Dyr
Kalø har et rigt dyreliv, ikke mindst fugle, på grund af de mange forskellige landskabstyper. Det er de ældgamle godsskove, lange stendiger og levende hegn, dyrkede marker, græssede strandenge, sand- og stenkyst og lavvandede beskyttede vige. Den tidligere intensive landbrugsdrift er medvirkende til, at vi ikke finder de store sjældenheder. Til gengæld er det let at komme tæt på og derfor opleve dyrelivet her – i skoven, på strandengene og på det lave vand.
Skrig og skrål ved stranden
Kalø-kysterne er et godt spisekammer for mange af kystens fugle. De beskyttede vige ud for sand- og stenstrand rummer mange snegle, muslinger, børsteorme, krebsdyr og småfisk. Den lave vanddybde og tidevand gør så, at fuglene kan nå bunddyrene. Hvad de kan nå, afhænger af om de - fulddykker (fx skarv, edderfugl og havterne), - hoveddykker (knopsvane, hættemåge og gråand), - vader på lange ben (fx strandskade, fiskehejre, rødben og regnspove) - eller kortere ben (fx præstekrave, vibe og ryle).
Mange af kystens fugle har skrigende lyde om sommeren. Fra april-maj når kystens ynglefugle ankommer stiger lydniveauet. Her blander sig mågeskrig med ternernes hæse skrig, vibens smukke uuuuitt, sanglærkens rablende evighedssang, stærenes anarkistiske pludren, gravændernes sjove rappen, grågæssenes gækken og vadefuglenes forskellige skarpe og vemodige fløjt. Det er en koncert.
I strandkanten ligger mange døde havdyr i tangopskyllet. Det lokker ådselsædere som sølvmåge, gråkrage og ræv til – året rundt. De våde strandenge ved Kalø-halvøen og Føllebund er yngle- eller spisested for andefugle som gråand, gravand og grågås, om vinteren kragefugle, måger og sangsvane. Benyt fx fugletårnet ved Føllebund.
Kokassernes lyksaligheder
Det kan være hårdt at skaffe sig mad i naturen. Derfor går intet til spilde. Døde havdyr driver i land og bliver ædt af ådselædere. Selv dyre-ekskrementer er en godbid for mange. Naturstyrelsens skovkvæg laver i sommerhalvåret kød og naturpleje på Kalø-halvøen, hvor de kvitterer med masser af kokasser. Kokasserne er virkelig et studium værd. En nylagt våd kokasse er straks efter fyldt med store gulbrune lådne gødningsfluer. De labber saft i sig, parrer sig og lægger æg. Men en hel stribe andre følger efter. Mange arter myg, viftefluer, gødningsbiller, vandkærer, rovbiller osv. har travlt, for der er konkurrence om herlighederne. De næste uger går det stærkt, kokasserne får skorpe men er bløde indeni og fulde af lemmeløse fluelarver (maddiker) og rygkrummende billelarver (med brun hovedkapsel og tre par forben). Kokasserne forsvinder på denne måde langt hurtigere end uden insekter, og deres næring genbruges i naturens evige kredsløb.
De mange insekter og insektlarver tiltrækker her også fugle som stær, måger, kragefugle og hvid vipstjert, men også rovinsekter, der jager inde i kokasserne (rovbiller og snyltehvepse).
Kreaturer på græs er blevet meget sjældnere og mange af gødnings-insekterne er i stor tilbagegang. I maj måned kan du måske blive den første, der fotograferer den sjældne humle-rovbille på en Kalø-kokasse. Den er nemlig fundet tæt på - på Mols.
Læs mere om humle-rovbillen på fugleogntur.dk
Panserbiller på skovvejene
I foråret og sensommeren er der tit små langsomme blåsort-skinnende kampvogne på skovvejene. Det er skov-skarnbasse, der også rydder op i hestenes og rådyrenes ekskrementer. Tager du den op i lukket hånd, mærker du snart dens store kræfter – den kan også give en knirkende lyd. Læg mærke til dens brede graveben. Den har også yngelpleje: de voksne graver lodrette gange med sidegange, som de hver for sig fylder med dyregødning og ét æg. Dér har larverne mad nok til hele larvelivet.
Især i maj finder man tit ræve-ekskrementer, fx på toppen af sten og fulde af de blåsort-skinnende hudskelet-stumper fra skarnbasserne – der er nem og proteinrig mad. I sensommeren gentager det sig, nu bare med mirabel- og kirsebærsten. Intet går til spilde derude.
Læs mere om skov-skarnbassen på fugleognatur.dk
Havets forunderlige verden
Kalø-kystens sand- og mudderbund er rig på havets mange anderledes dyr. I de lavvandede beskyttede vige kan fuglene, men også du, let komme tæt på dem. I Jæger-Stenalder levede danskerne næsten udelukkende ved de mange beskyttede fjorde og vige, også her. I dag kan du følge stenalderjægerne og vadefuglene ud på lavt vand og måske selv skaffe et måltid.
Strandkrabber gemmer sig på bunden, men er uhyre talrige. De kommer tit med i rejenet, men ellers er fiskeri med snor, tøjklemme og knust musling effektiv. Flækket, stegt og kogt giver krabber en fin skaldyr-suppe. Suppen kan så suppleres med muslinger, strandsnegle, heste- og fjordrejer. Hesterejen er tilpasset den åbne bund og kan hurtigt skifte farve efter underlaget, fra lys til mørk. Fjordrejen kommer kun ind på lavt vand for at gyde i juni-juli. Den er lidt større, har savtakket pandetorn og den samme grønbrune farve, der skjuler den i dens levested – ålegræs eller klørtang.
Blåmuslingerne sidder tit i klumper, fx på sten eller hinanden. De kan tåle at blive tørlagt ved ebbe, mens tag kun muslinger nede i friskt klart vand. Hjertemusling er talrig som døde skaller, men kan findes nedgravet i sandbunden. De afsløres af de to ind- og udstrømningshuller i sandbunden med 1-3 cm mellemrum, grav dybt!
På klørtangen (savtang og blæretang) sidder mange andre sære dyr, fx tætte grålige netmønstre (kolonier af mosdyr), små hvide spiraler (kalkrør af posthornsorm), rødorange geléklumper (stikkelsbær-søpung), men også mange krebsdyr og småfisk holder til her.
Det lave vands fisk er på sandfladerne især unger af fladfisk og små kutlinger. Ude i ålegræsset fanger man tit de sære lange super-tynde nålefisk (tangspræl og næbsnog), men også små ål og tangsnarre. De ligner ofte selv de lange grønne blade af ålegræs.
I skovens dybe stille ro?
Der er så stille i skoven. Bortset fra en utrolig larm fra fuglesangen i april-juni. Kalø-skovene rummer ikke de store sjældenheder, men mange arter. Kalø-skovene har spredte nåleskovs-øer, der byder på fuglekonge og sortmejse, sjældnere topmejse.
Mange af de almindelige løvskovs-arter, musvåge, spurvehøg, blåmejse, musvit, sumpmejse, bogfinke, solsort, rødstjert, gærdesmutte, løv- og gransanger, skovdue, gråkrage, spætmejse og sangdrossel er dog talrige på grund af de mange lysninger og skovbryn. Fuglesangen skal ikke opleves i biografen, men derimod ved solopgang en fin morgen i foråret. Flere fuglearter er knyttet til huller i døde og skadede træer. Naturstyrelsens nye driftsformer med naturnær eller urørte skov øger mængden af rede- og fødetræer i skoven. Arter som natugle, stor flagspætte, grønspætte, spætmejse, huldue, mejse-arterne, stær og allike kan ses og høres i skovene. De vil nok blive hyppigere.
Skovsanger ankommer sent, sammen med nattergal og kærsanger. Skovsangeren kan høres i bøgehøjskoven og lyder som en femkrone, der hvirvler til ro på en glasplade. Nattergal og især kærsanger kan høres, når de øvrige fugle tier, i lune stille nætter medio maj-medio juli (fx i pilekrat tæt på Slotskroen p-plads og Thyrahytten).
Planter
På Kalø er der især tre områder, hvor plantelivet er bemærkelsesværdigt – skovbundsfloraen og svampene i de to gamle godsskove (Ringelmose og Hestehave Skov), de salttålende planter på strandengene ud mod Kalø Slotsruin og de gamle lægeplante-relikter ved borgruinen. Landbrugsdriften på godset var tidligere meget intensiv på mark og eng, hvorfor plantelivet i det åbne land er forarmet.
Gamle lægeplanter overlevede
Mange steder i Danmark kender man til overlevende lægeplanter ved gamle borge, slotte, herregårde og klostre. Her etablerede urtekyndige folk "levende apoteker" – lægeplanter til utallige formål. Ved Kalø Slotsruin er fundet en del arter, som kun findes dér og kun kan forklares som rester af borgens lægeplantehave. To er uhyre giftige, Skarntyde på Slotsbanken og rundt i vigen og Bulmeurt (på stranden på borgøens SØ-hjørne). De øvrige sikre er Mørk Kongelys, Hjertespand, Hundetunge, Katteurt, Matrem, Farve-Reseda, Gærde-Kartebolle, måske også den rige forekomst af Alm. Katost og Vedbend. Nationalpark Mols Bjerge har udgivet en smuk lille film om lægeplanterne. Beboelse og brug af borgen ophørte ca. 1670. De overlevende arter er kun et magert udvalg af den oprindelige lægeplantehave, som let kan have rummet 100 arter. Forekomsten af både skarntyde og kvan ved kysten langs Molsvej skyldes måske også spredning herfra.
Se film om lægeplanterne på youtube.com
Rig urteflora i gammel skov
Jo ældre en løvskov er, jo mere artsrig er skovbunds-floraen – især på de særlige "gammelskovsarter". På Djursland var det næsten kun gods-skovene, der overlevede 16-1700-tallets rovdrift på de danske skove, og Kalø-skoven er derfor gamle. Jordbunden er leret, næringsrig og rummer stedvis kalk-mergel; derfor har skovene mange typiske arter fra de næringsrige østdanske løvskove. De fleste opleves bedst før og omkring løvspring. Blå anemone (pluk ikke!) findes i marts-april på skovenes sydvendte kystskrænter, fugtige steder har stedvist gul anemone og alm. og liden milturt, mens hvid anemone, bingelurt, skovsyre og skovmærke er vidt udbredt, alm. lungeurt, skov- og akselblomstret star, nyrebladet ranunkel, skov- og krat-viol samt den sjove tandrod findes mere spredt. I den mørke sommerskov findes fx sanikel, dunet steffensurt og skov-galtetand. Af orkideer rummer skovene tyndakset gøgeurt og skov-hullæbe. Det særprægede er derfor ikke meget sjældne arter, men den store rigdom af de gamle skoves typiske arter.
Svampe
Kalø-skovene er kendt for en rig svampeflora, både spiselige og ikke-spiselige svampe. Gamle løvskove som Kalø-skovene har generelt flere svampe, men der er også mange om at samle de spiselige af dem. Især efteråret byder på spisesvampe, især mælkehatte, skørhatte, rørhatte og pigsvamp.
Fremover forventes flere af de svampe, der kun lever på store døde stammer af bøg, eg og ask. Specielt Hestehave Skov drives med naturnær skovdrift og har områder med "urørt skov". Her er der ingen hugst, og døde, knækkede og væltede træer får lov til at stå/ligge. Mest synlige er de store markise-lignende og stenhårde poresvampe – især på stående døde store træer. Prøv også at gå på jagt med svampebog i vinteren efter de mere sære svampe som afsmittende topsvamp, kuljordbær, kant-kulskorpe og bævretop.
Salttålende planter
De færreste planter tåler salt. På strandengene inden for dæmningen ses på begge sider af gangvejen lave mudrede bassiner og render (næsten) uden plantedække. Det er åbne tidevandsrender (loer), hvor bugtens saltvand ofte løber ind og ud. I og nær dem finder du særlige salttålende planter – lige fra den lille sære sukkulent salturt (kveller) til de mere "almindelige" planter, fx sodaurt, sandkryb, hindeknæ, jordbær-kløver, strand-malurt, strand-vejbred, strand-trehage, strand-asters, harrild-siv, strand-kogleaks og gåse-potentil. Længere inde, hvor den våde jord er mindre salt, finder du lav ranunkel, tigger-ranunkel, tykbladet ærenpris, lyse-siv, manna-sødgræs, kamgræs og eng-rævehale. Vilde planter er blevet attraktive i madlavning (kveller), og i drambrygning (strand-malurt). Forekomsterne her er dog små og besøgstallet stort, så nyd dem her – på roden.
På kysten rundt om halvøen og langs Hestehave Skov findes sandstrandens salttålende planter: strand-kamille, kruset skræppe og marehalm - en del er sukkulenter som strandarve, bidende stenurt, strandsennep, strandbede og strandkål. Igen – strandkål er ikke talrig og vil lide under plukning.
Træer og buske i bryn og hegn
Kaløs hegn og skovbryn er meget gamle og artsrige i busk- og trælaget. Det giver en stor mangfoldighed af former og farver, ikke mindst i sensommeren med bær, frugt og nødder og efterårs-løvet. Kongen af efterårs-paletten er benved, højrøde, orange og vinrøde blade med hundredvis af lyserøde frugter.
Gamle og artsrige hegn ses hele vejen rundt på godsets landbrugsarealer, fx langs Molsvej (Rønde-Kalø Slotsruin), langs Grenåvej (Rønde-Grenå), nær Forpagtervejen (nord-syd-vej øst for Kalø Hovedgård). Der ses tit store eg og ask, mens skov-elm efter elmesygen kun findes som unge træer. Tjørn, bøg, hunde-rose, hassel, benved, ahorn, spidsløn, navr, æble, mirabel og slåen blander sig her – med vedbend, brombær og korbær i bunden.
Store træer
Skove kan godt være gamle uden at have gamle træer. Sådan er det heldigvis ikke her. I Hestehave Skov er der fine eksempler især i sydøst-enden, tæt ved Slotskroen p-plads. Lige hvor gulprik-rute langs kysten fører ind i skoven ses først store 250 år gamle egetræer (th.) og lidt efter en gigantisk ask (tv. lige før en vej fører til Thyrahytten og vandet) og store popler.
I Ringelmose Skov står en stor flot fritstående eg tæt ved Fægyden ved øst enden af Ringelmose Dam. Få hundrede meter syd for, hvor Fægyden krydser Skovriderstedsvej, står en kæmpe bøg med flot bred krone, udviklet i vejkrydsets lysåbning. Ene af alle træarter bevarer selv gamle bøge en glat bark, hvor man kan se gammel indskåren graffiti. Store bøgetræer i normal skovdrift kan let have 3-400.000 blade. Denne kan måske have nær det dobbelte – som udskiftes hvert år. Fritstående bøge, i lysninger og bryn, sætter ofte flere bog.