Historie - Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage

Det smertelige tab af Skåne, Halland og Blekinge i 1658 gik langsomt op for hovedstaden København, og i 1700-tallet begyndte man at kigge på området "ude i Jylland", hvor et område på størrelse med Sjælland var blevet til hede og plaget af sandflugt. Opdyrkningen af heden blev aldrig nogen succes trods flere forsøg på at få først danskere og dernæst tyskere til at bosætte sig på heden.
Mere held var der med at stoppe sandflugten. I 1792 kom en kongelig forordning, der systematisk tog kampen op mod sandflugten. De værst plagede områder blev fredet, og her blev det forbudt for kvæg og får at græsse, lyngtørv blev gravet op og lagt over sandet, og der blev plantet hjælme - en meterhøj græsart - der klarede sig fint i klitterne og skabte læ.
Mens slaget mod heden og sandflugten rasede, skabte 1800-tallets kunstnere et idyllisk billede af hedens smukke lynghav, og vendte dagsordenen på hovedet. Nu er det Naturstyrelsens opgave at bevare lyngen på de gamle hedearealer.

Geologi

Grunden til Randbøl Hede blev lagt under istiden. Tæt ved ligger den jyske højderyg og israndslinjen, hvor smeltevand skyllede ud over området fra en kæmpe gletsjerport (øst for det nuværende Frederikshåb Plantage). Smeltevandet skabte det flade landskab og efterlod en slette med sand- og grusbund. Og uden vegetation til at binde sandet fik vestenvinden frit spil til at flytte sandet til klitter. Kraftige storme sendte desuden flyvesand vestfra.
Som monument for vestenvindens arbejde rejser Staldbakkerne sig op til 17 meter (Stoltenbjerg) over omgivelserne. Bakkerne blæste hertil under kraftige sandflugter årtusinder tilbage efter istidens afslutning og igen gennem nye sandflugter i 16-1700 årene. Men hvorfor strandede sandet og aflejrede Staldbakkerne og alle de andre klitter netop her? Hvorfor blæste sandet ikke videre mod øst? Svaret er, at fugtige lavninger og kærområder fangede det første sand, som siden fungerede som læhegn for sig selv, så klitlandskabet langsomt voksede frem.

Oldtid

Frederikshåb Plantage - Danmarks største røse-område
Med over 200 røser fra oldtiden har Frederikshåb Plantage Danmarks største røse-område.

Men hvad er egentlig en røse? Røse betyder blot en dynge sten, men bruges både om gravrøser (sten, der markerer en grav), kogestensrøser (sten, der er krakelerede eller sprængt pga. ild) eller rydningsrøser (sten, der er samlet for at rydde jorden til agerdyrkning).

Røserne i Frederikshåb Plantage er netop rydningsrøser, som er spredt ud over et 10 hektar stort område. Størrelsen af røserne varierer mellem 2 og 12 meter i diameter, og stenbunkerne kan være op til 1,5 meter høje.

Kun fire af de over 200 røser er blevet undersøgt nærmere. Her har man fundet potteskår, kværnsten og andre genstande, der viser, at der har været en boplads inden for det opdyrkede område. Bopladserne dateres til 800-300 f. Kr. - altså slutningen af bronzealderen og begyndelsen af jernalderen. Bopladserne har bestået af gårde - i form af langhuse - der har ligget spredt i landskabet. Ingen af de fire undersøgte røser havde spor efter begravelser. Tre af røserne er rydningsrøser, mens den fjerde startede som en kogestensrøse, men senere er blevet dækket af almindelige sten fra marken - altså også en rydningsrøse. Arkæologer vil ikke afvise, at nogle få af de mange røser kan være gravrøser.

Jernalderfolkets rydning af jorden til agerbrug er sket over mange år. De har været nødt til at lægge jorden brak i nogle år efter brug, og gradvist udvide landbrugsområdet. Jordkultiveringen foregik med en simpel plov - den såkaldte ard - som kun opfurede jorden i modsætning til nutidens plove, som vender jorden.

Historie

Kartoffeltyskerne

Få år før Struense blev livlæge for Christian 7., forførte dronning Mathilde, tog magten fra kongen og en kort periode regerede i oplysningstidens ånd, kom der fra 1760 helt andre tyskere til Danmark: Kartoffeltyskerne. Navnet fik de, fordi tyskerne som de første dyrkede kartofler på heden.

Men hvorfor kom tyskerne til et af de fattigste områder i Danmark? De blev faktisk lokket af den danske stat med udsigt til gratis jord og bolig, gratis rejse, sædekorn, dyr og trækdyr, 20 års skattefrihed og frihed for soldatertjeneste. Staten ønskede til gengæld at få opdyrket mere af Danmark efter tabet af Skåne, Halland og Blekinge, og desuden havde krige og pest efterladt mange ødegårde, hvor heden fik lov at brede sig.

På Randbøl Hede blev der oprettet tre kolonier: Frederikshåb, Frederiksnåde (opkaldt efter den fordrukne Kong Frederik 5.) og Moltkenberg (opkaldt efter kongens rådgiver, grev Molkte). 86 tyske familier flyttede og tog kampen op med Randbøl Hede, men blot seks år senere, var der kun 12 familier tilbage. Resten var enten udvist, fordi de ikke egnede sig til landbrugsarbejde, eller var rejst på eget initiativ efter nogle barske år med tørke og kvægsygdomme. Og netop dyrehold er løsningen til at overleve på heden.

Faktisk var kartoffeldyrkningen den største succes for tyskerne, hvor udbyttet var langt større end på de øvrige afgrøder.

På sporet af hedebønderne

Barndommens landskab skal der dæleme ikke røres ved. Og når kunstmalere som Dankvart Dreyer og Frederik Vermehren i guldalderen fra 1820-70 havde malet lyngen som "et pragtfuldt tæppe" (H.C. Andersen: Jylland mellem tvende have), så blev et rigtigt hedelandskab til et blomstrende, lilla lynghav i erindringen.

I 1932 lykkedes det at frede en af Danmarks største indlandsheder, Randbøl Hede, for at bevare de åbne lyngklædte vidder, som guldaldermalere havde malet så storslået. I fredningskendelsen hed det, at området aldrig nogensinde må bebygges, beplantes, drænes, opdyrkes eller indhegnes, og at lyngen aldrig må slås eller afbrændes.

Så sku' den ged vist være barberet - og heden være bevaret til evig tid. Men nej. Heden og lyngen er et produkt af hedebøndernes kamp for at overleve i den barske natur. Og så snart kampen ophører, går heden i græs eller skov. Kun en vedvarende udpining af jordens næringsstoffer, skaber grobund for heden.

Heden, ja man tror det næppe, er ikke et ensartet tæppe af lyng, men en mosaik af hedebøndernes forskellige brug af jorden. Hist er der gravet tørv, pist er der slået lyng til brændsel, vinterfoder og tagtækning.

Derfor har Naturstyrelsen fået dispensation fra fredningsloven, og overtaget hedebøndernes arbejde med at hive næringsstoffer ud af jorden. Det gøres nu ved at lade kvæg afgræsse området, ved at høste lyngen, ved kontrollerede hedeafbrændinger og endda ved afskrælning af tørv. Den sidste metode er den mest effektive og den mest kostbare, men i forbindelse med bygningen af det nye Naturrum Kirstinelyst, er tørven blevet brugt til tag og ydervægge, der med tiden bliver til et helt lynglandskab.

Hedeafbrænding. Foto: Gert Hougaard Rasmussen

Frederikshåb Plantage - kampen mod sandflugten

"Frederikshåbløs Plantage" blev skoven kaldt af de lokale i mange årtier. Ikke underligt, for det tog næsten 100 år at forvandle 4,5 km² af Randbøl Hede til en skov. Ideen var at standse sandflugten, som igen var blevet et problem i 1600-1700-tallene, fordi de fleste skove i Danmark var blevet fældet, og landbrugsjorden udnyttet til det yderste.

Frederikshåb Plantage er det mest tydelige spor af kampen mod sandflugten. Arbejdet startede i 1804, hvor man såede skovfyr og birk i hakkede huller på én kvadratmeter. Der blev bygget diger, som afgrænsede skoven og skabte en smule læ for de nye planter. Men vækstbetingelserne for de spæde træer var barske med sandflugt, frost, tørke og skadedyr. Træernes årlige vækst var meget begrænset, og plantagen blev flere gange ramt af tilbageslag. De værste steder var 100 år gamle bevoksninger kun usle træer på 60 cm's højde.

Men det lykkedes til sidst, og i dag ser man en flot og varieret skov med et relativt rigt dyreliv. Rødgran-bevoksningerne holder sig sunde til en alder på over 120 år, og efterhånden har løvtræer vundet indpas i en plantage som bliver stadig mere varieret.

Danmarks største røse-område blev bevaret takket være skovplantningen af Frederikshåb Plantage.

Straffefanger i Frederikshåb Plantage

Danske straffefanger - fanget af englænderne - arbejdede i Frederikshåb Plantage.

Det kræver vist en forklaring: Under Englandskrigene led danskerne i 1811 et stort nederlag i forsøget på at generobre Anholt, hvor englænderne stod tilbage med 638 danske krigsfanger. Dem havde englænderne ikke lyst til at fodre på, og der blev derfor lavet en gentleman-aftale om, at fangerne kunne komme i dansk varetægt, når blot de ikke igen kom i soldateruniform.

32 af de danske soldater blev derpå sendt til Randbøl Hede, hvor de byggede diger og skabte brandbælter i det område, som skulle blive til Frederikshåb Plantage.

I tyskernes fodspor

Skjult og næsten glemt er tyskernes fingeraftryk på Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage. Men kig godt efter, og op dukker bunkers, maskingeværreder og flyverskjul.

Historien starter i 1943, hvor tyskerne finder det nødvendigt at kunne forsvare det tyske rige ved et allieret angreb gennem Jylland. Tyskerne tvinger 800 danskere til at forlade deres hjem nord for Frederikshåb Plantage inden den 1. juli 1944. 10 km² landbrugsjord med 88 landbrugsejendomme, 78 huse og 10 skoler, missionshuse mv. eksproprieres på den danske stats regning, mens 1240 tyske soldater rykker ind for at bygge Fliegerhorst Vejle (Vandel Flyveplads).

Hele operationen kom i høj grad til at præge både Frederikshåb Plantage og Randbøl Hede, der blev brugt til at skjule flyene, og samtidig blev der bygget brændstof- og transportveje gennem skoven til den nye lufthavn. Faktisk er Rygbjergvej og Vestre Rullebane gennem Frederikshåb Plantage anlagt af tyskerne som en "rullebane" af beton, hvor flyene selv skulle transportere sig mellem lufthavnen og flyverskjulene.