Dyr

Skov-skarnbasse. Foto: Bernie Kohl
Skov-skarnbasse. Foto: Bernie Kohl

Kalø har et rigt dyreliv, ikke mindst fugle, på grund af de mange forskellige landskabstyper. Det er de ældgamle godsskove, lange stendiger og levende hegn, dyrkede marker, græssede strandenge, sand- og stenkyst og lavvandede beskyttede vige. Den tidligere intensive landbrugsdrift er medvirkende til, at vi ikke finder de store sjældenheder. Til gengæld er det let at komme tæt på og derfor opleve dyrelivet her – i skoven, på strandengene og på det lave vand.

Skrig og skrål ved stranden

Kalø-kysterne er et godt spisekammer for mange af kystens fugle. De beskyttede vige ud for sand- og stenstrand rummer mange snegle, muslinger, børsteorme, krebsdyr og småfisk. Den lave vanddybde og tidevand gør så, at fuglene kan nå bunddyrene. Hvad de kan nå, afhænger af om de - fulddykker (fx skarv, edderfugl og havterne), - hoveddykker (knopsvane, hættemåge og gråand), - vader på lange ben (fx strandskade, fiskehejre, rødben og regnspove) - eller kortere ben (fx præstekrave, vibe og ryle).

Mange af kystens fugle har skrigende lyde om sommeren. Fra april-maj når kystens ynglefugle ankommer stiger lydniveauet. Her blander sig mågeskrig med ternernes hæse skrig, vibens smukke uuuuitt, sanglærkens rablende evighedssang, stærenes anarkistiske pludren, gravændernes sjove rappen, grågæssenes gækken og vadefuglenes forskellige skarpe og vemodige fløjt. Det er en koncert.

I strandkanten ligger mange døde havdyr i tangopskyllet. Det lokker ådselsædere som sølvmåge, gråkrage og ræv til – året rundt. De våde strandenge ved Kalø-halvøen og Føllebund er yngle- eller spisested for andefugle som gråand, gravand og grågås, om vinteren kragefugle, måger og sangsvane. Benyt fx fugletårnet ved Føllebund.

Læs mere om Føllebund

Kokassernes lyksaligheder

Det kan være hårdt at skaffe sig mad i naturen. Derfor går intet til spilde. Døde havdyr driver i land og bliver ædt af ådselædere. Selv dyre-ekskrementer er en godbid for mange. Naturstyrelsens skovkvæg laver i sommerhalvåret kød og naturpleje på Kalø-halvøen, hvor de kvitterer med masser af kokasser. Kokasserne er virkelig et studium værd. En nylagt våd kokasse er straks efter fyldt med store gulbrune lådne gødningsfluer. De labber saft i sig, parrer sig og lægger æg. Men en hel stribe andre følger efter. Mange arter myg, viftefluer, gødningsbiller, vandkærer, rovbiller osv. har travlt, for der er konkurrence om herlighederne. De næste uger går det stærkt, kokasserne får skorpe men er bløde indeni og fulde af lemmeløse fluelarver (maddiker) og rygkrummende billelarver (med brun hovedkapsel og tre par forben). Kokasserne forsvinder på denne måde langt hurtigere end uden insekter, og deres næring genbruges i naturens evige kredsløb.

De mange insekter og insektlarver tiltrækker her også fugle som stær, måger, kragefugle og hvid vipstjert, men også rovinsekter, der jager inde i kokasserne (rovbiller og snyltehvepse).

Kreaturer på græs er blevet meget sjældnere og mange af gødnings-insekterne er i stor tilbagegang. I maj måned kan du måske blive den første, der fotograferer den sjældne humle-rovbille på en Kalø-kokasse. Den er nemlig fundet tæt på - på Mols.

Læs mere om humle-rovbillen her

Panserbiller på skovvejene

I foråret og sensommeren er der tit små langsomme blåsort-skinnende kampvogne på skovvejene. Det er skov-skarnbasse, der også rydder op i hestenes og rådyrenes ekskrementer. Tager du den op i lukket hånd, mærker du snart dens store kræfter – den kan også give en knirkende lyd. Læg mærke til dens brede graveben. Den har også yngelpleje: de voksne graver lodrette gange med sidegange, som de hver for sig fylder med dyregødning og ét æg. Dér har larverne mad nok til hele larvelivet.

Især i maj finder man tit ræve-ekskrementer, fx på toppen af sten og fulde af de blåsort-skinnende hudskelet-stumper fra skarnbasserne – der er nem og proteinrig mad. I sensommeren gentager det sig, nu bare med mirabel- og kirsebærsten. Intet går til spilde derude.

Læs mere om skov-skarnbassen her

Havets forunderlige verden

Kalø-kystens sand- og mudderbund er rig på havets mange anderledes dyr. I de lavvandede beskyttede vige kan fuglene, men også du, let komme tæt på dem. I Jæger-Stenalder levede danskerne næsten udelukkende ved de mange beskyttede fjorde og vige, også her. I dag kan du følge stenalderjægerne og vadefuglene ud på lavt vand og måske selv skaffe et måltid.

Strandkrabber gemmer sig på bunden, men er uhyre talrige. De kommer tit med i rejenet, men ellers er fiskeri med snor, tøjklemme og knust musling effektiv. Flækket, stegt og kogt giver krabber en fin skaldyr-suppe. Suppen kan så suppleres med muslinger, strandsnegle, heste- og fjordrejer. Hesterejen er tilpasset den åbne bund og kan hurtigt skifte farve efter underlaget, fra lys til mørk. Fjordrejen kommer kun ind på lavt vand for at gyde i juni-juli. Den er lidt større, har savtakket pandetorn og den samme grønbrune farve, der skjuler den i dens levested – ålegræs eller klørtang.

Blåmuslingerne sidder tit i klumper, fx på sten eller hinanden. De kan tåle at blive tørlagt ved ebbe, mens tag kun muslinger nede i friskt klart vand. Hjertemusling er talrig som døde skaller, men kan findes nedgravet i sandbunden. De afsløres af de to ind- og udstrømningshuller i sandbunden med 1-3 cm mellemrum, grav dybt!

På klørtangen (savtang og blæretang) sidder mange andre sære dyr, fx tætte grålige netmønstre (kolonier af mosdyr), små hvide spiraler (kalkrør af posthornsorm), rødorange geléklumper (stikkelsbær-søpung), men også mange krebsdyr og småfisk holder til her.

Det lave vands fisk er på sandfladerne især unger af fladfisk og små kutlinger. Ude i ålegræsset fanger man tit de sære lange super-tynde nålefisk (tangspræl og næbsnog), men også små ål og tangsnarre. De ligner ofte selv de lange grønne blade af ålegræs.

I skovens dybe stille ro?

Der er så stille i skoven. Bortset fra en utrolig larm fra fuglesangen i april-juni. Kalø-skovene rummer ikke de store sjældenheder, men mange arter. Kalø-skovene har spredte nåleskovs-øer, der byder på fuglekonge og sortmejse, sjældnere topmejse.

Mange af de almindelige løvskovs-arter, musvåge, spurvehøg, blåmejse, musvit, sumpmejse, bogfinke, solsort, rødstjert, gærdesmutte, løv- og gransanger, skovdue, gråkrage, spætmejse og sangdrossel er dog talrige på grund af de mange lysninger og skovbryn. Fuglesangen skal ikke opleves i biografen, men derimod ved solopgang en fin morgen i foråret. Flere fuglearter er knyttet til huller i døde og skadede træer. Naturstyrelsens nye driftsformer med naturnær eller urørte skov øger mængden af rede- og fødetræer i skoven. Arter som natugle, stor flagspætte, grønspætte, spætmejse, huldue, mejse-arterne, stær og allike kan ses og høres i skovene. De vil nok blive hyppigere.

Skovsanger ankommer sent, sammen med nattergal og kærsanger. Skovsangeren kan høres i bøgehøjskoven og lyder som en femkrone, der hvirvler til ro på en glasplade. Nattergal og især kærsanger kan høres, når de øvrige fugle tier, i lune stille nætter medio maj-medio juli (fx i pilekrat tæt på Slotskroen p-plads og Thyrahytten).