Året rundt i Skovene ved Storebælt

Forår

I Højbjerg Skov kan du ved Bregnemose opleve en skarvkoloni vågne. Der er livlig yngleaktivitet i kolonien, og det er muligt at følge familielivet i rederne på ganske tæt hold fra fiskebroen i søens sydvestlige hjørne.

Ved Halseby sø høres mange forskellige arter af sangfugle, ikke mindst dem som er knyttet til mose, vand og rørskov – fx rørsanger, sivsanger, rørspurv og nattergal. Et perfekt sted til fuglestemme-tur.

I Kobæk Skov er fuglelivet den største oplevelse, fordi skoven ligger så tæt på kysten med mange arter af vandfugle. Fra fugletårnet ved den kunstigt skabte Kobæk sø, der ligger i de ferske enge i områdets nordlige del, kan man især om foråret og hen på sensommeren se ænder, gæs, vadefugle og rovfugle som fx rørhøg. På de salte strandenge ved Vasebro ud mod Skælskør Yderfjord er det især vadefuglene, som dominerer: strandskade, rødben, stor regnspove, klyde m.fl. De har brug for at fouragere i den korte græsvækst, som findes på de afgræssede strandenge. Man kan parkere ved Vasebro og følge Lagunestien mod nordvest i kanten af engene, hvorfra man har et fint overblik over engene.



Sommer

Højbjerg Skov er bygget op med brede skovbryn. I en zone mellem stierne og selve skovbevoksningen er der plantet mange buske og småtræer, som bærer spiselige frugter: slåen, hyld, røn, hassel, vild æble, vild pære m.fl.  Gå en tur i skoven i sensommeren eller først på efteråret og nyd farver og frugtsætning og pluk af naturens spisekammer til syltning eller urtesnaps.

Ved Halseby sø har masser af grågæs afsluttet ynglesæsonen, og de raster nu på engene.

Bakkely Skov byder på hyldebær i skovens vestlige udkant. Her kan der plukkes til saft eller vinterens hyldebærsuppe. Hvis du allerede er ude om foråret, kan du plukke blomsterskærme til hyldeblomstsaft. Husk at du ikke må spise de modne hyldebær direkte fra træet. Hyldebær, både de modne og de umodne, kan indeholde cyanid (blåsyre), hvorfor de skal koges i 20 min. ved tilberedningen.

Hyld er i øvrigt et såkaldt ”værnetræ”, som man i gamle dage var meget omhyggelig med at have voksende omkring husene. Hylden beskyttede mod alskens ondskab, og kærlighedsgudinden Freja fra den nordiske mytologi boede i en hyld.

 

Efterår

I sensommeren samler grågæssene sig i flokke nær Bregnemose-søen for at gøre klar til at trække sydpå i vintermånederne. I milde vintre finder de overvintringspladser i Danmark. Bregnemose-søen er et af de steder, hvor den lokale bestand af grågæs samler sig, og du kan se gæssene fra fiskebroen. Om foråret ses de grågæs, som kun er et år gamle, og derfor er for unge til at yngle.

Korsør Nor huser året rundt en stor bestand af knopsvaner, og det er en yndet raste- og overvintringslokalitet for bl.a. svaner og andefugle - fx ferskvandsdykænderne: troldand, taffeland og hvinand. Fint sted at se dem fra borgbanken eller fra Tårnborggårds kystlinje langs Noret.

 

Vinter

Bakken Højbjerg, som har givet navn til den nye skov, er en super kælkebakke – hvis vi igen får sne om vinteren.