Historie - Stursbøl Plantage

Geologi

Stursbøl Plantage ligger på vandskellet "Den jyske Højderyg", hvor højderyggen er sammenfaldende med hovedisrandslinien fra sidste istid. Smeltevandsflader med ringe betingelser for skovdrift findes i området omkring og syd for Stursbøl, mens betingelserne i den øvrige del af skoven er bedre på grund af morænearealernes bedre jord og mere kuperede terræn.

Stursbøl Plantages oldtid

Forbindelsen til bronzealderen ses af de i alt 70 gravhøje, der i Stursbøl Plantage ligger i tilknytning til hærvejsforgreningerne. Anlægget af Stursbøl Plantage har betydet at disse mange gravhøje er bevaret. Størstedelen af højene på landbrugsarealerne uden for skoven blev fjernet, før den generelle fredning af gravhøjene blev gennemført efter 2. verdenskrig.

Gravhøjene vidner om, at her i bronzealderen boede mennesker i området.

Stursbøl Plantages historie

Området var i middelalderen en del af et større, sammenhængende landbrugsområde bestående af 14 store gårde. Gårdene blev plyndret og afbrændt under svenskekrigene i 1650’erne. De polske hjælpetropper medbragte pest, og snart var egnen mennesketom, og arealerne sprang i lyng med spredte egekrat. Området fik senere betegnelsen Oksenvad Hede.

I 1802 købte kongen den første del af Oksenvad Hede for at plante skov. Siden er der tilplantet store arealer og med de senere års opkøb og tilplantning er Stursbøl Plantages areal i dag på over 500 ha.

Flere steder i skoven går man på forgreninger af Hærvejen. Det har gennem tiderne været naturligt for rejsende med fjerne rejsemål at følge Den Jyske Højderyg, hvor ingen eller kun små vandløb skal krydses.

Som følge af krigen i 1864 blev Stursbøl Plantage tysk, da området kom under hertugdømmerne, men ved genforeningen efter 1. verdenskrig i 1920 blev Stursbøl Plantage igen dansk. Tiden under tysk herredømme ses blandt andet af de meget rationelt og lige anlagte nord-sydgående skovveje samt af enkelte bevarede granitsten, der afgrænser skovarealet.

Skoven hører til blandt landets første hedeplantninger. Vanskelige klimatiske og jordbundsmæssige forhold gjorde, at forstfolkene måtte igennem mange prøvelser for at få plantagen plantet. I 1803-04 forsøgte man at så en blanding af rødgran, skovfyr, lærk og weymouthsfyr, og samtidig begyndte man at plante til med rødgranplanter.

Skovrejsningen fortsatte de næste årtier, men skuffelserne var mange. Store dele af plantningerne mislykkedes, og de overlevende skovfyr blev forkrøblede, idet de blev angrebet af fyrrevikler, en sommerfugleart, hvis larver ødelægger knopperne. Skiftende forstpersonale havde trange kår og vanskeligt ved at skaffe penge til at rejse skov. I 1871 lå cirka 120 ha stadig uden skov. Erfaringer fra pionertilplantningen af blandt andet Stursbøl Plantage blev imidlertid brugt, da de store hedetilplantninger i Midt- og Vestjylland blev gennemført i sidste halvdel af 1800-tallet. Og efter store problemer i starten udviklede Stursbøl Plantage sig gennem årene til en tæt og produktiv skov med store værdier af især nåletræ.

Skoven bærer i dag præg af stormen i december 1999, hvor næsten 80% af træerne væltede. I store dele af Stursbøl Plantage er alt det væltede træ fjernet, men nogle områder har fået lov at ligge mere eller mindre urørt hen, for at den naturlige udvikling efter et stormfald kan følges. Overalt har enkelte træer fået lov at blive stående for at kunne forsyne området med frø og som levested for fugle, insekter og svampe. Den nyplantede skov er meget varieret med både løvtræ og nåletræ. Allerede inden stormen blev andelen af løvtræ øget. Tidligere nåleskov blev afløst af løvtræer og de nyanlagte skovarealer mod nordøst og ved Stursbøl mod syd- vest har mange løvtræer.