Hvis man går med ubesvarede spørgsmål om den kommende naturnationalpark i Almindingen er der rig mulighed for at få dem besvaret på lørdag mellem klokken 13 og 16, hvor Naturstyrelsen inviterer til et informationsarrangement ved naturlegepladsen Hareløkkerne over for travbanen i Almindingen.
Her kan man få en snak med medarbejderne bag projektet og køre på en guidet traktortur i skoven med skovrider Søren Friese. Naturstyrelsens medarbejdere har forskellige poster, hvor man kan høre om de emner, der ofte er spørgsmål til i debatten om naturnationalparken.
”Vi stiller med alle mand, så vi kan svare på alle de spørgsmål der kan være om hvad en naturnationalpark er, såsom hvorfor der skal være store planteædende dyr og hegn, hvordan der kommer mere vand i skoven og hvad mulighederne er for friluftsliv. Og så vil vi gerne gøre arrangementet attraktivt også for børnefamilier og barnlige sjæle, så vi har en del sjove og lærerige aktiviteter på programmet,” fortæller skovrider Søren Friese.
Blandt aktiviteterne er bagning af bålpandekager, fangst af vandhulsdyr og naturbingo. De voksne bydes på bålkaffe og til børnene er der også lidt til ganen.
Planerne for Naturnationalpark Almindingen er i offentlig høring frem til 7. juli.
Tid og sted:
Lørdag 11. juni fra klokken 13-16
Naturlegepladsen Hareløkkerne over for travbanen (Segenvej 41, 3720 Aakirkeby)