Orkideerne elsker kalk
Andre af skovens planter elsker kalk. Det gælder de mange orkidéarter, som siden midten af 1800-tallet har trukket fagfolk og naturelskere til Allindelille Fredskov.
Orkideen flueblomst vokser i lysninger og har her sit eneste voksested i Danmark. Den blomstrer i maj-juni og har fået sit navn, fordi blomstens inderste dele ligner et insekt.
I den mørke, fugtige bøgeskov vokser orkideen knælæbe, som kun viser sine blege, gulhvide blomster en gang hver 20. eller 30. år. Den har hverken blade eller rødder, men får næring fra svampe i jordbunden.
Både rød og hvidgul skovlilje vokser mellem træerne på Bøgebjerg i Allindelille Fredskov. Rød skovlilje foretrækker sol, mens hvidgul skovlilje kan klare sig i dyb skygge.
Sjælden snylter med smukke blomster
Den meget sjældne plante blåtoppet kohvede snylter på forskellige græsarter via sine rødder, som forbinder sig med græssets rødder. Den blomstrer i højsommeren med små gule blomster omgivet af blåviolette højblade.
Stor rigdom af svampe
Myrdeskov og Allindelille Fredskov lægger jordbund til mange svampe. Giftig rødblad er en sjældenhed, som kun vokser få steder i landet. Svampen minder om den lækre spisesvamp vårmusseron, men kommer først frem senere. Som navnet siger må giftig rødblad ikke spises.
Svampen toppet stenmorkel er knyttet til råddent bøgetræ og er kun fundet her.
Læs mere om svampe på svampeatlas.dk
Læs mere om planter i Miljøstyrelsens artsleksikon