Dyr
Helgenæs’ dyreliv er præget af den lange kystlinie, det storbakkede landskab med græsningsoverdrev, det varme tørre klima især på stejle kystskrænter og – i bakkernes lavninger - de mange små vandhuller. Landtangen til Mols er et godt trækfuglested, kysterne giver kig til sæl og marsvin, og hele sommeren er der varmeelskende dyr, både sommerfugle, græshopper, fugleedderkop og mark-firben. Vandhullerne leverer ofte utrolige koncerter – bl.a. fra grøn frø.
Larmende sommerfrøer
Helgenæs har mange storbakkende landskaber. Men selvom jorden mange steder er sandet som på Mols, har mange af lavningerne vandstandsende ler nok til, at vandet ikke siver væk. Mange af Helgenæs’ lavninger har derfor små vandhuller og en rig padde- og krybdyrfauna. Mens de tørre arealer har mange hugorme, der især jager mus, så har Helgenæs også snog, der især lever af frøer. Alligevel er der masser af frøer tilbage. Grøn frø, som er sjælden mange andre steder, er på Helgenæs nær sin europæiske NV-grænse, men alligevel her den almindeligste paddeart. Den er friskgrøn med sorte pletter og en gulgrøn rygstribe. Men den er sky ved vandhullet, så det er specielt dens højlydte kvækken, der gør indtryk.
I lune stille aftener/nætter i maj-juli kan grøn frø, hannernes kvækken høres da let langt væk. Og her kan man samtidig høre de hysteriske grisehyl fra gråstrubet lappedykker. I pilekrat omkring vandhullerne høres natsangerne, nattergal og især kærsanger, der næsten lyder ens.
På Helgenæs findes der dog også butsnudet frø, skrubtudse, strandtudse og både lille og stor vandsalamander.
Fugle med og uden buske
De store åbne græsningsoverdrev har en særlig fuglefauna, og her er det helt afgørende, om der er buske eller ej, og om buskene har torne. Den fantastiske og flittige sanger, sanglærken, er utrolig talrig her og kan høres fra februar til oktober, mest dog marts-juli. Da den hører til på træløse stepper, har den en udækket simpel rede på jorden, som dun-ungerne forlader inden for det første døgn efter klækning. Sanglærken ”ved”, at i træer og buske sidder skader og krager og lurer efter æg og unger. Derfor har de aldrig jord-reden nærmere end 50 m fra sådanne udkigsposter. Det samme gælder den efterhånden sjældne agerhøne, som stadig kan ses herude.
Andre overdrevs- og hedefugle har dog reden oppe i buske og findes derfor kun, hvor der findes spredte buske. Det er fx gulspurv, tornsanger, tornirisk og rødrygget tornskade. Som navnene viser, findes arterne tit på græsningsoverdrev, hvor kun tornebuske overlever kreaturernes gnav.
Rødrygget tornskade skal ligefrem have tornebuske. Den lever nemlig af store insekter (fx skarnbasser), små firben og mus. Når den fanger mere, end den kan spise, spidder den byttet på torne. Her tørrer det uden at rådne, oppe hvor andre dyr ikke kan få fat i det. Rødrygget tornskade er gået stærkt tilbage, men trives på Mols-Helgenæs. Den er kraftigt bygget, lidt større end fx gulspurv, der tit sidder på samme måde højt og synligt i buskene. Den har lyse farver på nær den rødbrune ryg/vinge og et sort næb, der går over i en kraftig sort øjenstribe.
Hvaler og sæler
Helgenæs’ kyster giver gode chancer for at se både marsvin og sæler. Stenkyst med halvdybt vand gør, at de kommer langt ind mod kysten, hvor strøm, sten, tang og ålegræs gør, at der er fisk at jage. Det er lettest at få øje på dem, når der næsten er vindstille og havblik.
Sæler kan ind i mellem ligge og tørre og hvile på store sten, men ellers er det normalt kun hovedet, der stikker op. Da vil de ofte vende siden til, så de kan holde øje med dig, og da kan de virke både trygge og nysgerrige, fx også ift. kajaksejlere. Det har normalt altid været den lille art spættet sæl, men den større gråsæl har bredt sig. I vandet har spættet sæl et hundeagtigt hoved med tydeligt afsat snude, mens overkanten af gråsælens hoved er lige fra isse til snude.
Marsvin (1,5 m og 50 kg) er vores mindste og mest almindelige hval, og her er det kun den trekantede rygfinne og straks derefter halefinnnen, der bryder overfladen. Det sker, når hvalen skal op og trække vejret (den har lunger), normalt ca. 4 x/minut, men de kan holde vejret i 3 minutter (max. 6-8 min.) i dyk helt ned til 1-200 m. I stille vejr kan man tæt på tydeligt høre udblæsningen af ”gammel luft” (blæsen). De er omhyggelige med ungerne: Hunnen er drægtig i 10-11 mdr., og ungen (normalt kun en) fødes maj-juli og dier i 8 mdr. Ungen skal bruge meget energi pga. varmetab og svømning, og moderens mælk er uhyre fed (45%)! I sensommeren ser man ofte en stor og en lille finne, der følges tæt – det er netop en mor med unge.
Læs mere om dyrene på fugleognatur.dk
De varmekrævende dyr
Sydspidsen af Helgenæs har kun 500 mm nedbør om året (normalt 760 mm) og 20% flere solskinstimer. På sydvendte skråninger løber regnvand endda af og solen bager ekstra hårdt. Det er ikke kun turister men også en række varmekrævende dyr og planter, der nyder godt af Helgenæs’ varme solrige vejr. En del mellemeuropæiske arter har pga. temperaturen deres nordvestgrænse i Danmark. Her på Helgenæs kan de dog trives på de særligt varme steder.
Det er fx en del af de farvestrålende små sommerfugle, men også den 5 cm lange brun-grønne græshoppe, vortebider og det store lysegrønne mark-firben (han i yngledragt). På tørre steder, fx langs stier, se mange tragtspind med retræte-rør fra labyrint-edderkop. Den er sjælden, men lokalt talrig, fx ved Skagen og Mols-Helgenæs. Den sidder på lur i røret; prøv at lok den ud ved at pirke til spindtæppet med et græsstrå. Tænk hvis du havde været en lille græshoppe!
Endelig findes ved Lushage også kolonier af nordlig fugleedderkop (2 cm og kompakt), som dog lever helt skjult i en lukket spindpose - på nær strejfende hanner i efterårets parringstid. Kindbakkerne i forenden er store og med nedadvendt (!) giftklo.
Læs mere om den nordlige fugleedderkop på fugleognatur.dk
Planter
Plantelivet på Helgenæs er især præget af de tørre næringsfattige overdrev og heder – i bakkerne og på hævet havbund. Især de stejle sydvendte skredklinter mellem Sletterhage og Lushage har et meget varmt og tørt mikroklima, og sådanne steder i Danmark har flere østeuropæiske steppeplanter deres nordvestligste levesteder. På de lange kyststrækninger kan man gruble over planterne på sand- og stenstrand med deres sjove tilpasninger til bølgernes salt og oprodning.
Steppegæster på solbagte sydklinter
Helgenæs, og især sydkysten, har i forvejen et særligt solrigt og tørt klima med soltimer ca. 20% over og nedbør 30% under landsgennemsnittet. På de stejle sydvendte kystklinter bager solen hårdere og den sparsomme regn løber af, så her er der et endnu mere lyst, varmt og tørt ”mikroklima”. Under disse udanske forhold forsøger nogle østeuropæiske plantearter at overleve, nær deres nordvestgrænse. Det gælder fx vild merian og knop-nellike. Her stortrives også andre østeuropæiske arter, der dog har nordvestgrænsen i Syd-Norge, fx den gule ”smørblomst” knold-ranunkel samt bakketidsel og smalbladet vikke. Det samme gælder den lave men storblomstrede blodrød storkenæb, der står tæt på skrænttoppen nær Bursklint.
I samme område finder man i april-maj mange smukke blomstrende primula – arten er hulkravet kodriver. Den har flere blomster samlet i en kvast i toppen af en bladløs blomsterstilk. De fem lysegule kronblade danner en lille krukke, og har hver en orange plet. Mange af overdrevenes planter, også kodriver, overlever ved at være giftig for kreaturerne. På den måde får de ved græsningen en konkurrencefordel over for ugiftige kolleger.
Salt og omrodning en udfordring på stranden
For strandens planter er der mange udfordringer. Ved stormflod kan hele stranden bliver overskyllet og oprodet. Planterne bliver da enten skyllet væk eller dækket med sand. Og planter på en strand har vandproblemer, ligesom skibsbrudne folk på havet - enten er sandet tørt og uden vand eller også er vandet for salt.
Tykke blade og vokslag
En del strandplanter er derfor blevet tykbladede (sukkulenter), der sætter ferskvand ”i banken”, når det regner. Det er især strandkål, strandsennep, strand-bede og strandarve. Mange strandplanter har fordampnings-standsende vokslag, der får dem til at se grågrønne ud. Det gælder igen strandkål, men også marehalm, strand-malurt og – inde på bagstranden – den sjove strand-mandstro med bladtorne. Andre igen har helt smalle blade med en lille fordampningsflade, så som strand-malurt, strandsennep og strand-kamille. De fleste er ret almindelige, og du kan finde dem i strand-naturbøger.
Flydende salttålende frø
Flere af dem har store frø, der har luftlommer, så de flyder ovenpå vandet og tåler lang tids ophold i saltvand uden at miste spireevnen. De kan så spire, når de skyller op på en ny strand. Det kan især ses under sensommerens frømodning hos strandkål, strand-bede og marehalm. Det er hårdt at overleve i naturen, men naturen finder altid udveje. Det er de mange specialiseringer til naturens mange udfordringer, der tilsammen giver naturens store mangfoldighed.
Lyng - med svampe, bier, får og roser
De fleste mennesker kender mest lynghederne fra Vest-, Midt- og Nordjylland, hvor hederne indtil 1860’ernes plantageplantning dækkede enorme arealer. På Helgenæs findes et stort hedeareal ved Ryes Skanser øststrand. Her vokser hedelyng tæt på den tidligere havbunds sand og ralstensvolde - tørt, surt og næringsfattigt. Jordens mikrosvampe trives på den sure bund, og rødderne på hedelyng har samarbejde (symbiose) med svampe, som leverer de gødningsstoffer, som hedejorden er så fattig på. Her trives hedelyngen, da naturpleje-fårene græsser lyngen ned – det hjælper faktisk lyngen til at forblive lav, tæt og blomstrende. Lyngen blomstrer i august, hvor mange insekter henter nektar i dens lilla blomster.
Lyng eller hybenrose
Her hjælper fårene også til med at holde den indvandrede hyben-rose (rynket rose) nede. Rosen er først slået mekanisk, herefter æder fårene let de nye lysegrønne skud, hvor de mange torne endnu er bløde. Hybenrose er indført og har ingen naturlige fjender i Europa. I 1960’ernes sommerhus-boom blev den plantet som en effektiv lægiver på sandjorden. Derfra bredte den sig desværre hurtigt til de nærliggende strande. Rosen er ikke ”ond” eller ”dårlig natur”, men uden bekæmpelse kan den dække store flader og helt bortskygge de mange vilde planter – fx hedelyng, blåklokke, gul snerre og bakke-nellike.