Oplevelser i Tvorup Klitplantage

Hvis træer kunne tale, ville man få en mængde spændende fortællinger fra beplantningen i Tvorup Klitplantage, den ældste klitplantage i Thy. Størstedelen af arealet er tilplantet i sidste halvdel af 1800-tallet, men du kan finde træer, der er 200 år gamle. Det vil altså sige, at de er plantet, dengang Frederik 6. var konge af Danmark og Norge – og det er for Thy noget af et særsyn.

Tvorup Klitplantage omgives mod vest af Vesterhavet, mod øst af landbrugsområder, blandt andet den udtørrede Sjørring Sø, samt mod nord og syd af de store fredede heder, Vangså Klithede og Ålvand Klithede.

Landskabet er præget af store afblæsningsflader, som er de områder, sandet først har dækket og siden har flyttet sig fra igen, når blæsten har hjulpet det længere ind over land. De store afblæsningsflader brydes af enorme og fantastisk udseende klitformationer. I arealet vest for kystvejen, blandt andet ved området Grubesig, har man ryddet dele af bevoksningen. Det betyder, at du fra vejen kan se ind over afblæsningsfladen og helt ud til Grubebakke, der er en af områdets mange parabelklitter.

De bedst egnede steder for skovdrift i plantagen er de østlige dele, der ligger på sandoverføget moræne. Området mellem Tvorup by og Gryden har store og gode arealer med både løvtræ, sitkagran og ædelgran. Den sydlige og den vestlige del af plantagen ligger på noget mere fattig jord, og derfor er der her stadig store områder med den bjergfyr, som i 1800-tallet blev ’rullet ud over klitten’ for at holde på sandet. Gennem de seneste årtier er dele af klitplantagen forynget med især sitkagran, skovfyr og contortafyr.

Grubevande er en, lavvandet sø omgivet af fugtig-vådt kær med blåtop, klokkelyng, porse og spredte, lave tagrør. Søen er brunvandet med mosser, og det siges, at den tidligere var en lobeliesø. Det er den ikke længere.

Ved Bøgsted Rende længst mod vest i Tvorup Klitplantage er der plantet træer helt ud i havklitten. Stedet indtager da også netop derfor førstepladsen blandt alle plantager i Thy, når kampen handler om at have træer tættest på havet. Derfor vil du her opleve, at træerne er meget påvirket af vinden.

Bækken Bøgsted Rende løber gennem den vestlige del af plantagen. Og man kan få den tanke, at stednavnet henviser til bøgetræer ved renden – men sådan forholder det sig ikke. Navnet betyder ’Byggestedet ved Renden’ og henviser til gamle beskrivelser, der fortæller, at en vandmølle i 1600- og 1700-tallet lå ved bækken, som løber ud i havet. Det fortælles, at bækken - før sandflugtsproblemerne dukkede op – i nogle perioder af året var meget vandrig. Man regner med, at sandflugten satte en stopper for vandmøllens funktion. Sandet fyldte formentlig vandløbene, så presset fra vandet blev for svagt til at drive møllen.

Området ved bækken i den yderste del af skoven ligger i læ bag klitten og er derfor helt markant anderledes end den barske strand. Det er en spændende kontrast at studere – og man kan få fornemmelsen af, at man står med én fod i den tætte plantage og én fod på den åbne strand. Kun havklitten adskiller de to.

I dag har vandet i bækken en let brunrød farve, hvilket skyldes okker, som stammer fra iltede jernforbindelser fra de skovgrøfter, der støder op til renden.

Bøgsted Rende har i mere end hundrede år været et yndet udflugtsmål for både lokale og turister. Det skyldes formentlig den særprægede sammensmeltning af strand og skov.

Stranden ved Bøgsted Rende tiltrækker mange badende gæster, især på dage, hvor havet ikke viser tænder. Ved rendens udløb er der trygt og godt at soppe og lege med vand for de mindste, hvorfor stranden er populær hos børnefamilierne. Sommeren igennem dyrker man strandlivet netop her. Men også på dage, hvor vinden blæser frisk fra vest, traver mange mennesker lange ture på stranden for så efterfølgende at søge læ, fred, idyl og fuglesang ved renden.

Tvorup Kirke blev bygget tilbage i 1100-tallet som en romansk landsbykirke af granitsten. I flere hundrede år fungerede den som kirke for kystfolk på egnen. Her søgte man trøst hos Gud og sammenhold med sognets øvrige beboere. Tvorup Kirke skulle - som andre kirker – vedligeholdes af kirkeskatten fra sognets indbyggere. Og da sandflugten fra midten af 1400-tallet ramte kysten i Thy, og i særdeleshed Tvorup, som lå meget tæt på kysten, blev antallet af borgere i Tvorup sogn hurtigt færre.

Sandet ødelagde marker og afgrøder og dækkede huse og stalde med sand. Folket kæmpede gennem generationer mod det allestedsnærværende sand. Men fra midten af 1700-tallet måtte sognet sande, at indbyggerne forlod stedet til fordel for egne længere inde i landet. Da der efterhånden kun var få beboere i sognet, var deres kirkeskat ikke tilstrækkeligt til at vedligeholde kirken, og i 1794 blev kirken nedlagt og en del af materialerne anvendt til reparation af nabokirken i Vang.

I dag er Tvorup Kirkeruin en idyllisk og fredfyldt plet. Rester af kirkemuren markerer kirkens omrids, og i græsset syd for kirken ligger resterne af den gamle kirkegård omgivet af resterne af det gamle kirkedige. Du kan stadig se konturerne af enkelte gravsteder.

Tvorup Hul er en meget værdifuld lobelie-klitsø på ca. fire hektar, som ligger i en grydeformet lavning i terrænet. Søen er fredet, fordi den rummer usædvanlig mange karakteristiske plantearter. Det drejer sig især om de såkaldte grundskudsplanter, som er en gruppe af små planter med bladroset, der vokser rodfæstet på bunden af næringsfattige hede- og klitsøer. På søbunden vokser således både gulgrøn og sortgrøn brasenføde, tvepibet lobelie, sylblad, strandbo og liden siv, hvoraf hele fem er på de nationale rød- og gullister over sjældne og truede arter.

Bunden består alene af sand, og vandet er klart og næringsfattigt. Nogle steder er søen helt op mod seks meter dyb. Søen ligger generelt godt beskyttet mod luftbårne næringsstoffer, og kun få mennesker bader i søen.

I de senere år har Naturstyrelsen konstateret en forringet vandkvalitet i søen, og har derfor stoppet vandtilledningen fra skovens grøfter, og nåletræerne omkring søen er fjernet i forsøg på at forbedre vandkvaliteten i Tvorup Hul.

Du kommer til søen ad Thorupvejen fra Tvorup Kirkeruin gennem plantagen ud mod kysten og finder den smukke klitsø meget tæt på p-pladsen på vejens nordside.

I 1853 - 1861 besluttede kammerherre H. C. Riegels at give sig i kast med tre forsøgsplantninger i klitterne for at bekæmpe den sandflugt, som allerede på det tidspunkt havde hærget egnen i mange generationer.

En af de tre klitbeplantninger foregik i Gryden i Tvorup. Han plantede en række træarter: bjergfyr, skovfyr, østrigsk fyr, sitkagran, ædelgran, bøg, eg og bævreasp. Det viste sig, at især bjergfyr kunne vokse i de magre klitter med fygende sand. Og derfor begyndte man i 1870’erne ”at rulle et bjergfyrtæppe” ud over landskabet. Da først bjergfyrren havde fået fat og fyldte godt i landskabet, kunne andre træer stå i læ af bjergfyrren for vind og vejr. Nu kom også andre nåletræer og en del løvtræer til. Man kan endnu i dag se efterkommere af de allerførste beplantninger på stedet, til trods for, at flyvesandet nogle steder ligger i seks meters tykkelse. Det skyldes delvis, at bjergfyrren skabte læ.

I dag plantes en del løvtræ både i Tvorup Klitplantage og i andre klitplantager langs Vestkysten. Målet er at øge klitplantagernes andel af løvtræ - især eg, , som lever længe og har en rig flora og fauna tilknyttet.

Sandflugstkommissær Lauritz Thaggard har lagt navn til Thagaards Plantage, som ligger i den nordlige del af Tvorup Klitplantage – lige vest for Kystvejen. Han var optaget af det sandflugtsproblem, som plagede Thy:

Gennem tiderne har der været lange perioder med sandflugt langs Jyllands vestkyst. Den seneste sandflugtsperiode fandt sted fra omkring 1450 til 1800. Den skyldtes dels et koldt og blæsende klima, som kaldtes ’Den lille Istid’, dels at befolkningen drev rovdrift på det sparsomme plantedække ved at høste foder, brændsel og tagmateriale og ved at lade husdyrene græsse frit i klitten.

Kongen udstedte allerede i 1539 bestemmelser til bekæmpelse af sandflugten, men først i 1792 kom der en egentlig sandflugtslov. Heri blev det blandt andet bestemt, at alle klitsognes og tilgrænsende sognes beboere havde pligt til at deltage i klitdæmpningsarbejdet uden vederlag.

Tvorup Sogn, der lå meget tæt på havet, var et af de mest sandplagede sogne i Thy. Derfor var der hårdt brug for ekstra hænder, når sandflugten skulle bekæmpes. Så foruden borgerene i Tvorup Sogn blev borgere fra Sjørring, Tilsted, Kallerup, Skjoldborg og Stagstrup sogne hidkaldt for at give en hånd med i arbejdet. 

Lauritz Thagaard (ca. 1758-1829), der var sandflugtskommissær i Thy, var meget interesseret i af at finde en permanent løsning på problemet. I 1811 foretog han derfor de første forsøg på at så skovfrø i et klitområde i Hvidbjerg sogn i Sydthy. I alt blev der brugt 55 pund gran-, birk- og ellefrø i Thagaards første forsøg. Resultatet var imidlertid noget nedslående, for efter et år kunne Thagaard konstatere, at kun tre-fire graner var blevet til noget. Og selv dem havde Thagaard ikke megen fidus til – også de vil ’formodentlig udgaa’, sagde han.

Det tog noget af modet fra sandflugtskommissæren. Men andre steder i landet – blandt andet i klitområder på nordkysten af Sjælland - havde man mere held med sig. Kongen noterede sig successen i det nordsjællandske og udstedte efterfølgende en resolution, der pålagde amtmændene i de sandflugtsramte områder at forsøge igen.

I Thisted Amt blev der derfor i 1816 og 1817 udpeget otte lokaliteter, der skulle bruges til ”opelskning af skov”. En af de nye forsøgsplantninger blev påbegyndt i 1816 og er den, som fik navnet Thagaards Plantage.

Atter måtte Thagaard og hans hjælpere sande, at det ikke var så lige til at få noget til at gro i det magre sand. Thagaard var inspireret af de begyndende tilplantninger på den midtjyske hede, og derfor var det træarter som rødgran og birk, han forsøgte at så som frø i det sandede område. Rødgran tåler imidlertid ikke saltluften, og birk må have læ for vestenvinden. Og da læ var nærmest umuligt at finde, tørrede træerne ud. Bedre gik det ikke de steder, hvor der ellers var vand nok. For flere områder stod stort set under vand til langt hen på sommeren, så træerne druknede. Man gjorde adskillige forsøg for at komme problemerne til livs: kørte ler ud på området, byggede lædiger og gravede grøfter. Imidlertid var hverken det ene eller det andet nok til at sikre beplantningerne.

Når Thagaards Plantage alligevel overlevede, skyldtes det, at den med tiden blev omsluttet af den ny Tvorup Klitplantage, som voksede op og skabte læ. Når du besøger plantagen i dag, vil du opleve et urskovsagtigt krat af forkrøblede birk og rødgraner, der ofte er lige så brede, som de er høje.

Tvorup Klitplantage omgives mod nord og syd af henholdsvis Vangså og Ålvand Klithede. Klithederne er en i europæisk sammenhæng sjælden naturtype. Deres plante- og dyreliv er tilpasset de særlige næringsfattige forhold, der findes i klitter, heder, hedemoser og klitsøer. Blandt karakterplanterne kan du finde hedelyng, revling, mosebølle, klokkelyng, porse, tranebær og soldug, og blandt ynglefuglene ses trane og tinksmed.

Sammen med de øvrige klitheder langs vestkysten i Thy udgør Vangså og Ålvand Klitheder en væsentlig årsag til, at man oprettede Nationalpark Thy i 2008.

På grund af de helt specielle natur-vilkår i klithederne har Danmark en særlig forpligtelse til at pleje og bevare dem. Klithederne trues blandt andet af tilgroning fra de omliggende plantager. Med henblik på at genskabe klitheden fjernes mindre dele af plantagerne, og de selvsåede træer på hederne bliver regelmæssigt ryddet, ligesom vegetationen pletvis bliver afgræsset og pletvis afbrændt.

Klithederne i Nationalpark Thy har status af EU-Habitatområde, som indebærer, at de indgår i et europæisk net af særligt beskyttede naturområder, der har betegnelsen Natura 2000. Natura 2000 består af to slags områder: habitatområder og fuglebeskyttelsesområder. Habitatområder er levesteder, der skal bevare forskellige typer af natur og forskellige dyr og planter. Fuglebeskyttelsesområder skal tilsvarende beskytte levesteder for bestemte fugle.

I Natura 2000-plejeplanerne er det fastlagt, hvordan naturbevarelsen i praksis skal foregå for det enkelte område. Hederne skal holdes fri for uønskede træer, de skal plejes jævnligt ved afbrænding, og den naturlige vandstand skal genskabes ved at lukke grøfter.

En sti fra Bøgsted Rende fører op til egnens sømærke, som troner smukt og højt over plantagen. Det rødmalede sømærke, der har form som et kantet timeglas, er et af de i alt 23 sømærker, som 1884-85 blev opført langs Jyllands vestkyst. I sin tid hjalp de forskelligt udseende sømærker sømænd på havet til at bestemme deres position. Sømærkerne, som hedder båker, har forskelligt udseende og var som sådan også tegnet ind på de gamle søkort. De kan have cirkelformede toppe, trekantede, firkantede eller som ved Bøgsted Rende timeglasfigur. Båkerne er bygget af tømmer og jerndragere og er op til 12 meter høje. De kunne naturligvis kun ses ved dagslys, og med tiden gjorde ny teknologi dem overflødige.

Nu er kun 11 af de oprindelige 23 båker tilbage ved Vestkysten. De er alle istandsat og fredede som kulturhistoriske og arkitektoniske skulpturer i landskabet. Der er i Thy to andre båker, en i Stenbjerg og en i Vigsø.