Istiderne
De to sidste istider kan aflæses i landskabet i Gludsted Plantage. Bakkeøen Isenbjerg – der brat hæver sig 25 meter over skovarealet – er efterladt som en morænebakke af den næstsidste istid, Saale, for over 100.000 år siden. Under sidste istid, Weichsel, lå isen tyk langs israndslinjen længere mod øst, langs den jyske højderyg. Og da isen smeltede ca. 18.000-10.000 f.Kr. skyllede smeltevandet ud over området og efterlod et fladt, sandet område. Isenbjerg blev stående som en bakkeø, og i Kolpendal ses øst-vest gående tunneldalsudløb, der gennemskærer plantagen og danner nogle meget karakteristiske flade dalskråninger.
Oldtiden
Efter istiderne voksede der skov op på smeltevandssletterne. Fra ca. 2850 f.Kr. blev skovarealet reduceret i takt med, at der blev behov for stadig mere jord til agerbrug og græsning til dyrene. Skovhugst og afbrænding af skovene var nødvendig, fordi den magre jord hurtig blev udpint og måtte lægges brak. Store områder blev til hede.
Der er forholdsvis få fortidsminder i Gludsted Plantage. Der er registreret 14 gravhøje – bl.a. to på toppen af Isenbjerg. Desuden er der tydelige hjulspor på Kolpendal Hede, der viser, at Hærvejen langs Jyllands vandskel var en hovedfærdselsåre. Ved hundeskoven ses stadig et større netværk af hulveje.
Hedebønderne
Heden og lyngen er et produkt af hedebøndernes kamp for at overleve i den barske natur. Og så snart kampen ophører, går heden i græs eller skov. Kun en vedvarende udpining af jordens næringsstoffer, skaber grobund for heden.
Heden er ikke et ensartet tæppe af lyng, sådan som den blev beskrevet af digtere og malet af guldaldermalere i 1800-tallet. Heden er en mosaik af hedebøndernes forskellige brug af jorden. Hist er der gravet tørv, pist er der slået lyng til brændsel, vinterfoder og tagtækning. De dygtigste hedebønder var eksperter i at overleve. Jorden blev ikke delt mellem børnene, men blev som regel overtaget af en søn, mens de andre børn flyttede fra egnen.
De sidste rester af hederne er fredede i et forsøg på at bevare en naturtype, der har domineret store dele af Jylland indtil for godt 100 år siden. Men for at bevare heden, er det altså nødvendigt at pleje den, og det gøres ved at lade får og kvæg afgræsse områder, fjerne træer og – med års mellemrum – at foretage kontrollerede afbrændinger og afhøstninger.
Kampen mod sandflugten
Gludsted Plantage er en af de yngre plantager i Danmark. Den blev anlagt fra 1877 til 1900. En stor hedebrand i 1859 startede syd for det, som i dag er Gludsted Plantage. Branden efterlod store hedeområder afsvedne helt ned til mineraljorden. De følgende år blev sandflugt igen et stort problem, og området fik stednavnet Gludsted Sande, som endnu et vidnesbyrd om sandflugtens hærgen.
Fra 1877 begyndte staten at opkøbe store hedebrug i området. Arbejdet startede med at bygge et jorddige på en meters højde omkring plantagen, og især i det sydvestlige område blev der bygget bastioner for at dæmpe sandflugten. Man satte risgærder op på tværs af den dominerende vindretning med ca. 20 meters mellemrum. De stoppede sandflugten, og formede hurtigt et karakteristisk bølgeformet klitlandskab, der kaldes bastioner.
Gludsted Plantage blev inddelt i ca. 140 rektangulære afdelinger på hver ¼ km². Det mønster kan man stadig se, og det har givet anledning til forstforsøg med stribefældning.
Den skæve bane
De fleste jernbaner i Danmark går nord-syd eller øst-vest, men diagonal-banen mellem Laurbjerg (ved Randers) og Bramming (ved Esbjerg) gik tværs over Jylland, og fik flere kælenavne som Den skæve bane og præriebanen. Den stod færdig i 1920 og blev nedlagt i 1971, men strækningen mellem Brande og Hjøllund var frem til 1987 i brug for at DSB kunne hente jernbaneskærver til eget brug i et skærveværk nær Hjøllund. Skinnerne mellem Funder og Hjøllund blev fjernet i 1977, mens de blev fjernet mellem Hjøllund og Brande i 1993.
Tyskernes fingeraftryk
Godt skjult og næsten glemt er tyskernes fingeraftryk i Gludsted Plantage. Under besættelsen af Danmark fik det tyske luftvåben, Luftwaffe, i 1942 bygget et stort ammunitionsdepot i plantagen. Placeringen ca. 30 km fra Karup, som var tyskernes største luftbase i Danmark, kan skyldes, at ammunitionsdepotet lå godt skjult af skoven i et øde område, og at der var jernbane ind i området. I hvert fald blev der bygget over 120 barakker på beton-fundamenter spredt i plantagen nord for Hjøllund. Foruden barakker til personalet som bestod af tre officerer og 141 menige og underofficerer. For at transportere både ammunition og personel til depotet blev der lagt et over 8 km langt sidespor til Den skæve bane (8 på kortet). Samt et 20 meter højt flaktårn – en kanonstilling, hvorfra tyskerne kunne beskyde lavtgående fjendtlige fly. Også på Kolpendal Hede (9 på kortet) blev der opsat en kanonstilling på det højeste sted, hvorfra man kunne overvåge både hovedvejen og jernbanen. Her er der stadig tydelige spor efter tyskernes kanonstilling og skyttegrave, og man kan se over mod ammunitionsdepotet, der lå i skoven bag jernbanen.
Efter krigen blev barakkerne til personalet brugt til at huse tyske flygtninge fra østfronten, og efter 1946 blev det til en fangelejr for danskere, der havde meldt sig til tysk krigstjeneste i Frikorps Danmark.
Det såkaldte Sebstrup sidespor blev nedlagt igen i 1948.
Læs mere om ”Det tyske ammunitionsdepot i Hjøllund” på Silkeborg Bunkermuseums hjemmeside https://silkeborgbunkermuseum.dk/
Tidslinje
120.000 f.Kr.:
Den næstsidste istid, Saale, slutter og efterlader Vestjylland som en moræne.
18.000-10.000 f.Kr.:
Den sidste istid, Weichsel, skaber hedesletterne, og visse steder står bakkeøer som Isenbjerg tilbage med ældre moræneforekomst.
2850 f.Kr.:
Steppefolk fra Kaukasus indvandrer og sætter fart på rydning af skoven til agerbrug.
Omkring 1580:
Ny menneskeskabt sandflugt pga. rovdrift - træfældning og udpining af jorden - tager sin begyndelse.
1792:
Kampen mod sandflugten forsøgtes organiseret af den danske stat. Heden i Jylland er på størrelse med Sjælland.
1820-70:
Danske guldalder-malere og digtere skildrer lyngen som et pragtfuldt tæppe.
1859:
En voldsom brand spreder sig fra en hedebonde. Et stort område udbrænder og sandflugt bliver igen et problem.
1877:
Staten opkøber ejendomme fra hedebønder. Arbejdet med at opsætte bastioner for at stoppe sandflugten fortsætter. Der plantes træer – hovedsagelig rødgran.
1942:
Tyskerne bygger Hjøllund Ammunitionsdepot med over 120 barakker skjult i skoven.
1954:
Isenbjerg og Kolpendal Hede fredes.
1990:
Problemer med rødgrans sundhed. Tømmeret høstes, og der plantes bælter af løvtræ.
1995:
Der rejses en mindesten ved Isenbjerg for at ære modstandsfolkenes indsats under den tyske besættelse.
1990'erne til 2020:
Hensynet til træproduktion er gradvist blevet mindre til fordel for natur og rekreative formål. Der er skabt flere åbne områder og flere faciliteter til publikum: Vejnavneskilte, borde/bænke, hundeskove, lejrplads mv.