
Få et overblik over løbe-, vandre- og cykelruter på udinaturen.dk
Færdsel i reservatet
På kortet kan du se grænserne for vildtreservatet. Af hensyn til fuglene er færdsel forbudt i selve reservatet. Alligevel har du en enestående mulighed for at komme helt tæt på fuglene. Du må nemlig både gå og cykle på Hovvigvej, der fører over dæmningen og tværs igennem reservatet. Desuden giver den røde vandrerute på den nordlige side af Hov Vig mulighed for at komme helt tæt på naturen og den store skarvkoloni.
Fugletårn og fugleskjul
På Hovvigvej midt på dæmningen er der et fugletårn, hvorfra du i læ for vejr og vind kan se på fugle. Lidt længere henne af vejen er der et fotoskjul med udsigt ud over vådområderne.
Picnicpladser
Der er borde og bænke neden for fugletårnet på Hovvigvej. Du kan også spise din medbragte mad i bådhuset ved Hovvigvej.
Toiletter
Der findes ingen toiletter i naturområdet.
For handicappede
Hovvigvej er godt vedligeholdt og kan anvendes af kørestolsbrugere. Desuden er der en flad rampe ned til bådehuset ved vigen.
Vis hensyn
Mange mennesker bruger naturen - og til vidt forskellige ting. Derfor er der lavet en række regler for brug af naturen. Reglerne er lavet, så turen ud i naturen bliver en god oplevelse for så mange som muligt.
Læs alle reglerne for færdsel i naturen