyr, snittekasser og GPS til geocaching. Man kan også købe brænde eller leje en trækvogn med alt, hvad der hører til en sjov børnefødselsdag i naturen for 25 deltagere.
I nærheden er der privat udlejning af islandske heste.

11. Kyststien

For at forhindre, at ikke alene Kalvebod Fælled, men også store byområder og vigtig infrastruktur bliver oversvømmet under en fremtidig stormflod, er der i løbet af de seneste tre år blevet bygget et nyt dige bag det oprindelige Kalvebod Dige. Det nye dige er 5,9 meter højt, to meter højere end det gamle dige, og blev indviet i august 2012. Det er første etape af sikringen af hele Amager og Københavns Kommune mod konsekvenserne af klimaforandringerne.

Samtidig er det blevet muligt at åbne en 14 km lang kyststi på toppen af det gamle dige, der tidligere var en del af det lukkede Klydesøreservat. Så nu kan man cykle, løbe på rulleskøjter eller vandre fra Islands Brygge langs Kalvebodløbet til Kongelunden gennem naturskønne områder. Kyststien har forbindelse til det 60 km lange stiforløb over Kalvebodbroen nordpå ad supercykelstien langs Vestvolden og sydpå til Dragør.

Se cykelstier på maps.google.dk

Naturvejlederens favoritter på Kalvebod Fælled