Geologi

På Nordbornholm kan grundfjeldet mange steder opleves i form af klipper, der rager frem i landskabet. Andre steder er grundfjeldet dækket af et relativt tyndt lag jord og istidsaflejringer. I det meste af det øvrige Danmark ligger grundfjeldet langt nede under jord og hav. Nordbornholms grundfjeld består af Hammergranit, der er 1.4 milliarder år gammel.

Klippen på Nordbornholm er blødt rundet og faldende i retning mod nord og nordøst, og stejl og forreven mod vest. Det skyldes, at isen i de sidste tre millioner års mange istider er kommet fra nordøst og øst, og at den har skuret og slebet klippen fra de retninger.

Hammerknuden er adskilt fra den øvrige ø af Hammersøen, Bornholms største sø, der ligge i en sprækkedal.

Oldtid

Sporene i stenene

På næsten hver eneste klippe mellem Madsebakke og Hammersholm findes der billeder. Billeder hugget ind i granitten af mennesker fra bronzealderen. Billeder af hjulkors og heste og fodspor men først og fremmest billeder af skibe.
Disse billeder er helleristninger, og de er fundet i hele det sydlige Skandinavien. I Danmark kendes helleristninger især fra Bornholm og ikke mindst fra Madsebakke, der ligger på højdedraget over Sandvig. Madsebakke er Danmarks største helleristningsfelt med fjorten skibsbilleder, fem hjulkors, fem fodfigurer og mange skåltegn.

Helt siden de første mennesker kom til Bornholm i slutningen af sidste istid, har de efterladt sig spor. Håndgribelige praktiske spor, der fortæller om livet og hverdagen: en harpun af elsdyrtak, en pilespids af flint, et knust lerkar.
Men med bronzealderens billeder ser vi gennem deres symboler for første gang spor af oldtidsmenneskenes tanker og religiøse forestillinger.

Skåltegn er runde fordybninger, eller ”gruber”, i stenen. De kendes tilbage fra bondestenalderen. De forbindes med frugbarhedskult, men kendes også ved begravelser. I Nexø ligger en vandreblok med 17 skåltegn. Det har helt op i nyere tid været skik at ofre mønter i gruberne.

Bronzealderfolket var landbrugere og søfarende. Det sidste afspejler sig måske i den rigdom af skibsbilleder, de har efterladt ristet i klipperne. Nogle arkæologer tolker skibsbillederne som symboler på politisk og religiøs magt.
Men vi ved det ikke med sikkerhed. Og indtil vi gør, kan enhver jo slippe fantasien løs. Måske er det bare billeder af skibe, som skulle på rejse, og som på magisk vis blev forbundet med hjemstavnen, så de kunne vende sikkert hjem? Lidt lige som de skibsmalerier, der var populære i sejlskibenes epoke, eller som de skibsmodeller, der nogle steder hænger i kirken. Eller noget helt tredje.

Helleristningerne på Madsebakken bliver regelmæssigt malet op. Ristningerne i det øvrige landskab omkring Hammersholm kan være svære at få øje på, nogle ses kun i bestemt lys, men man kan ofte mærke dem med fingrene. Man kan også hælde vand på de klipper, der rager op af marken, så træder deres helleristninger tydeligere frem.

Læs mere om helleristningerne på Nordbornholm

Historie

Herrens borg på Bornholm

Nationalmuseets seneste arkæologiske undersøgelser viser, at Hammershus blev opført omkring år 1300. Det var kirken der opført borgen, og bygherren var derfor sandsynligvis ærkebiskop Jens Grand. Kirken ejede Bornholm og lå i stridigheder med kongemagten, og Hammershus var i de følgende mange år en vigtig brik i de fortsatte magtkampe mellem kirke og konge. Hammershus blev flere gange indtaget af kongemagten, men hver gang blev borgen mere eller mindre frivilligt leveret tilbage til ærkebispesædet. Sidste gang var i 1362, da Valdemar Atterdag overlod Hammershus til ærkebiskoppen efter selv at have fået herredømmet over borgen året før. Til gengæld forpligtede biskoppen sig skriftligt til at give Hammershus tilbage, når kongen ønskede det. Det benyttede kong Christian den 2. sig af i 1522, mere end 150 år senere.

Handel og angreb

Christian den 2. nåede imidlertid ikke at få meget glæde af sin nye borg mod øst. Han blev afsat året efter, og hans efterfølger Frederik den 1. fik hjælp fra Lübecks flåde til at erobre København og Malmø. Hele affæren bragte Frederik i gæld til Lübeck, og det resulterede i 1525 i, at Lybækkerne fik Bornholm i pant for 50 år.
Lybækkerne dominerede i den sene middelalder handelen hen over Østersøen. Det gjorde de sammen med andre især tyske handelsbyer i det såkaldte Hanseforbund. Lybækkerne var blevet rige, blandt andet ved at sælge salt til saltning af sild på de store sildemarkeder, der hver sommer blev afholdt blandt andet ved den lille naturhavn Kragkås på Hammerknuden. Det var også i den forbindelse, at Salomons kapel blev opført i løbet af 1300-tallet. Kapellet står stadig som en fin lille ruin i Hammerknudens barske landskab.

Bornholm lå centralt for sejladsen i den sydlige Østersø, og lybækkerne kom her ofte, både til de store sildemarkeder, og for at angribe og udplyndre øen. Lybækkerne anså Hammershus for en trussel den fri handel og sejlads i Østersøen, og så sent som i 1522, havde lybækkerne angrebet Hammershus, som de belejrede og indtog, hvorefter de ødelagde så meget, som de kunne.
I 1525 blev de så selv herrer på borgen, og gik straks i gang med at at udbygge den.
Hammershus var bygget som en typisk stærk middelalderfæstning, hvor den ene forhindring for eventuelle angribere afløste den anden. Først skulle selve klippen overvindes, og så kom volde, forborge og mure. Lybækkerne sikrede de indre ringmure og tilføjede de halvrunde tårne til murene.
Da det var bornholmerne, der måtte betale med både skatter og arbejdskraft, var de nye tyske herrer upopulære fra starten. Det kulminerede i 1535 med et mislykket oprør, med støtte fra den danske konge. Oprøret fik siden navnet Slaget i Ugleenge.

Først i syvårskrigen (1563-1570) blev øens befolkning glade for lybækkerne, eller rettere for slotsfogeden Sweder Ketting. I syvårskrigen var Danmark og Lübeck på samme side, og slotsfogeden genskabte bøndernes militære organisation, der var blevet afskaffet efter det mislykkede oprør. Han byggede skanser og bavner langs kysten. Det lykkedes at nedkæmpe flere svenske landgange, og øen forblev fredelig gennem alle syv krigsår.
Men i 1575 var det slut for de tyske borgherrer. Pantet var udløbet, Bornholm og Hammershus kom atter på den danske konges hænder. Med lybækkertiden slutter middelalderen på Bornholm.

Danmark mod Sverige - De bornholmske befriere

Bornholm blev nu et len under den danske krone. Til administration af lenet udnævnte kongen en lensmand.
Lensmanden havde pligt til at holde slottet ved lige, og udgifterne skulle dækkes af hans egne indtægter. Følgen var, at slottet ikke blev vedligeholdt og derfor gradvist forfaldt. Lensmændene selv foretrak efterhånden at bo i Rønne eller på en af øens store gårde.
Med slottets utilstrækkelige vedligeholdelse forfaldt også forsvarsværkerne, artilleriet blev ikke udskiftet, og i 1610 var besætningen kun på 13 mand.
Tiden var præget af ufred og små og store stridigheder med svenskerne. Krige blev det også til: Først Kalmarkrigen i 1611-1613, som Bornholm kom nogenlunde uskadt igennem, trods slottets elendige forfatning. Dernæst Torstenssonfejden 1643-1645, hvor slottet blev indtaget og øen erobret, men givet tilbage ved fredsslutningen samme år. Men i 1657 brød den den første af Karl Gustavkrigene ud. Danmark led nederlag og måtte afstå alle østdanske landsdele, nemlig Skåne, Halland og Blekinge - og Bornholm, ved Roskildefreden i februar 1658.
I løbet af foråret 1658 tog svenskerne fast ophold på Hammershus. Nu skulle Bornholm og Skånelandene fuldstændigt indlemmes i det svenske rige. Men Bornholmerne ville det anderledes, og i løbet af det sene efterår rejste der sig endnu engang oprørsstemning mod de fremmede på borgen. Stemningen blev opildnet af den danske konge, Frederik den 3.
En sammensværgelse blev organiseret med henblik på at generobre Hammershus. Planen blev sat i værk den 8. december. Det lykkedes oprørerne, at tage den svenske kommandant til fange under et besøg i Rønne. I forvirringen omkring pågribelsen blev kommandanten skudt. Da oprørerne også fik fat i den svenske artilleriløjtnant, syntes situationen håbløs for svenskerne på slottet. Der blev indledt forhandlinger, som endte med, at svenskerne marcherede ud af slottet for dernæst at blive ført ind igen som fanger.
Bornholmerne havde befriet sig selv. Dagen efter blev det besluttet at anmode kong Frederik den 3. om "at nyde kongelig Beskyttelse og gode danske Love". Dermed blev Bornholm atter dansk og har været det siden.
En mindestøtte for oprørerne er siden rejst foran Hammershus.

Fra slot til ruin

Men da var tiden ved at rinde ud for Hammershus. Borgen mistede sin militære betydning i takt med, at kanonerne vandt frem i midten af 1600-tallet. Og i 1684 anlagde Christian den 5. et nyt og moderne forsvarsværk på Christiansø.
Hammershus fortsatte endnu en tid som sæde for øens administration og som statsfængsel. De mest berømte fanger er kongedatteren Leonora Christine og hendes mand Corfitz Ulfeldt, der sad fængslet i Manteltårnet i 1660-1661.
Men snart blev også disse funktioner flyttet bort fra slottet.
Hammershus retskreds blev den sidste funktion, der havde til huse på slottet, men omkring år 1700 valgte man at opføre en ny retsbygning i Sandvig.
Hammershus blev endeligt opgivet i 1743. Der blev herefter indgået forskellige kontrakter om slottets nedbrydning, lige som almindelige bornholmere hentede byggematerialer på det gamle slot. I 1822 blev Hammershus fredet ved kongelig forordning. Da var den allerede en ruin.

Læs mere om Hammershus

Moderne tider

Med industrialiseringen i anden halvdel af 1800tallet fik mange danske byer vokseværk. Folk flyttede fra landet og ind til byen for at søge arbejde. Det gav ikke bare behov for nye boliger, der skulle også bygges veje, og vejene skulle brolægges og have kantsten af granit. Havne blev udbygget med granitmoler, og jernbanenettet, der spandt sig ud over landet, blev lagt på skærver af granit. Meget af den granit kom fra det bornholmske nordland, hvor stenbruddene hurtigt bredte sig i landskabet. Overalt i småskove, på marker og bakker opstod små husmandsbrud, hvor husmændene brugte vintrene til at hugge skærver. Hullerne ligger der endnu for eksempel på Langebjerg og i Ravnedal.

Ved siden af småbruddene opstod ligefrem en granitindustri. Det store Moseløkken Granitbrud på Slotslyngen blev anlagt af lokale købmænd på den gamle ladegård Hammersholms jorde. Der blev brudt sten af høj kvalitet, og bruddet leverede således sten til for eksempel de berømte Carlsberg-elefanter. Og på Hammerknuden startede stenbrydningen i det, der efterhånden blev til Hammerværket.
Dette værk voksede sig hurtigt stort, og beskæftigede i perioder flere hundrede mand, både bornholmere og indvandrere fra Sverige.

I 1892 blev Hammerhavnen anlagt for at kunne udskibe produkter, især sten til Kielerkanalen.

Nogle år efter første verdenskrig (1914-1918) købte staten Hammerknuden tilbage.
Det skete efter Bornholmsk ønske, og Foreningen Bornholm, der var stiftet få år tidligere samlede penge ind blandt bornholmere, der ønskede, at granitbrydningen skulle indstilles til fordel for naturen.

Sådan gik det ikke. Tværtimod lejede staten området ud til yderligere stenbrydning, og der blev anlagt både en stor skærvefabrik og senere et lasteanlæg på havnen. Hammerknuden blev først fredet i 1968, og i løbet af 70'erne blev hele det store industriområde ryddet.

Men da havde lavtlønslande som for eksempel Portugal i praksis allerede udkonkurreret den bornholmske produktion af især kant- og brosten.

I dag er naturen ved at genindtage Hammerknuden, der fungerer udelukkende som rekreativt område. Både små og store brud er blevet til søer fyldt op med regnvand, eller ligger skjult i bevoksning. Det største og mest spektakulære af bruddene har fået navnet Opalsøen og er i dag badesø og rekreativt område. De lodrette klippevægge ved Opalsøen, der opstod ved brydningen, bliver brugt af både rugende sølvmåger og af klippeklatrere og rappellere. Der er en 293 meter lang tovbane fra toppen af klippen 50 meter oppe og ned i søen.

Moseløkken granitbrud er stadig aktivt, som et af de få tilbageværende på Bornholm. Den gamle formandsbolig på toppen af bruddet er indrettet til arbejdende stenbrudsmuseum. Uden for museet er der opstillet en restaureret stenkran samt to huggeskure, hvor stenhuggere i perioder viser besøgende, hvordan man kan arbejde i granit med gammeldags værktøj. Heroppe kan man sommeren igennem selv få lov at prøve kræfter med stenhuggerkunsten med håndkraft.

Læs mere på moseloekken.dk