Historie - Rubjerg Knude

Landet rejser sig efter isen

Istiderne var en omtumlet tid for Nordjylland. Under den seneste istid, Weichsel-istiden (28.000-17.000 år siden), var hele Vendsyssel dækket af is. Først skubbede isen fra Norge ler og sand foran sig og pressede flager af begge dele op i kæmpe formationer ved Rubjerg – og derved blev området dannet. Siden smeltede den norske is og blev afløst af isen fra øst – fra Sverige. Da så den svenske is smeltede, blev hele Vendsyssel oversvømmet af ishavet, Yoldiahavet. Foruden isbjerge stak også småøer op af havet. Rubjerg var en af disse øer, ubeboet og 10 meter over havoverfladen. Man mener, at området lignede det nuværende Svalbard. Da de store ismasser smeltede, steg vandstanden, og landet hævede sig, fordi det blev lettet for isens massive tryk. Landhævningen fortsatte over flere hundrede år, og dele af havbunden steg op af havet og skabte det karakteristiske slettelandskab, som Rubjerg-egnen er kendt for.

Ishavet er i øvrigt opkaldt efter ishavsmuslingen Yoldia arctica. Rester af den ses stadig, når klinten ved Rubjerg Knude styrter ned på stranden.

I meget gamle dage var folk på besøg

I 1913 fandt man i Nr. Lyngby tæt på Rubjerg en pilespids, som man ikke havde set mage til. Heller ikke andre steder i Skandinavien. Den havde tilhørt rensdyrjægere, som var rejst af sted for at udforske det nye land (for 13.000 år siden), der var steget op af havet, da isen smeltede. I dag kalder man fundet for en del af Brommekulturen.

Med vikinger kom skibe og agerbrug

Gravhøje i Rubjerg-området er beskrevet i gamle kilder, som vidner om, at her har levet mennesker helt tilbage i bronzealderen (1700-500 f.kr.). De begyndte på egnen ved Rubjerg at fælde skovens træer for at få åbent land til agerbrug og græsarealer til deres husdyr. Derfor var det i vid udstrækning marker og ikke skove, som vikingerne mødte, da de kom til Rubjerg-området. Skovfældningen havde ikke alene forandret landskabet, men også dyrelivet. Blandt andet kom sanglærken og agerhønen, som er knyttet til åbne områder.

At vikingerne fandt sig godt til rette på egnen og blev boende i generationer, vidner en stor gravplads fra omkring år 900 om. Her er fundet både smykker, økser og tandstumper fra mennesker og dyr. Gravpladsen er i dag begravet under Knudens flyvesand. Vikingerne efterlod mere til eftertiden end gravpladsen, idet de både bragte udviklet skibsbyggeri og kristendom til landet – også til Rubjerg.

Et middelaldersamfund i udvikling

I dag kan det være vanskeligt at forestille sig, hvordan egnen så ud, før sandflugten dækkede alt. Historikere har fundet plovspor mange steder under sandet. Gårdejerne havde opdyrket store områder, og derfor tyder det på, at landbrugsjorden var god nærmest helt ud til havet i Senmiddelalderen (1350-1550), og at egnens befolkning derfor var forholdsvis velstillet. Den formodning bakker Rubjerg Kirke op om. Kirken, som lå syd for den nuværende klitplantage, blev bygget i 1180 og var relativ stor i forhold til andre kirker. Rundt om kirken lå større gårde og huse tæt, og historien antyder, at der måske også har ligget en landsby ved kirken. I dag er der ikke mere af kirken tilbage, men endnu ses enkelte gravsten på den gamle Rubjerg Kirkegård. I samme periode blev Mårup Kirke bygget. 

Sandflugt tvang middelalderfamilien ind i landet

Gennem et par hundrede år i Middelalderen tog sandflugten dog til, og flere og flere bønder så sig nødsaget til at flytte deres huse sydpå. Og ikke nok med det: Også nedbrydningen af kysten tvang bønderne væk fra kysten og ind i landet. Fra 1600-1700-årene var området ved Rubjerg Kirke derfor nærmest affolket, og kun kreaturerne og kirkens skiftende degne var tilbage. Selv degnen, som både var kirkesanger og skolelærer, måtte se sin embedsbolig dækket af flyvesand og dermed ubrugelig. Og gennem en årrække måtte degnene i sognet klare sig, så godt de kunne uden fast bolig. Først i 1724 blev der bygget ny degnebolig øst for kirken i behørig afstand af sandet. Og med en ny lov om almueskolevæsenet på landet i 1814 blev degnene afløst af egentlige lærere.

Sandflugten forandrede området fuldstændigt. Både når det gjaldt landskab og udseende, og når det gjaldt befolkningen, som ikke længere nød velstand, men nu var fattige kystfolk med dårlige sandede jorde, hvor intet kunne dyrkes.

Strandfoged og redningsvæsen med stort ansvar

Foruden degnen havde strandfogeden et vigtigt erhverv ved Rubjerg Knude. Han skulle gå strandvagt flere gange dagligt, og særligt i dårligt vejr var der nok at se til ved det blæsende Vesterhav. Han blev sekunderet af redningsvæsenet, da det blev oprettet i Lønstrup i 1852 – i øvrigt et af de første i landet. 12 mand var der brug for i den første redningsbåd ved Lønstrup – 10 af dem roede. Det blev ulig nemmere i 1927, da væsenet fik motorbåd. Fyret på Rubjerg Knude stod færdigt i 1900 og bidrog med sit lys til redninger og minimering af risiko for ulykker til havs.

Arbejdsløse plantede træer, der skulle holder på sandet

Siden 2002, hvor det daværende Miljøministerium købte Rubjerg Klitplantage af Hjørring Kommune, er stierne blevet trådt af hundredvis af tilrejsende naturelskere og lokale. Det var netop ideen med handlen, at Miljøministeriet dermed kunne sikre plantagen som rekreativt område for fremtiden.

Men da Hjørring Kommune tilbage i 1927 købte de cirka 130 tønder land (cirka 65 hektar) syd for Rubjerg Knude var formålet et helt andet. Arbejdsløsheden var dengang få år før den verdensomspændende økonomiske depression også her ved Rubjerg meget høj, og anlæggelsen af klitplantagen var derfor primært et beskæftigelsesprojekt.