Oplevelser i Ølgryde Plantage

Hent pdf-kort over seværdigheder

1. Mikkelborg

Helt ude i Ølgryde Plantages vestligste hjørne ligger resterne af hedegården Mikkelborg – et af mange historiske steder i området.

Resterne af Mikkelborg ligger inde mellem træerne – I skal gå vinkelret fra Mikkelborgvej ind i skoven. Når I kommer til en lille sø og et dige, står I, hvor gården lå. Diget er resterne af en gammel kålgård, mens søen er en gammel mergelgrav. Jorden omkring Mikkelborg er nemlig – i modsætning til resten af plantagens sandede jorder – forholdsvis fed og leret. Det har de gamle hedebønder udnyttet til at brænde mursten. Umiddelbart øst for Mikkelborg finder du Vestjyllands måske smukkeste egeskov. Den er ikke så stor som Østjyllands store skove, men stemningen af fred er den samme.

2. Stenvad Høje

At der har været mennesker i området omkring Ølgryde Plantage, vidner områdets 20 gravhøje om. På en gåtur gennem plantagen kan I se, hvordan højene ofte ligger ubevoksede hen mellem træerne. Derudover har arkæologerne ved ejendommen Trækris i plantagens sydlige del fundet potteskår, og ved Ølgrydevej er der fundet kogestensgruber med spor efter en stenalderboplads.

Et af de mere interessante fortidsminder er Stenvad i plantagens nordlige del. Fra gammel tid var Stenvad et vadested over Gryde Å på adelvejen fra Holstebro mod Ringkøbing. Vadestedet er stadig intakt. På begge sider af åen ligger mange gravhøje, der har markeret, hvor vejforløbet og vadestedet lå.

Højene på sydsiden af åen hedder Stenvad Høje. Mellem gravhøjene kan du se rester af gamle vejspor og hulveje. Ingen af højene er udgravede.

3. Egekrat

I den sydlige del af Ølgryde Plantage vokser et fredet egekrat med status af urørt skov. Egekrattet er rester af den naturskov, som man formoder, har dækket store dele af Vestjylland tilbage i tiden. Når bønderne i gamle dage skulle bruge tømmer, tog de altid de mest lige stammer, og da græssende kvæg samtidig har nippet af planterne, står træerne i egekrattet ofte flerstammede og krogede. En hel troldeskov. 

Ved Fuglsang Bro og ved Gosmer Bro i Stråsø Plantage kan du finde lignende egekraft. Læs mere i den digitale naturguide for Stråsø Plantage. Link til guiden, når den er online.

 

4. Vind Kirke

Trænger du til et stykke dansk religionshistorie efter gåturen i Ølgryde Plantage, kan du slå et smut forbi Vind Kirke.

Kirken er indviet til Skt. Gertrude fra Nivelles i Brabant, og den bliver omtalt så tidligt som i 1325 i ”Ribe Oldermoder” – et skrift med privilegier, indtægter og kirkelige vedtægter for Ribes bispestol.

I 1992 blev kirkens oprindelige klokke skiftet ud med en ny model fra Frankrig. Den oprindelige klokke blev lavet mellem år 1150 og 1200 og er dermed en af landets ældste kirkeklokker. Klokken kan stadig ses i kirkens kor.

Læs mere om Vind Kirke på vindkirke.dk

 

5. Stråsø Plantage

Kører du mod vest fra Ølgryde Plantage, havner du i et af landets største skov- og hedearealer: Stråsø Plantage. For at mindske sandflugten fra området samt skaffe arbejde og gavntræ til de lokale begyndte staten i slutningen af 1800-tallet at opkøbe landbrugsjord og hedearealer i området. I dag kan du vandre på nogle af landets fineste heder, se vandrende indlandsklitter, plukke tyttebær, høre kronvildtet… ja, listen fortsætter. Hvis du synes, at Ølgryde Plantage kan virke overbefolket, vil Stråsø Plantage være et besøg værd. På de rigtige dage kan du gå i timevis uden at støde på andet end lyden af stilhed.

 

6. Holstebro

10 km nord for Ølgryde Plantage ligger kulturbyen Holstebro. Byen er fire gange i træk blevet kåret som Danmarks Flotteste Handelsby – blandt andet fordi kunsten og kulturen blomstrer overalt. Oplev byens smukke gågade, hvor kunstneren Bjørn Nørgaard har stået for gågadens belægning. Se Hotel Schaumburg som er et klassisk, dansk købstadshotel. Besøg Holstebro Kunstmuseum med dansk og international kunst og kunsthåndværk. Nyd den afslappede og hyggelige stemning i Holstebro by med mange shopping-muligheder og flere hundrede specialbutikker.

Læs mere om Holstebro Kunstmuseum på holstebrokunstmuseum.dk

 

7. Herning

Herning, sydøst for Ølgryde Plantage, har gennem de senere år markeret sig kraftigt på verdenskortet. Byen har i multihallen Boxen holdt koncerter med alle fra Bruce Springsteen til Justin Bieber, og i 2012 lykkedes det at få Giro d’Italia til at afholde de første etaper af det traditionsrige cykelløb på den jyske hede. I Herning finder du alt fra et livligt handelsliv til kulturtilbud som Museum Midtjylland og Superligafodbold. 

Læs mere om Museum Midtjylland på museummidtjylland.dk

Læs mere om Superligafodbold på fcm.dk

 

8. Ringkøbing

En god halv times kørsel sydvest for Ølgryde Plantage ligger købstaden Ringkøbing. Byen er kåret til Europas lykkeligste by, og der er både liv på havnen og på Torvet, hvor der ofte er musik om lørdagen.

Ringkøbing kaldes ofte for "Vestjyllands lille hovedstad". De brolagte gader, gamle byhuse og købmandsgårde, torvehandel og udendørs servering er nogle af de ting, man kan opleve i byen.

På den moderniserede havnefront ligger de gamle huse side om side med moderne bygninger og byens rådhus. En af de gamle toldboder i den nordlige ende af havneområdet er bevaret.

Læs mere om Ringkøbing på visitvesterhavet.dk