Historie - Velling Skov og Snabegård Skov

Formet af istiderne

Velling Skov ligger på de nordvendte skrænter ned mod Salten Å. Salten Ådal er skabt før istiderne af en flod, der - i modsætning til nu - løb mod vest. Istidernes gletsjere og ikke mindst gletsjernes smeltevand har givet Salten Ådal sit endelige præg, som den tunneldal, du ser i dag. De dramatiske formationer, der præger terrænet langs ådalen, stammer fra slutningen af sidste istid, hvor regnvand og grundvand skar dybe kløfter i landskabet, og delte skrænten op i en række adskilte knolde - såkaldte koller. De kaldes også for falske bakker, fordi de kun fremtræder som bakker, når de ses fra dalbunden. Ser man oppefra, er det bare smalle rygge af det bagvedliggende fladere landskab. Det stejle terræn og de mange kildevæld gør, at området aldrig har været egnet til landbrug, og det formodes, at der altid har stået skov her.

Også i Snabegård Skov er landskabet præget af tunneldale. Søerne Bryrup Langsø, Kvindsø og Kulsø ligger i en tunneldal. Ved Kulsø deler dalen sig i to løb gennem Snabegård Skov. I det østre løb findes Lystrup Å. I det vestre løb ligger Snabe Igelsø, hvor også Bryrupbanen er anlagt i dalbundens flade terræn. De to løb munder ud i Salten Ådal.

Krigsfanger i Snabegård Skov

Snabegård Skov er en af de mange plantager, der blev anlagt i 1800-tallet. Det smertelige tab af Skåne, Halland og Blekinge i 1658 gik langsomt op for hovedstaden København, og i 1700-tallet begyndte man at kigge på området "ude i Jylland", hvor et område på størrelse med Sjælland var blevet til hede og plaget af sandflugt.

I 1792 kom en kongelig forordning, der systematisk tog kampen op mod sandflugten. De værst plagede områder blev fredet, og her blev det forbudt for kvæg og får at græsse. Da Snabegård pga. skattegæld overgik til staten i 1808, blev det besluttet også at forvandle gårdens jorder til en plantage.

Danske krigsfanger - fanget af englænderne – arbejdede på at opbygge Snabegård Skov. Under Englandskrigene led Danmark i 1811 et stort nederlag i forsøget på at generobre Anholt, hvor englænderne stod tilbage med 638 danske krigsfanger. Dem havde englænderne ikke lyst til at fodre på, og der blev derfor lavet en gentleman-aftale om, at fangerne kunne komme i dansk varetægt, når blot de ikke igen kom i soldateruniform. En del af de danske soldater blev derpå sendt til Snabegård, hvor de byggede jorddiger i det område, som skulle blive til Snabegård Skov. Jorddigerne skulle holde husdyrene ude af skoven med de mange små, nyplantede træer. Digerne blev åbenbart bygget i en god kvalitet, for de ses stadig tydeligt mange steder i skoven – fx ved den primitive lejrplads syd for Vrads Station (5 på kortet).

Tilplantningen af Snabegård startede i 1812 og fortsatte frem til 1885. Skoven består mest af nåletræer. Med tiden er mindre arealer med løvskov vokset op, og omkring Snabe Igelsø (6 på kortet) findes områder med gamle løvtræer.

Hvordan Hundsø fik sit navn

I det sydøstlige hjørne af Velling Skov (8 på kortet) findes et dybt, tragtformet hul i en bakketop. Det er ca. 10 meter dyb, og det er tydeligt, at det ikke er et naturligt hul. Et folkesagn fortæller, at her boede en røverbande, der plyndrede de rejsende på vejen. Vi skal tilbage til 1600-tallet, hvor krige og konflikter havde gjort mange mennesker fattige og hjemløse. En måde at overleve på var at plyndre de rejsende.

Den store øst-vestgående landevej gik lige forbi og fortsatte op ad stejle bakker mod Vinding (nu jordvejen Fuglsangvej). Her faldt hastigheden, og det var let at overmande de rejsende og plyndre dem. Lensmanden havde flere gange prøvet at fange røverne, men de var som sunket i jorden.

En dag overfaldt røverne en rejsevogn, hvori der sad en køn ung pige. Hende tog røverne med hjem, og hun fik lov at leve på den betingelse, at hun ville tjene røverne, og hun måtte sværge ved sin evige salighed aldrig at røbe deres tilholdssted for noget menneske eller dyr. Det lovede hun, og efterhånden blev røverne så trygge ved hende, at de sendte hende til møllen efter gryn og mel. Naturligvis var møllersvendene interesserede i denne unge pige, som altid svarede dem undvigende. En dag da møllerne pressede hende hårdt, vendte hun sig om til en stor sten og sagde: ”I Velling Skov der bor de røvere tolv dybt under jorden, men det har jeg hverken sagt til menneske eller dyr, kun til den grå sten ved vejen”.

Møllersvendene hørte hende, og da hun forlod møllen prikkede de hul i hendes grynsæk, så de kunne følge hendes spor ind i skoven. De fik hurtigt samlet en flok våbenføre mænd fra egnen og fulgte grynsporet ind i skoven, indtil sporet forsvandt ved en bakkeskrænt. Her fandt de en skjult dør ind i bakken, og derinde sad røverne. I begyndelsen forsvarede røverne sig, men da der blev kastet brændende halm ind i hulen, blev røverne halvt blindede, så de kunne tages til fange. Bagbundne blev de ført ned til en lille sø i skoven, hvor de blev tvunget til at gå ud til de druknede. Da den tolvte og sidste røver blev opslugt af skovsøen, råbte lederen: ”Lig så der I hunde”.

Derfor hedder søen Hundsø. Og det er ganske vist….

Skovene i dag

Velling Skov og Snabegård Skov udgør en sammenhængende skov på 512 hektar (5 km²). Heraf er 270 hektar udlagt som urørt skov, græsningsskov og plukhugst efter naturskovsstrategien. Selvsået bøgeskov er en sjældenhed i Danmark, og blandt de 200-300 år gamle bøgetræer i Velling Skov kan du få en fornemmelse af, hvordan skovene så ud, dengang der fandtes urskov i Danmark.

Skovene forbinder de store plantager i vest med skovene omkring Løndal og Salten Langsø i øst, der gør området til Danmarks største sammenhængende skovområde på i alt ca. 125 km².