Dyr og planter i Mols Bjerge

Hvis Mols Bjerge fik lov at passe sig selv uden menneskelig indblanding, ville bjergene gro til i egeskov. Mols Bjerge er både natur og kultur, et såkaldt overdrev. Den type natur er relativ sjælden i Danmark, og den tiltrækker en lang række sjældne dyr og planter.

Træerne skal holdes nede, hvis overdrevene skal bevares. Det har Naturstyrelsen ansat en række firbenede naturplejere til at gøre. Først og fremmest er her kvæg. Det er en særlig 'skovrace', der er fremavlet af to danske malkeracer og ni kødkvægracer. Kvæget er fredeligt og hårdført. Molslaboratoriet bruger det skotske Gallowaykvæg, en lille og meget hårdfør race.

I Mols Bjerge er også gutefår, en race der kan spores helt tilbage til Vikingetiden. De er godt tilpasset til landskabet og det danske klima, og de æder andre planter end køerne og supplerer dem.

Enkelte steder står heste for naturplejen.

Den elegante rovfugl rød glente har Syddjurs Kommune fået en særlig forpligtelse til at passe på, men alligevel skal man være heldig for at få den at se. Bestanden af den er ikke særlig stabil i Danmark, og det skyldes blandt andet, at der mange steder lægges forgiftede ådsler ud for at bekæmpe ræve og krager bl.a.. Det går ud over glenterne, som er ådselsædere.

Glenten er en ualmindelig smuk og god flyver, lidt større end en musvåge og let at genkende på den kløftede hale.

Mols Bjerge er et helt usædvanligt godt sted at kigge efter insekter. Den tørre, varme natur med de mange blomster er guf for insekter at boltre sig i, og undersøgelser fra Molslaboratoriet har vist, at her er flere tusinde arter insekter, heriblandt en række meget sjældne. Og op mod 70 procent af alle danske sommerfuglearter kan findes i Mols Bjerge. Det gælder blandt andet den sjældne pimpinellekøllesværmer – en flot mørk sommerfugl med knaldrøde pletter.

Her er også insekter, der er usædvanligt specialiserede og derfor sjældne. En af dem er blåhathvepsebi. Det er en hveps, som snylter på bien blåhatjordbi, som igen kun samler pollen fra blomsten blåhat. Hvepsen kræver altså både blåhat og blåhatjordbi for at kunne overleve.

Sommerfuglen bølleblåfugl og lynggræshoppe er andre sjældenheder.

En af de sjældneste og smukkeste danske edderkopper kan findes omkring Strandkær. Det er mariehøneedderkoppen. Den har fået sit navn, fordi hannen på kroppen er knaldrød med sorte prikker og altså ligner en mariehøne. Selv mennesker, der ikke bryder sig om edderkopper, kan lokkes til at synes, at den er flot.

Den kræver masser af varme, og det er en af årsagerne til, at den findes i Mols Bjerge.

Der er mange orkideer i Mols Bjerge og en af dem er en virkelig sjældenhed. Det er hylde-gøgeurt, som i Mols Bjerge har sit eneste levested i Jylland. Hylde-gøgeurt kaldes også 'Adam og Eva', fordi planten findes i en både rød og en gul udgave, der vokser ved siden af hinanden. Men det er altså samme blomst.

Hylde-gøgeurt er en krævende sag, og den forlanger masser af lys, samtidig med at jorden ikke må være for tør. Dens voksested i Mols Bjerge, på en skrænt ned mod Ebeltoft Vig tæt ved Bogens Sø, var ved at gro til i enebær, og den var akut truet af udryddelse. Nu er buskene fjernet, så hylde-gøgeurten får bedre betingelser. Håbet er, at der i løbet af nogle år vil være mindst 300 blomstrende eksemplarer i området.

Der findes en række andre gøgeurter i Mols Bjerge, blandt andet maj-gøgeurt. Der er flere forklaringer på navnet gøgeurt. En af dem er, at de blomstrer, mens gøgen kukker, altså i forsommeren. En anden at de plettede blade på flere gøgeurter minder om fjerdragten på en gøg.
                                                                                       

Det særlige ved naturen i Mols Bjerge er, at så stor en del af området er overdrev. Et overdrev er en blanding af natur og kultur, det sted hvor bønderne før i tiden lod husdyrene græsse. Mols Bjerge ville have været dækket af egeskov, hvis ikke det havde været for menneskets indblanding.

I Mols Bjerge har generation efter generation forsøgt at dyrke den magre jord. Skovene er blevet fældet og brugt til tømmer og brænde, og husdyr har græsset i bakkerne. Set med datidens øjne har Mols Bjerge været et hårdt og fattigt område, det var svært at få et levebrød ud af.

I dag har vi råd til at glæde os over den enestående rigdom af arter, som overdrevene giver plads til. Når træer og buske græsses væk, er der lys nok til de blomsterplanter, som ikke kan tåle skygge. Og den magre jord betyder også, at høje arter som brændenælder og kvikgræs ikke får næring nok til at trives. Så kan andre komme til. Over 600 forskellige slags blomsterplanter findes her – mange af dem er sjældne.

De firbenede naturplejere – køer, får og heste – hjælper med at holde området som overdrev, men nogle områder må have ekstra hjælp fra de tobenede menneskelige af slagsen for ikke at ende som krat og skov.

Sandmarkerne i Mols Bjerge er et ret nyt eksperiment med en historisk baggrund. En undersøgelse har vist, at de magreste og mest udpinte jorde rummer mange specielle og sjældne arter af både planter og dyr. Historien bag sandmarkerne er, at bønderne i århundreder har forsøgt at dyrke den magre, tørre jord. Kornet har opsuget, den smule næring, der var, og efter nogle år var der ikke mere at komme efter. Tilbage lå en sandmark, ubrugelig til dyrkning de næste mange år.

Men sandmarkerne med deres magre jord har givet ideelle betingelser til varme- og lyskrævende planter og dyr, ikke mindst insekter. Derfor forsøger Naturstyrelsen flere steder at genskabe sandmarkerne i Mols Bjerge.

Nogle af de planter, man kan finde på sandmarker, er gul evighedsblomst, blåmunke, kællingetand og fåresvingel.

”Så går vi rundt om enebærbusk”, synger børnene i en gammel sangleg. Men enebærbuske kan være så brede, at man i hvert fald skal være mange for at gå rundt om dem. De kan også være høje og slanke som cypresser ved Middelhavet. Det er sammen med taks og formentlig skovfyr den eneste hjemmehørende nåletræsart i Danmark. Nålene er spidse og stikkende, bærrene bruges som krydderi, især sammen med vildt og svinekød, og de er også grundingrediensen i gin.

Enebær er en af karakterplanterne, altså de planter der ses hyppigst, i Mols Bjerge. Både i den brede form og i den smalle.

Gyvelen blomstrer smukt og gult i den tidlige sommer. Rynket rose, som også kaldes hybenrose eller rosa rugosa, blomstrer fra forsommer til sensommer og gør luften sød af rosenduft i sommervarmen. Begge planter er smukke, men de er farlige for den oprindelige natur. De er det, som fagfolk kalder invasive arter. Det dækker over arter af dyr og planter, som ikke oprindeligt hører hjemme i et område, men som breder sig og overtager store områder. Hvor gyvel og rynket rose gror, er der ikke plads til meget andet. Derfor arbejder Naturstyrelsen på at fjerne planterne, så de ikke udkonkurrerer lokale arter og gør naturen fattigere.

En af de planter, man virkelig lægger mærke til i Mols Bjerge, er den flotte slangehoved. Det er en høj, to-årig plante med blå blomster, der sidder tæt op ad den hårede stilk. Navnet har den fået, fordi hver enkelt blomst kan ligne hovedet af en slange med en kløftet tunge i gabet. Nogle år kan store arealer være dækket af den, men sædvanligvis ser man den mere spredt på de tørre, sandede områder.

Insekter er vilde med planten, der gemmer godt med nektar i gabet. Når den blomstrer i højsommeren, kan den være næsten helt dækket af bier og andre insekter, der går løs på det smukke spisekammer.

Det mest karakteristiske træ i Mols Bjerge er egetræet. Her er også nåletræer, men de store grantræsplantager bliver nu fældet. De er først blevet plantet i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor Dalgas ville vriste indtægter ud af de jyske jorde, og de hører ikke oprindeligt hjemme i landskabet.

Hvor plantager af grantræer er mørke og lukkede, vrimler det med liv i en egeskov. Egen tillader lyset at trænge ned gennem kronerne, og det giver plads til andre planter i skovbunden. Egen selv er en favorit blandt insekter, over 800 arter er knyttet til egen som levested.

Man kan få et indtryk af, hvordan Mols Bjerge oprindeligt har set ud på Skovbjerg, ligesom der rundt om i Mols Bjerge er flere flotte fritstående egetræer.

I april og maj kan man se den smukke blomst opret kobjælde i Mols Bjerge, særligt omkring Trehøje og på Bisgyde Høj. Den er ikke almindelig i Danmark, men findes nogle steder i Jylland og nogle ganske få på Sjælland og Fyn. I Mols Bjerge breder den sig nu, men den er fredet, så lad den stå. Blomsten er som regel lilla med en gul midte, og i modsætning til den mere almindelige nikkende kobjælde, som også findes i Mols Bjerge, står blomsten mere eller mindre op i stedet for at bøje nedad.

Den fine forårsblomst undgår at blive spist af køer og heste, fordi den smager svagt bittert. Til gengæld betyder græsningen, at den får lys nok omkring sig, og derfor er køernes og hestenes appetit på andre planter en gevinst for kobjælden.

I højsommeren er det umuligt ikke at lægge mærke til de bølgende flader af rødlilla græs, som dækker store dele af Mols Bjerge. Helt fra Ebeltoft kan man over vandet se, at bjergene skifter farve. Det er græsarten bølget bunke, som blomstrer.

Før 1999 var her stort set lige dele lyng og bølget bunke, men en lyngbladbille gjorde det af med størstedelen af lyngen.

Nogle steder i Mols Bjerge fungerer heste som naturplejere, blandt andet fordi de er bedre end køer og får til at græsse bølget bunke. En del hesteracer er meget hårdføre og kan gå ude selv i strenge vintre, og de kan leve af bølget bunke en stor del af året.