1. Sandmilen

Den ubetinget største seværdighed på egnen er Råbjerg Mile, Danmarks største vandreklit, og en af de af de største af sin art i Europa. Milen er en miniørken på næsten én kvadratkilometer, den rummer fire millioner kubikmeter sand, og det højeste punkt er cirka 40 meter over havet. Alene størrelsen gør milen mange besøg værd. At den også bevæger sig omkring 15 meter i nordøstlig retning hvert år, gør blot stedet endnu mere interessant.

Hvis man ser Råbjerg Mile oppe fra, har den form af en halvmåne – det kaldes også en parabelklit. Sandet på vestsiden bliver blæst af vinden op over milen og lægger sig på milens østside, på læsiden. Derved ’vandrer’ den af sted hen over Skagen Odde et lille stykke hver eneste dag fra Skagerrak mod Kattegat.

Milen opstod ved Skagerrak i Råbjerg Stene for mere end 300 år siden. Dengang var klimaet køligere, og der var store gletsjere rundt om på kloden. Gletsjerne bandt vandet, så havet lå lavere end i dag, og dermed var der bredere strande. De store sandede vidder langs kysten gav blæsten gode muligheder for at få tag i sandet og blæse det ind over land, hvor det samlede sig til klitter og miler. Der findes flere miler i Vendsyssel, men kun Råbjerg Mile er så stor.

I det mange meter tykke sandlag på Råbjerg Miles midte kan ingen planter leve, men langs parabelklittens ’ben’, er der mindre sand. Derfor får planterne her fat og er med til at holde sandets bevægelse lidt tilbage der. Den centrale del af milen fortsætter derfor hurtigere end benene sin vandring mod havet.

Bag milen er der vældig særpræget landskab. Det er et lavt og fugtigt stykke land, hvor vinden har fjernet sandet næsten ned til grundvandsspejlet. Det betyder, at sandet i et fint lag er nærmest limet fast til sletten. Man kalder sletten for afblæsningsfladen. Her er en række små søer og moser og enkeltstående, skeletagtige døde fyrretræer, som har stået under sand i mange år, og som er dukket frem, efter at milen har flyttet sig.

Mens afblæsningsfladen med småsøer og moser ligger mellem parabelklittens ben, ligger de såkaldte Mile Søerne på ydersiden af milens sydligste ben. (SE HER – LINKT TIL MILE SØERNE) 

I 2008 blev adgangsvejen for milens fire millioner kubikmeter vandrende sand fredet, så det kan fortsætte sin vandring, også selvom der på sin færd vil fortære marker, huse og veje.

Man har regnet ud, at det stykke af hovedvejen mellem Skagen og Frederikshavn, som milen skal passere, vil være dækket af sand omkring år 2200 år, og at milen vil nå Kattegat godt 30 år senere. Men man har endnu ikke besluttet, hvad man skal gøre for de mennesker, der bor her, når milen bevæger sig hen over vejen.

Råbjerg Mile har status af et såkaldt EU-Habitatområde. Det betyder, at det indgår i et europæisk net af naturområder – Natura 2000-områder, som landene er forpligtet til at sikre en særlig form for naturbeskyttelse.

Natura 200 består af to slags områder: habitatområder og fuglebeskyttelsesområder. Habitatområder er levesteder, der skal bevare særlige typer af natur og dyr og planter. Fuglebeskyttelsesområder skal tilsvarende beskytte levesteder for bestemte fugle.

Da Natura 2000-områderne blev udpeget, blev det samtidig fastlagt, hvordan naturbevarelsen i praksis skulle foregå for det enkelte område. 

2. Et sandflugtslandskab

Op langs det meste af den nordvestjyske kyst har sandflugten præget naturen og menneskers liv. Det har den også på egnen ved Råbjerg.

Råbjerg Mile er et af de steder i Danmark, hvor du stadig kan opleve naturens kræfter, som gennem flere hundrede år fragtede så store mængder af sand ind over gårde, huse og marker, at det fordrev mennesker og dyr fra den nordvestjyske kyst. Hele odden er et stort sandflugtslandskab med miler, småsøer og klitter.

Klitbefolkningen, der var en fattig befolkning, led voldsomt under sandflugten, og mange områder blev lagt helt øde, fordi folk var tvunget fra hus og hjem.

I 1800-tallet begyndte den danske stat systematisk at sætte ind mod sandflugten. Statens to store indsatser kan du stadig se:

Den ene foregik i de hvide klitter yderst mod vandet. Her plantede man hjælme og marehalm, som bremsede sandflugten. Det kaldtes ’at plante tag over klitten’. Når du går lang kysterne – både ved Skagerrak og ved Kattegat, kan du se store områder med marehalm og hjælme, som stadig endnu holder på sandet.

Den anden indsats skete lidt længere inde i landet. Her anlagde man en lang række klitplantager med samme formål som klittaget: at dæmpe sandflugten. Plantagerne blev plantet til med blandt andet bjergfyr, som trivedes godt i sandet - og holdt på det. Man sagde, at ’man rullede et tæppe af bjergfyr ud over sandet’. Når du går en tur i Bunken Klitplantage, kan du forestille dig, at området tidligere var bar sand.

Nogle af disse klitplantager blev også skabt med træproduktion og lokal beskæftigelse for øje.

3. Klitter

Klitterne langs den jyske vestkyst er en helt særlig naturtype, som tiltrækker danskere fra hele landet, og som også er en magnet på feriegæster fra det øvrige Europa. Få steder på kloden kan man opleve den slags natur. Men klitlandskaberne er sårbare, og derfor er det vigtigt at træde varsomt, at holde sig til stierne, og for staten at beskytte områderne.

De vestjyske klitter er opstået ved en kombination af menneskers brug af områderne og af naturens hærgen. Mennesker har udpint landbrugsarealerne, og hav og vind har gennem årtusinder heller ikke just beskyttet landskabet. Når hav og vind blæser sandet ind over land, og sandet støder på forhindringer, bliver klitterne dannet. Men da hav og vind også ødelægger klitterne igen, vil de være under stadig forandring. Og derfor har det altid været vanskeligt at bo i disse vestjyske klitområder.

Mange steder har vi stadig mulighed for at nyde klitterne, som Vestkysten er så kendt for. Efter naturbeskyttelsesloven er klitten fredet og derfor er der begrænsninger på, hvad man må i klitten, og opfordringer til at beskytte den:

Det må du gerne:

• Du må gå til fods i alle klitområder, men hold dig til stierne og undlad at kravle og rutsje rundt på de stejle skrænter.

Det må du ikke:

• Det er forbudt at ødelægge planterne i klitten, sådan som man nemt kommer til, hvis man rutsjer, graver, camperer eller for eksempler laver mad på grill eller bål. 
• Du må heller ikke lade din hund løbe løs, du må ikke cykle og ride i klitten, og du må ikke efterlade affald. 

4. Se stjernestøv i sandet

Når du går en tur i denne lyse nordjyske ørken, kan du indimellem få øje på i striber eller pletter af mørkt sand. Det er sand, som er rigt på tungmetaller. Man kalder den slags for tungsand, men de lokale vendelboer bruger imidlertid det noget mere poetiske begreb: Stjernestøv.

Den del af tungsandet, der består af malmmineraler, har flere navne. Det kaldes malmsand, magnetsand, titansand eller granatsand, som henviser til, at det dominerende mineral er henholdsvis magnetit (magnetjernsten), ilmenit (tatanjern) og granat.

Tungsandet vejer mere end det hvide kvartssand, og derfor aflejres det samlet i striber eller pletter.

5. Højdepunkter

Flagbakke midt i Bunken Plantage ligger 22 meter over havets overflade. Det er ikke så højt som Rævebakkes 31 meter. Men til gengæld var det fra Flagbakke, at Dannebrog vejrede, når Kong Chr. X besøgte sin villa i Skagen. Kongen opførte i 1814 Klitgården som privat feriebolig for den kongelige familie. Det var Ulrik Plesner, en af datidens mest kendte arkitekter, der tegnede boligen. Da kongen døde i 1947, fortsatte dronning Alexandrine med at komme der, og da hun døde, over arveprins Knud Klitgården. Stedet var i familiens eje, indtil arvingerne efter Knud og arveprinsesse Caroline Mathilde solgte den til en fond i 1997. 

6. Milesøer med særlig flora og fauna

Ved Råbjerg Mile stifter du bekendtskab med begrebet ’milesøer’. Milesøer er søer, der dannes af grundvandet i de år, hvor nedbøren er rigelig. Hvis somrene er tørre, tørrer søerne ud, og nogle af søerne – især de allerlaveste – vil efter en årrække helt forsvinde igen.

På milens afblæsningsflade ligger en række småsøer, de såkaldte Nye Milesøer. Disse næringsfattige og lavvandede søer, som ligger nærmest milen, har stort set ingen vegetation.

Lige syd for Råbjerg Miles sydligste ’ben’ ligger de større Mile Søerne, som formentlig er kommet for at blive. De er ligesom de mindre dannet af grundvandet, men da de ligger meget tæt på milens mægtige forhøjning, betyder det, at grundvandsspejlet lokalt ligger højere, og derfor er de to søer blevet permanente.

Der knytter sig et særpræget plante- og dyreliv til naturområdet. Når de gamle lavvandede søer tørrer ud og forsvinder, får en lang række planeter rodfæste på den udtørrede søbund – det er blandt andet tranebær, pors og klokkelyng. Også liden ulvefod, der lyser grønt med sine lave skud, solddug, som står rød og dugklædt, og vintergrøn, der i juli knejser som en solodanserinde i grønt skørt og lyserøde porcelænsklokker, har plads på den udtørrede søs bund sammen med mosebølle og revling.

Insekter dør i sandet

Når insekter fra fugtige og frugtbare områder bliver blæst ind over sandet, er der stor risiko for, at de ikke kommer levende derfra. Det skyldes, at klitsandet holder dårligt på regnvandet, som siver ned i dybet, så overfladen bliver knastør og nemt skrider og ruller rundt og fanger de arme og forvildede insekter, som ender i bunden af sandgryder. Her bliver de ædt af sandets rovdyr, tudser og salamandre. Er man – modsat insekterne fra de fugtige egne – et ’rigtigt’ klitdyr, ved man, at man skal være på vakt og reagere hurtigt, når det blæser op. Sværmende insekter begynder straks at grave sig ned i sikkerhed, og de fleste er mest aktive om natten, når temperaturen er lavere, og fugten højere. 

7. Tyskernes Sperrbatterie Aalbæk Bucht

Ved Fårebakke i Bunken Klitplantage er der et dystert minde fra 2. Verdenskrig. Et forsvarsanlæg med 13 betonbunkere udgjorde "Sperrbatterie Aalbæk Bucht", Aalbækbugt Batteri. Her var flere hundrede tyske soldater bosat under krigen. Man kan stadig se fundamenterne til de store kanoner og via de gamle løbegange komme rundt i de forskellige dele af anlægget. 

8. Kunstige søer i plantagen

Bunken Klitplantages søer er alle kunstigt anlagt og er værd at besøge.

Tudsehav, som er 13 hektar stor, er en forholdsvis dyb sø, som blev gravet ud i slutningen af 1800-tallet og skabt med tre små øer. Trods dybden har søen svært ved at holde vand, og en tør og varm sommer kan nemt tørre søen helt ud. Søen har haft en drænende effekt på et naturligt moseområde lige vest for søen. Det har gjort, at en stor del af mosen nu er groet til med tagrør. I vore dage ville man ikke have skabt en sø her, men beholdt den naturlige mose.

Tudsehav er i øvrigt et ældre navn for et vådt område.

De tre små søer, Lillesø, Birkesø og Paddesø, er aflange med et par øer i hver. Lillesø blev gravet i 1964, Birkesø i 1978 og Paddesø ca. 1990. Søbredderne ved alle tre søer er tæt bevokset med birk, pil og rynket rose, som Naturstyrelsen indimellem skærer ned for at sikre lys. I alle tre søer er vandstanden noget svingende.

Du kan fiske i både Lillesø og Birkesø. Paddesø derimod blev anlagt for at give frøer og tudser gode livsvilkår. Her er der aldrig udsat hverken fisk eller ænder.