Fiskeri
Lystfiskeriet efter især havørred, men også torsk, hornfisk og multe, er godt på Fyns Hoved. Revet som ligger helt ude på spidsen af Fyns Hoved er uden tvivl den bedste fiskeplads. Revet strækker sig fra kysten og flere kilometer ud mod Lillegrunden i Storebælt.
Fiskeriet foregår på hele vestsiden, og bundforholdene er perfekte med masser af store sten og blæretang. Her er altid chance for en god torsk eller havørred og hele området bliver i løbet af sommeren invaderet af store stimer hornfisk og multer. Fiskeriet er også ved Fyns Hoved oftest bedst omkring solopgang og solnedgang.
Ved Tornen finder man en rolig plads med fin sandbund. Stedet er meget egnet til fiskeri efter fladfisk.
Husk, at i perioden fra 1. april til 15. juli er det forbudt at færdes i området pga. ynglende fugle.
Ved Horseklint er der gode muligheder for at fange havørred.
På sydsiden af odden ved Korshavn er der dybt vand helt ind til kysten. En glimrende plads til ørred og hornfisk. Med bundsnøre og orm kan her også fanges fladfisk.
Alle mellem 18 og 65 år skal have et gyldigt fisketegn for at dyrke lystfiskeri i Danmark.
Læs mere om lystfiskeri og fisketegn