Det jyske Klondyke
Allerede i forbindelse med første verdenskrig blev der i mindre målestok brudt kul umiddelbart syd for Søby Brunkulslejer, nemlig mellem Fasterholt og Brande og ved Fasterholtgård. Brunkulseventyret tager for alvor fart i forbindelse manglen på brændselskilder under Anden Verdenskrig og nazisternes besættelse af Danmark i 1940.
Eventyret i Søby Brunkulslejer starter med fire arbejdsløse, der i begyndelsen af anden verdenskrig begynder at grave sandlaget af heden ved Søby. Med skovle og en trillebør arbejder de sig ned til brunkulslaget.
Krigen kræver brændsel, og det kan pludselig betale sig at grave sandet væk under den vestjyske hede for at få fat i brunkullene nedenunder. I krigens første år flytter tusinder af fattige familier til Søby, hvor mændene får arbejde med at grave sand væk, bryde kul og få det op af de dybe lejer. Under krigen arbejder 4000-5000 mennesker i Søby Brunkulslejer, hvor der medregnet familiemedlemmer boede mellem 3000 og 4000 mennesker. Alene i selve Søby boede omkring 2000.
Med hakke, skovl og trillebør
I begyndelsen var det interimistisk med skovl og trillebør, men der kom ret hurtigt transportbånd, gravemaskiner og ikke mindst pumper til at pumpe grundvandet i lejerne væk med. Senere kom også skinner og tipvogne – og elektricitet, så der kunne sættes elpumper ind for at holde vandet væk. Allerede i 1940 begynder statsbanerne at anlægges et sidespor på hovedbanen fra Brande til Herning. I 1941 anlagde man Søby Brunkulsstation, som blev lukket igen i 1950, og der investeres voldsomt i kraner, transportører og tipvogne.
Alligevel foregik selve brydningen af brunkullene helt frem til 1953 ved håndkraft. Det stod direkte i en bekendtgørelse fra 1940 om dansk minedrift, at brydningen af brunkul "så vidt muligt" skulle foregå med håndkraft for at sikre arbejde til flest mulige og den bedste kvalitet af brunkul. Fra 1944 skulle brydningen foregå med håndkraft, men dette krav bortfaldt, da brunkulsloven ophørte i marts 1953.
Hurtigt voksede et lille anarkistisk minesamfund op omkring det hårde arbejde. Arbejderne og deres familier flyttede ind i barakker, skure, rutebiler og der var endda en enkelt, der boede nogle år i et karlekammerskab. Der blev kun bygget ganske få rigtige, grundmurede huse i Søby.
Hasardspil og sortbørshandel
Der blev tjent mange penge i de hektiske år i brunkulslejerne – og mange af dem blev tabt igen. Under verdenskrigen kunne fattige og arbejdsløse slippe for at arbejde i Tyskland, hvis de i stedet tog til Søby for at grave brunkul.
Der var så gode penge at tjene i brunkulslejerne, at landbruget til tider havde problemer med at skaffe arbejdskraft.
Besættelsesmagten og til dels også politiet blandede sig i vid udstrækning uden om livet i brunkulslejerne – bare der kom brændsel. Derfor kunne brunkulslejerne i et vist omfang udnyttes til at ”gemme sig” for myndighederne.
Og så tiltrak miljøet naturligvis plattenslagere, kortspillere og sortbørshandlere. Nogle levede ligefrem af kortspil og det såkaldte sekserspil – på brunkulsmuseet kan man se eksempler på mærkede kort og falske terninger.
Industri og så slutter eventyret
Da anden verdenskrig slutter, bliver brunkullene knap så nødvendige, og samtidig falder prisen på grund af konkurrence fra de store kulindustrier særligt fra Tyskland, England og Polen. I årene efter bliver den danske produktion af brunkul industrialiseret af entreprenører som Per Aarsleff og Jesper Hoffmann.
I 1970 er det endegyldigt slut for det danske brunkulseventyr. Selv om der stadig findes brunkul i den danske undergrund, så svarer det ikke til mere end et par måneders forbrug for Danmark. Og brunkullene kan ikke længere konkurrere med priserne på olie og kul på verdensmarkedet.
Pumperne bliver stoppet, og grundvandet begynder at sive tilbage til de dybe grave i landskabet.
Industriens efterladte månelandskab
Da pumperne blev stoppet i 1970 ligger et goldt og hærget landskab tilbage med op til 30 meter høje tipper med løst sand og dybe lejer, der bliver til søer efterhånden som vandet vender tilbage. Nogle af tipperne blev plantet til med fyrretræer for at forhindre sandflugt. Men efter pumperne er slukket, bliver det hurtigt for farligt at færdes i de forladte brunkulslejer og arbejdet med at plante til bliver indstillet.
Nogle steder skrider tipperne ud i søerne. Andre steder falder terrænet pludseligt flere meter i store ryk, efterhånden som grundvandet kommer tilbage og mætter det løse sand.
En del af bevoksningen er plantet, andet er skabt ved selvsåning.
Tidslinje
Tertiærtiden for cirka 65 til 10 millioner år siden:
Siden den tid er store lag af planterester blevet presset sammen uden ilt og blevet til tørv. Kysten flytter sig flere gange, så brunkullene ligger i lag med ler og sand imellem.
1914-1918:
Under Første Verdenskrig blev der brudt brunkul ved Fasterholt lige syd for Søby.
1939:
Der begynder så småt at komme gang i produktionen af brunkul. I begyndelsen med håndkraft, skovle, spader, trillebør og hestevogn.
1940:
Anden Verdenskrig. Brydningen af brunkul og brunkulseventyret tager fart. Der arbejder mellem 3000 og 4000 mennesker i Søby Brunkulslejer. Medregnet familiemedlemmer bor mellem 4000 og 5000 i Søby Brunkulslejer, heraf omkring 2000 i selve Søby.
En bestemmelse fra februar 1940 fastslog, at brydningen af brunkul "så vidt muligt" skal foregå med håndkraft, og fra 1944 skulle det foregå med håndkraft.
1946:
Der brydes stadig brunkul, som primært bruges på elværkerne.
1950-53:
Koreakrigen skaber kortvarigt fornyet efterspørgsel på brunkul.
1953:
Kullene behøver ikke længere blive hentet med håndkraft, og produktionen bliver mere industriel.
1958:
Dele af filmen Vagabonderne på Bakkegården bliver optaget i brunkulslejerne. Filmen er efter Morten Korchs roman med Poul Reichardt, Ghita Nørby og Ib Mossin i hovedrollerne.
1959:
Ørkenarboretet etableres, hvor cirka 20-25 hektar plantes til med mere end 500 træarter for at finde de bedst egnede til de barske vilkår.
1970:
Produktionen af brunkul i lejerne slutter. Pumperne slukkes, og grundvandet vender tilbage til mange åbne brunkulslejer. På 30 år er der brudt cirka 50 millioner rummeter brunkul i Søby.
1975:
Vikingefilmen Normanerne af Poul Gernes og Per Kirkeby bliver optaget i brunkulslejerne og fik premiere i 1976.
1970'erne og frem til i dag:
Da pumperne slukkes, bliver det mange steder umuligt at færdes og plante på grund af risikoen for skred og kviksand. En del af plantagen er plantet til, andre steder er der bare græs, lyng og selvsåede træer.