Oplevelser i Vest Stadil Fjord

Hent pdf-kort over seværdigheder

1. Fuglelivet

Vest Stadil Fjords største seværdighed er uden tvivl det meget varierede fugleliv. Fjorden er et vigtigt rasteområde for blandt andet den kortnæbbede gås, hjejlen og mange andre ande- og vadefugle. De kortnæbbede gæs besøger om foråret og efteråret fjorden på deres vej til og fra ynglepladserne på den arktiske øgruppe Svalbard. Især morgen og aften flyver gæssene mellem ædepladser på markerne og sovepladser på de åbne vandflader. Man kan være heldig at se dem flyve i store flokke, mens de skræpper højlydt. Der er dog ikke så mange kortnæbbede gæs som tidligere i Vestjylland, hvorimod antallet af bramgæs synes at være stigende efterår, vinter og forår. En del grågæs yngler i fjorden, og er i området året rundt. Et af de sikreste steder at se gæs er på markerne øst for Klitvejen, f.eks. ved Sidselbjerg Strand (se under seværdigheder punkt 5) eller Strandgaarden (se under seværdigheder punkt 6).

De bedste muligheder for at se hjejlen er i efteråret. Her kan der være så mange fugle, at det minder om stærenes Sorte Sol – kendt fra Tøndermarsken.

På en almindelig forårsdag kan du høre rørdrummens pauken, se rørhøgen jage langs fjordens rørskove, høre vibens karakteristiske vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii samt se trane og skestork vandre rundt i den lavvandede fjord. Lokale fortæller, at de jævnligt ser både fiskeørn og havørn.

2. Bjerg-Thomsens jagthytte

Jens Bjerg-Thomsen (1900-1982) var landmand og jæger og en af Danmarks bedste jagtskribenter. Senere blev han leder af Jægerskolen ved Kalø på Djursland. Fra 1930’erne frem til 1950’erne skrev han om og lavede filmoptagelser fra området ved Vest Stadil Fjord. I hans gamle jagthytte er der i dag en lille udstilling om området med sort-hvide fotos af Bjerg-Thomsen. Hytten ligger ved p-pladsen på Skelmosevej, som er et godt udgangspunkt for et besøg ved Vest Stadil Fjord. Ved jagthytten finder du også en oversigt over, hvornår du kan se de forskellige fuglearter i Vest Stadil Fjord.

3. Hør dyrelivet


Er du i tvivl om, hvordan rørdrummen lyder, kan du besøge informationspladsen på Skelmosevej. Her har Naturstyrelsen lavet en interaktiv planche, hvor du kan se, hvilke fuglearter (og en enkelt tudseart) der lever i fjorden. Ved at trykke på knappen ved siden af fuglen kan du høre, hvordan det lyder. Rørdrummen lyder for øvrigt som, når du puster i en stor ølflaske. Ved informationspladsen finder du også spiseplads med grill og et handicapvenligt toilet.

4. Pumpehuset

Pumpen i pumpehuset sørger for, at vand fra Søndre Dyb – den sydligste af Vest Stadil Fjords tre vådområder – bliver pumpet ud i Stadil Fjord. Derved holdes vandstanden ned på det niveau, der er bestemt for området, og omkringliggende landbrugsarealer bliver dyrkbare. Pumpehuset ligger på Stadilø, som engang var en lille ø med et par gårde, men siden blev gjort landfast med nogle dæmninger. Ifølge den første turistguide for området fra 1871 sørgede en dampmaskine på Stadilø allerede den gang for at holde det inddæmmede landstykke i Vest Stadil Fjord tørt. Dampmaskinen stod samme sted som det nuværende pumpehus, og kullene til dampmaskinen blev sejlet op gennem Vonåen og tværs over Stadil Fjord.

5. Udsigt over Sidselbjerg Strand

Vest Stadil Fjord, Husby Klit og Vesterhavet er tre unikke naturtyper lige ved siden af hinanden. Fra udsigtspunktet, under båken - som et sømærke hedder, kan du få en fornemmelse af naturens forskellighed. Kigger du mod vest, ser du det barske Vesterhav, der gennem årtusinder har formet livet for både dyr og mennesker langs den jyske vestkyst. Kigger du mod nord og syd, får du et unikt billede af, hvordan de vestjyske klitter ser ud, når sommerhusbyggeri ikke er tilladt. Mod vest er der kig til Søndre Dyb, de store hedeplantager og mange vindmøller. Vesterhavets bølger og klitternes vejrbidte bevoksning står i skarp kontrast til den – i sommermånederne – grønne Vest Stadil Fjord. Når du står på toppen af Husby Klit ved Sidselbjerg Strand, skal du gøre dig selv den tjeneste at dreje rundt om dig selv og suge panoramaudsigten ind.

Ved Sidselbjerg Strand finder du en parkeringsplads med et handicapvenligt toilet. Stranden har Blå Flag-status.

6. Strandgaarden

Den gamle klitgård, Strandgaarden, fra 1875 er en af de bedst bevarede vestjyske klitgårde. Den firelængede gård er fredet, og har tidligere fungeret som egnsmuseum drevet af Ringkøbing-Skjern Museum. Gården er i 2020 sat til salg. Gårdspladsen er brolagt med pigsten – det vil sige sten fundet på stranden. Stenene vender med den smalle side op, hvilket gør det sværere at falde på gårdspladsen. Inde på gårdspladsen er der i øvrigt næsten helt vindstille – selv når vinden hyler og rusker omkring bygningerne.

7. Husby Klit

Husby Klit er en klittange på 14 kilometer, der strækker sig langs den jyske vestkyst fra Nissum Fjord i nord til Vest Stadil Fjord i syd. Det er et bælte af vindskabte kystklitformationer, som er dannet på hævet havbund og karakteriseret ved forholdsvis store arealer af grågrøn klit og klithede. I bredden spænder bæltet fra 1,2 kilometer til 40 meter. På grund af havets erosion og vinden er klitterne nogle steder under naturlig omdannelse.

Husby Klit har et areal på 493 hektar, hvoraf 192 hektar er ejet af staten. Klittangen er fredet og er et af de få større klitområder i Vestjylland med få sommerhuse.

Klitterne er meget sårbare, og selv om du gerne må gå rundt i dem, skal det foregå uden at ødelægge planterne. Vandring bør foregå på de eksisterende stier.

8. Vesterhavet

På en tur til Vest Stadil Fjord er det ikke til at overse den vilde kæmpe bag klitterne mod vest. Gennem årtusinder har Vesterhavet med sin rasen ændret landskabet. Men trods sin vildskab har havet også været både spisekammer og indtægtskilde for den lokale befolkning. På en varm sommerdag kan Vesterhavet se indbydende ud. Men husk at være forsigtig, når du kan kaster dig i bølgerne. Vesterhavet kan være en lumsk badekammerat.

9. Bunkers

Under 2. Verdenskrig besluttede Adolf Hitler, at Europa skulle befæstes mod vest. Resultatet blev Atlantvolden – et omfattende kystforsvar fra Nordkap i nord til Pyrenæerne i syd. Omkring 8.000 betonkonstruktioner, hvoraf de omkring 2.000 var egentlige bunkere, skulle holde De Allierede ude af det europæiske fastland.

I Danmark blev de mange bunkers langs vestkysten bygget af danskere, der tog arbejde for tyskerne. Bunkerne blev gravet ned i de yderste klitrækker, hvor de kunne ligge skjult. I dag har Vesterhavet blotlagt mange af dem.

Det er spændende at se nærmere på en bunker, men vær opmærksom på, at de er slidte og armeringsjernet på flere af dem er blotlagt. Derfor kan du komme til skade.

10. Ringkøbing

Ti kilometer sydøst for Vest Stadil Fjord ligger den gamle købstad, Ringkøbing, med sine charmerende stræder. Byen er kåret til Europas lykkeligste by, og der er både liv på havnen og på Torvet, hvor der ofte er musik om lørdagen.

Ringkøbing kaldes ofte for "Vestjyllands lille hovedstad". De brolagte gader, gamle byhuse og købmandsgårde, torvehandel og udendørs servering er nogle af de ting, man kan opleve i byen.

Ringkøbing Lystbådehavn bliver i dag mest brugt af lystsejlere og fjordfiskere. På den moderniserede havnefront ligger de gamle huse side om side med moderne bygninger og byens rådhus. En af de gamle toldboder i den nordlige ende af havneområdet er bevaret.

11. Hvide Sande

Mellem Vesterhavet og Ringkøbing ligger Hvide Sande, en fiskeriby, der tidligere var en af landets største fiskerihavne. I fjorden er der muligheder for flere typer vandsport - windsurfing, kabelbane og stand up padling. På Vesterhavets bølger surfer ung som gammel, mens de lidt mindre sporty typer hvert år kan deltage i byens sildefestival.