Historie - Helgenæs

Helgenæs' oldtid

Helgenæs viser, hvordan istider, gletchere, landhævning og havets evige gnaven laver om på Danmarks bløde jordarter. På nær flint og kalksten kommer alle sten fra bjergene i Norge, Sverige og Finland. Helgenæs har været en ø, men voksede allerede i oldtiden sammen med Mols. Men netop på ”navlestrengen”, landtangen Draget, har været et træksted, hvor opankrede krigsskibe i Vikingetid kunne komme hurtigt ud i Ebeltoft Vig.

Isen kom - mange steder fra

Danmark, og dermed også Helgenæs, har været dækket af en lang række isfremstød igennem de sidste 3 mio år – den geologiske periode, vi kalder Istiden. Isfremstødene foregik under mindst fem langvarige hovedistider, og hver af dem med mere kortvarige fremstød og tilbagesmeltninger. Sporene af de ældste istider er slettet af de senere isfremstød.
De tydeligste spor af Istidens gletchere og deres veje er stenene på stranden. En del af dem er faktisk fra den danske undergrund, nemlig de mange flinte- og kalksten. De stammer oftest fra ca. 65 mio gamle kalklag, blottet i bunden af Kattegat og ført med til Helgenæs af isen. Den helt sorte flint er normalt fra det endnu ældre skrivekridt på Sjælland-Møn (ca. 70 mio år).

Ledeblokke fra nord, øst og syd
Bortset fra flint og kalksten er alle strandsten fra Norge, Sverige og Finland. En del af dem findes kun som klippe bestemte steder i Skandinavien og må være kommet med isen derfra. De kaldes ”ledeblokke” og kan findes i stenbøger. Den flotte Rhombe-Porfyr fra Oslo-området kan fx demonstrere, at flere isfremstød er kommet direkte nordfra (senest for 28.000 år siden). Den mørke ”blomkåls-sten”, Kinne-Diabas fra Midt-Sverige, demonstrerer derimod fremstød af nordøst-is (senest for 22.000 år siden). Røde men kvartsrige sten fra Ålandsøerne, som Rapakivi og Ålandskvartsporfyr og Rød Østersøkvartsporfyr fortæller om isfremstød fra Baltikum via Østersøen og Storebælt. Mange strand- og stenbøger viser mange eksempler.

Landhævning efter istryk
Flere km is lå over Skandinavien, i Danmark måske ”kun” 3-500 m is, og trykkede landene et godt stykke ned i Jordens indre, mest mod nord. Siden iskapperne er smeltet væk hæver Skandinavien sig igen op, mest mod nord, men på Djursland ca. 4½ meter. Landhævningen foregår endnu – på Helgenæs 2-3 mm om året, lige nok til (endnu) at holde trit med havstigningerne.

Stenalder - jægere langs beskyttede vige

I ældste stenalder, hvor folk kun levede af jagt, fiskeri og vilde planter, levede der næppe mere end ca. 10.000 mennesker i Danmark. Nogle af dem har levet på Helgenæs - ikke langs det åbne hav, men altid langs beskyttede fjorde og vige. Her var der roligt lavt vand, hvor kunne krogfiske, stange ål, sætte pileflet-ruser, samle muslinger og snegle osv.

Vænge Sø var før landhævningen en sådan lavvandet bugt, og her er der fundet store skaldynger, køkkenmøddinger, fra Jæger-Stenalder (ca. 4.700 fvt.). Der er også begravede stenalder-folk, en lagt pænt med gravgaver - to af dem sammen, dræbt med våben. Stenalder-jægerne boede og åd mest lige ved vandkanten. Pga. landhævningen på 4½ m på Djursland, findes bopladser med køkkenmøddinger og flinteredskaber i dag mest ca. 5 m over havet - i de tørlagte fjorde på NØ- og NV-Helgenæs.

Vikinger - til lands og til vands

Vikingerne er mest kendt for rejselyst, krig og plyndring. Til de fleste tider var de dog bønder og handelsfolk. Fra Helgenæs kendes tre vikingetids-bebyggelser, de to nær landsbyerne Fejrup og Stødov. En tredje og i dag helt forsvundet bosættelse, Gammelby, er udgravet i en mark vest for Ellemandsbjerg.

Et stednavn, Snekkemosen, tæt ved Kongsgårde tyder på en naturhavn til vikingernes krigsskib, snekken. Naturhavnen i Begtrup Vig menes at være brugt til base for krigsskibe, ligesom naturhavnen i Stavns Fjord på NØ-Samsø. Havnene var nok en del af det fremskudte forsvar for den vigtige vikingeby Aros (Aarhus).

Begge steder har ræven (skibene) haft to udgange. Fra Stavns Fjord, hvor vikingerne gravede en alternativ udgang vestpå, via en lang kanal (Kanhavekanalen) ud til Århusbugten. Fra Begtrup Vig med en alternativ udgang østpå, via et træksted over den lave og kun 300 m brede landtange, Draget, ud til Ebeltoft Vig. At drage er et gammel udtryk for at trække (jf ”åndedrag”), og stednavnet Draget er fra Vikingetid.

Helgenæs-Fuglsøs nyere historie

Selvom Helgenæs ligger næsten midt i Danmark, er den nyere tids historie overvejende gået uden om egnen. I dag, hvor vi mest færdes på land, kan Helgenæs synes at ligge afsides. Men langt op i 1800-tallet var næsten al transport via skib – man sagde ”land adskiller, vand forbinder” – og da har helboerne haft let ved at sejle i mange retninger, fx med tætte forbindelser til Samsø. Ryes Skanser spillede ganske kort en vigtig rolle i 1ste Slesvigske Krig. Andelstiden var ligesom på Mols sprælsk herude, men som bondeland med få andre arbejdspladser har affolkningen i landbruget også ramt området hårdt. Nærheden til Århus (pendlere) og den smukke kyst og natur har dog fremmet turismen.

Ryes Skanser - flugt blev til angreb

I 1849 kommer verdenshistorien et par uger til Helgenæs. Den 1ste Slesvigske Krig kaldes også Treårskrigen (1848-51). Den starter med et oprør i hertugdømmet Slesvig-Holsten, der er under dansk kongedømme men med uklar status ift Danmark og Preussen, der er hovedkraft i samlingen af Tyskland. I 1848, hvor krigen går godt for den danske hær, har man alligevel opbygget Frederiksskansen (nu Ryes Skanse) på Helgenæs.

I 1849 taber en dansk hær under general Rye ved Kolding og Århus og trækker sig ud på Djursland, først ved Rodskov og Rønde. På kun én dag (28. juni) trækker hovedstyrken sig i hemmelighed ud over Mols til Helgenæs-skansen, der er klargjort med barakker, træpalisader, kanonstillinger og kraftige udskibningsbroer til begge sider. Den 30. juni udskibes 5.000 mand med tros til den omringede fæstningsby Fredericia, hvor man nu 6. juli fik styrke til et overraskende udfald. Slaget blev blodigt, og general Rye selv faldt, men den danske hær vandt. Det blev, sammen med Slaget på Isted Hede 1850, afgørende for krigen. Anden Slesvigske Krig i 1864 blev kort med preussisk-østrigsk sejr, men gik helt uden om Djursland.

Andelsbevægelse med gang i

I 1849 får vi ny grundlov med valg og folkestyre. I 1857-62 ophæves købstædernes privilegier på handel og håndværk. En Helgenæs-bonde skulle nu ikke længere age med vogn og stude til Ebeltoft, Grenå, Randers eller Århus for at købe håndværks- eller købmandsvarer. Samtidig sætter Højskole- og Andelsbevægelsen gang i bønderne. Det rammer også Helgenæs, som får bank (Helgenæs Sparekasse 1869), transportveje (Århusbugtens Dampskibsselskab m. Kongsgårde Bro og Pakhus 1874), mejeri (1892), forsamlingshus (1900) og brugsforening (1908). Brugsen og Forsamlingshuset lever endnu, anløbsbro og pakhus ejes nu af Århus-sejlklubben Bugten, mens sparekassen 2012 fusionerede med Rønde Sparekasse.

Landtransporten kommer dog også i gang i 1860’erne, hvor Jens Vejmands skærver forbedrer vejene. For at de fremmede kan finde vej, bliver der opsat vejvisersten i granit. Siden 2007 er mange af dem genfundet, doneret tilbage fra privateje, og vedligeholdes smukt af et frivilliglaug. Se dem i vejgaflerne ved Draget, ved Helgenæs Kirke, syd for Borup og i Ørby.

Hedeselskabet oprettes 1866 og får stor succes med plantning af nåletræer på hele Djursland, Mols og Helgenæs – især på de mest sandede og kuperede jorder. Borup Plantage var kommune-plantage, de fleste andre landmandsplantager. Nogle er, ligesom på Mols, nu på vej væk, for at fremme den truede overdrevsnatur.

Det vigtige hav

Ikke før 1860-70 nåede transportvejene ud på landet, og også til Helgenæs. Mange steder kom der jernbaner, men på Mols-Helgenæs blev ”jernbanen” havet og lokomotivet dampskibe. I 1874 opretter lokale andelsbønder og Århus-købmænd Århusbugtens Dampskibsselskab med tre dampskibe samt anløbsbro og pakhuse fem steder på Mols-Helgenæs, bl.a. ved Kongsgårde. Ruten går både til Århus, Samsø og Ebeltoft. For helboerne var en sejllads til Samsø ofte lettere end landevejen til Djursland, og mange helbo-karle giftede sig med samsø-piger. Helgenæs’ første møller blev hentet på Samsø. Ålefiskeriet var førhen stort og værdifuldt. Snesevis af stensætninger til ”ålegårde” stak ud fra Helgenæs’ kyster i alle retninger, og var tinglyst og kunne handles. De gav et vigtigt tilskud og især klingende mønt til de nøjsomme landbrug. Selv i dag er hav og kyst et afgørende aktiv for Helgenæs, både for turisme og bosætning af Århus-pendlere.