7. Lejrehallerne – vikingernes mægtige haller
Det gamle sagn om guden Odin, der sender den spæde Skjold alene på et tomt skib til danerne, for at han kan blive deres første konge, er udgangspunktet for myten om Lejre som kongedømmets vugge i Danmark.
Sagnene om Kong Skjold og skjoldungerne i Lejre er ikke historisk funderede. Men de senere års mange fund er med til at dokumentere, at Gl. Lejre vitterlig har været centrum for stor magt – måske endda en kongemagt – i den sene jernalder/vikingetiden. Det vidner bl.a. de mægtige haller om, der er fundet rester af i Gl. Lejre.
Hallerne, der har afløst hinanden i tiden fra omkring år 500-1000 har været op til 650 kvm store. Den største var 61 meter lang og 12 meter bred. I midten af hallen holdt kongen eller stormanden hof. Langs væggene var der siddepladser i flere niveauer. Her sad kongen på sit højsæde på den nordlige side. De fornemme gæster sad over for ham langs rummets sydside.
I dag kan du i terrænet se omridset af nogle af de gamle haller, der er markeret med græstørv. Hallerne er placeret på toppen af markante højdedrag og har vidt udsyn over landskabet. Udover de store haller bestod bebyggelsen af en række mindre grubehuse, hvor man har fundet spor efter håndværkere som jernsmede, bronzestøbere osv.