Historie - Skallingen og Langli

Skallingen i konstant forandring

Skallingen er et af de yngste landskaber i Europa. For 350 år siden var den 10 km lange og op til 2 km brede halvø et bølgende hav. Efter en af de voldsomste stormfloder nogensinde i Danmark i 1634, ændredes strømforholdene og Skallingen byggede sig op. Langt op i 1800-tallet var det blot en sandbanke uden vegetation. I starten af 1900-tallet forsøgte man at sikre det nye land med diger og høfder, og det mindskede havets overskylninger og satte ekstra skub i vegetationen.

Staten købte Skallingen i 1979, og halvøen er nu totalt overladt til naturkræfterne. Af samme grund er Skallingen af stor interesse for forskere, og vaden og Hobo Dyb mellem Skallingen og Langli er udlagt som et videnskabeligt referenceområde, hvor al færdsel og jagt er forbudt.

De sidste 100 år er der opstået en nedbrydning af Skalling Ende, der er blevet 1400 meter kortere. Det skyldes bl.a. menneskelig påvirkning, fordi Grådyb sejlrende til Esbjerg havn er gravet dybere. Desuden æder havet fortsat ca. 3 meter af klitterne hvert år, mens marsken bygger sig op på østsiden af Skallingen, hvor der aflejres ler og organisk materiale under højvande.

Hvis den udvikling fortsætter, flyttes Skallingen langsomt mod nordøst i retning af den gamle kystlinje fra 1634, og så vil Den gamle Redningsstation og mange af de 19 privatejede sommerhuse forsvinde i havet i løbet af de næste 50 år. Men sådan behøver det ikke at gå. Endnu en voldsom stormflod kan ændre på det hele, og måske starte en ny opbygning af Skallingen.

Skallingen er altid under forandring - men forandringen er lidt uforudsigelig.

Et spisekammer for fugle

Med Skallingens dannelse og udviklingen af vader og marsk på halvøens læside, blev grunden lagt til et naturområde, der har stor betydning for trækkende vandfugle. Planter på marsk- og strandenge og masser af bunddyr - der lever i og på vaderne, i tidevandsrender og dyb - udgør tilsammen føderessourcer for vandfugle, når de opholder sig i Vadehavet under trækket til og fra fjerne yngleområder mod nord.

Under lavvande kan fuglene søge føde på tørlagte vader, hvor hver kvadratmeter huser titusindvis af snegle, muslinger, krebsdyr og børsteorme. Blåmuslinger, som danner store banker i Hobo Dyb og Hjerting Løb, er det vigtigste fødeemne for edderfugle og strandskader. Græsser og frøplanter ædes af pibeænder, spidsænder, knortegæs m.fl. 

Ingen sure miner på Skallingen

I 2012 blev Skallingen erklæret for minefri zone, og dermed er der første gang - siden tyskerne udlagde 72.000 miner under 2. verdenskrig - at man kan gå frit rundt over alt på Skallingen. Danmarkshistoriens dyreste minerydning tog seks år før samtlige klitter på sydspidsen var gravet igennem og lagt på plads igen.

Smugler- og fiskerlejet Sønderside

Natten til den 12. oktober 1634 ramte en stormflod Sønderside og med et slag udslettede fiskerlejet. ”Den 2. store mandedrukning" blev stormfloden kaldt, mange huse blev revet i havet, og et ukendt antal mennesker druknede. 

Der er stort set intet tilbage af Sønderside, men hvad var det egentlig, der forsvandt? Beretninger tyder på lidt af et smugler- og fiskerklondike 4-5 måneder om året, hvor der også kom tyske og hollandske både til Sønderside. Handelen trivedes, men til gengæld kneb det med at betale skatter til kongen og de sædvanlige afgifter, som købmændene skulle betale til købstæder som Ribe, Varde og Ringkøbing. I 1548 blev der udstedt et kongebrev, der forbød udenlandske købmænd at besøge fiskelejerne på Sønderside. Al handel med fisk tilhørte borgerne i købstæderne. Overtrædelse medførte beslaglæggelse af skibe og last, der derefter skulle deles mellem kongen og købmændene. Det gav en masse stridigheder og retssager, men det var ikke nok til at stoppe handelen på Sønderside. Den blev først stoppet med stormfloden i 1634.

Sønderside blev forsøgt genopbygget, men nåede aldrig fordoms storhed. Stormfloden havde ændret besejlingsforholdene, så det blev besværligt at komme til Sønderside, fordi Skallingen var under opbygning. Samtidig blev fiskebestanden mindre, og Sønderside blev med tiden helt opgivet.