Find vej
Med bil
Fyns Hoved ligger nord for Kerteminde og er Fyns nordligste punkt. Fyns Hoved skiller Kattegat og Storebælt.
Parkering
Fra Fynshovedvej fører en grusvej op til parkeringspladsen på bakkedraget Jøvet, syd for Fyns Hoved. Også lige syd for selv Fyns Hoved er der en p-plads.
Offentlig transport
Alle hverdage i dagtimerne går bus 483 fra Kerteminde til Korshavn ved Fyns Hoved. Om aftenen og lørdag/søndag er der telebus.
Praktisk info og aktiviteter
Fyns Hoved byder på flere gode vandreruter.
Den mest benyttede sti fører rundt om selve Fyns Hoved. Der er adgang til ruten fra p-pladsen yderst på Fynshovedvej. Man vælger naturligvis selv, om man tager turen mod øst eller vest. Den vestlige rute er i sagens natur mest udsat for vestenvinden, og den kan på nogle strækninger være vanskeligt passabel, hvis man medbringer klapvogn eller trækvogn til madpakken. Vær opmærksom på, at der ikke er opstillet hegn ved skrænterne på vestsiden. Her venter et godt sug i maven. Ved Baesbanke fører en sti mod udsigtspunktet, hvor man har et fantastisk udsyn til havet og dyrelivet ved Fællesstrand. På østsiden følger man en markvej retur mod p-pladsen. Ved indgangene til området er der opstillet oversigtskort, som man kan benytte til at orientere sig.
På Jøvet findes der en p-plads, hvorfra man har adgang til en gul-markeret vandrerute. Her findes borde og bænke, et nærliggende toilet, samt adgang til en lejrplads med shelter med plads til 5-6 personer. Shelteret ligger med en fantastisk udsigt, og her er der mulighed for at nyde en fabelagtig solopgang. Shelteret kan bookes på udinaturen.dk. Her kan du også se hvilke andre facilieter, såsom toiletter og parkeringspladser, der er i området.
På Fyns Hoved finder du også to bålsteder, der frit kan benyttes.
Du må ride på markvejene og på uhegnede og udyrkede arealer. Du må også gerne cykle på markvejene, men ikke på de små stier.
For snorkel-dykkere byder vandet på både vest- og nordsiden af Fyns Hoved på gode oplevelser. Den varierede bund indbyder også til undervandsjagt.
På Fyns Hoved skal hunde føres i snor. Dog er det ikke påkrævet at have hunde i snor på strandkanten i perioden fra 1. oktober til 31. marts.
Mellem Jøvet og Fyns Hoved er der en grusvej. Herfra er der godt kig over området. Stierne på Jøvet og Fyns Hoved går over kuperet terræn, og er derfor ikke velegnet til kørestole.
Mange mennesker bruger naturen - og til vidt forskellige ting. Derfor er der lavet en række regler for brug af naturen. Reglerne er lavet, så turen ud i naturen bliver en god oplevelse for så mange som muligt.
Du må færdes til fods på Fyns Hoved døgnet rundt. Du må også færdes døgnet rundt på private veje, stier og på private strande. Men på private udyrkede ikke-indhegnede arealer og i private skove må du kun færdes fra kl. 6 til solnedgang.
Bilkørsel på markveje er ikke tilladt.
På cykel: Du må cykle på markveje, men ikke på de små stier.
Til hest: Du må ride på markvejene og på uhegnede og udyrkede arealer.
Med hund: Hunde skal føres i snor. Dog er det ikke påkrævet at have hunde i snor på strandkanten i perioden fra 1. oktober til 31. marts.
Fyns Hoved har vand på begge sider, derfor sammenligner mange det med Skagen. Man kan bade på østsiden i Storebælt og på vestsiden i Korshavnen, hvor der er en børnevenlig sandstrand med stille vand.
Lystfiskeriet efter især havørred, men også torsk, hornfisk og multe, er godt på Fyns Hoved. Revet som ligger helt ude på spidsen af Fyns Hoved er uden tvivl den bedste fiskeplads. Revet strækker sig fra kysten og flere kilometer ud mod Lillegrunden i Storebælt.
Fiskeriet foregår på hele vestsiden, og bundforholdene er perfekte med masser af store sten og blæretang. Her er altid chance for en god torsk eller havørred og hele området bliver i løbet af sommeren invaderet af store stimer hornfisk og multer. Fiskeriet er også ved Fyns Hoved oftest bedst omkring solopgang og solnedgang.
Ved Tornen finder man en rolig plads med fin sandbund. Stedet er meget egnet til fiskeri efter fladfisk.
Husk, at i perioden fra 1. april til 15. juli er det forbudt at færdes i området pga. ynglende fugle.
Ved Horseklint er der gode muligheder for at fange havørred.
På sydsiden af odden ved Korshavn er der dybt vand helt ind til kysten. En glimrende plads til ørred og hornfisk. Med bundsnøre og orm kan her også fanges fladfisk.
Alle mellem 18 og 65 år skal have et gyldigt fisketegn for at dyrke lystfiskeri i Danmark.
For rutinerede kajaksejlere venter der spændende oplevelser ved Fyns Hoved. Men vær opmærksom på vejrforholdene, for kommer vinden fra nordvest, kan turen byde på særdeles barske forhold. I stille vejr er det derimod muligt at få gode oplevelser på vandet. Vær opmærksom på, at der ikke er adgang til vildtreservatet ved Tornen i perioden fra 1. april til 15. juli.