Praktisk info og aktiviteter
Der er markeret tre forskellige vandreruter i Stursbøl Plantage.
Blå tur – Troldeskoven
Turen er på cirka 1,8 km og begynder ved Troldeskovens parkeringsplads (P1). Troldeskoven er i dag udlagt som naturskov, hvilket blandt andet indebærer, at der ikke er "ryddet op" efter stormen i 1999, og at de træer, der vokser frem, har sået sig selv.
Blå tur – Gravhøjene
Turen på cirka 2 km kan passende begyndes fra parkeringspladserne P1 eller P2. Bemærk især områdets mange gravhøje.
Gul tur
Turen på cirka 4,4 km starter på parkeringspladsen P3. Mod nord kommer man straks forbi en meget stor gravhøj. Flere steder på turen ses forsøgsområder, hvor der ikke er "ryddet op" efter stormen i 1999. Her undersøges det, hvad der naturligt vil ske efter et stormfald. Rundt i området står enkelte store træer. Det er stort set kun douglasgran, der har overlevet stormen.
Cirka midtvejs på turen findes resterne af en gammel kreaturfold. Den har muligvis haft forbindelse med Hærvejen, idet den kan være brugt til ophold for kreaturer, når man slog lejr. Kreaturfolden kan også være et levn fra den landsby, som engang lå her. Man kommer også forbi skovfogedboligen "Stursbølhus", der stammer fra 1798. Det menes, at huset er bygget på tomten af en større gård – måske et herresæde eller en krongård. Endelig passerer man "Festpladsen", der formentlig blev anlagt i 1845 – måske til brug for militærparader. I mange år blev der her afholdt fester, men i 1864 forbød tyskerne al aktivitet på pladsen. Som et levn fra fortiden kan man flere steder finde rester af kulturplanter som for eksempel kodriver og rosmarin.
Gennem Stursbøl Plantage går Hærvejscykelruten, der kan ses med blå prikker på kortet.
Du må ride på de 22 km afmærkede ridestier, der kan ses på kortet. En helt nyanlagt ridesti fører dybt ind i Randbøl Hede.
Naturrum Kirstinelyst har et hø-hotel med flere folde med adgang til strømhegn og vand.
Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage har i alt 22 km afmærkede rideruter.
Start fra Naturrum Kirstinelyst, hvor der er tilkørselsmulighed med hestetrailer. Samme sted er der folde, strømhegn og adgang til vand. Desuden kan du benytte bålplads og shelters.
En helt ny riderute på godt 10 km kommer hele vejen rundt om Randbøl Hede.
Via Vorbasse Studevej går rideruten til den sydlige del af heden, som er meget lidt besøgt.
Se rute på kort på udinaturen.dk
Hærvejens riderute går kun gennem den østlige del af Frederikshåb Plantage, og derfor er det værd at tage en kort afstikker til Naturrum Kirstinelyst.
Rideruterne er afmærket med røde piktogrampæle ved indgangen til skoven og heden, samt sten med pile over heden.
Du må desuden ride på de asfalterede veje, skovveje og i skovbunden (undtagen hegnede arealer og på nye kulturer).
Tag på skovturstræning med din hest
I Frederikshåb Plantage er der oprettet en Skovturs-trecbane til ryttere og deres heste. Banen er inspireret af TREC, trail, westernridning, dressur og horsemansship. Den er designet til dig, som gerne vil arbejde med din hest i naturen. Banens 21 forhindringer er udfordringer, som du vil kunne møde på en ridetur i skoven og naturen - og de er konstrueret af skovens egne materialer. Læs mere om Frederikshåb Skovturs-Trecbane.
Hestevognsture
Om sommeren fra midt august til midt september tilbydes der hestevognsture på Randbøl Hede. Turen varer halvanden time og starter normalt hver torsdag kl.18.30 fra P-pladsen ved Naturrum Kirstinelyst.
Turen kommer i nærheden af Staldbakkerne, og nogle dage er der naturvejleder med på turen som guide.
Et par gange i løbet af sommeren tilbydes også hestevognsture af en times varighed gennem Frederikshåb Plantage. Turene har afgang fra P-pladsen på Rygbjergvej lørdage kl.11.
Turene arrangeres af turistkontoret i Vejle.
Når der er sne nok, er der skiløjpe i Stursbøl Plantage. Det er ikke en bestemt rute, men er der sne nok, trækker man langrendsspor på nogle af skovens stier.
I Stursbøl Plantage er der lavet et hundeområde, hvor hunde ikke behøver være i snor. Det er ikke indhegnet, men findes i skovens nordlige ende og afgrænses af Klovtoftvej og Grønnelinie.
Vandreturene kan have enkelte passager, der ikke er velegnet for kørestole eller barnevogne.
Mange mennesker bruger naturen - og til vidt forskellige ting. Derfor er der lavet en række regler for brug af naturen.
Reglerne er lavet, så turen ud i naturen bliver en god oplevelse for så mange som muligt.
Umiddelbart op til Stursbøl Plantage ligger Perleholm, som Naturstyrelsen driver som økobase/naturskole i samarbejde med Vejen og Haderslev kommuner. Stedet giver gode rammer for oplevelser i naturen, og alle er velkomne til at bruge udendørs faciliteter som bålsted og grillhytte.
Ved Stursbøl passerer Hærvejen en gammel landevejskro fra 1740, der er genopstået som Café Ellegaard. Gården, der ligger ved Jels, Å kan føres endnu længere tilbage.
En tidligere bebyggelse nedbrændte under svenskekrigene i 1658. Med de oprindelige græsningsarealer til studene og gårdens beliggenhed klods op ad Hærvejen betragtes stedet som et af de ældste og mest originale fra hærvejsperioden.
Den gamle kostald er ombygget til spillested og har siden 1991 dannet rammen om folkemusikarrangementer hver onsdag i juni, juli og august.
Man kan overnatte på Café Ellegaard på enten herberg, i ferielejlighed eller i telt.