1. Mårup Kirketomt

Mårup Kirke blev endeligt nedtaget i 2015. Her den vestlige dørindgang, som havde været tilmuret i mange år

På en dunkel efterårseftermiddag kan man få fornemmelsen af at være med i en tv-krimiserie, når man går en runde på resterne af Mårup Kirkegård helt ude på kanten af klinten. Dels fordi en kirkegård i på kanten af land i sig selv er særlig, dels fordi beplantningen om gravstenene på den nordligste del af den lille kirkegård står tæt. Og dels fordi det ikke er ualmindeligt, at en lårbensknogle eller anden menneskeknogle ligger til pynt på en gravsten. Knoglerne falder ned på stranden, når havet gnaver af klinten. Ofte bliver de samlet op af forbipasserende, som bærer dem med op på kirkegården og lægger dem der. Sådan har det været i mange år, og det er bare en af de ting, som resterne efter Mårup Kirke er kendt for.

Mårup Kirke stod her fra det tidlige 1200-tal frem til 2008, hvor en gruppe mennesker fra Naturstyrelsen (der overtog kirken i 1988), Nationalmuseet, Vendsyssel Historiske Museum og det lokale samfund i fællesskab begyndte planlægnnigen af nedtagning af den oprindeligt hvidkalkede romanske middelalderkirke. Havet havde gnavet sig så tæt på kirken, at der kun var en vej tilbage. Kirken var ellers oprindeligt bygget midt i sognet og omgivet af en landsby. Cirka 1,2 km fra havet viser udregninger. I 1790 lå kirken godt 350 meter inde i landet. Men i takt med, at grundvandet inde fra land har presset på den stejle klint, og Vesterhavet tilsvarende har gnavet udefra, blev landsbyen på havsiden minde og mindre.

Nedtagningen, som skete sten for sten, ad flere omgange, var et stort manuelt håndarbejde og varede frem til 2015, hvor kirken endeligt blev fjernet. Planen var, at kirken skulle genopføres. Men af forskellige årsager måtte man opgive planerne. I stedet blev de fleste rester knust og brugt til blandt andet grus til veje i Nordjylland.

Kirken, der bestod af et kor og skib fra romansk tid og et våbenhus bygget til i 1600-tallet, var opført i tegl og med blytag. Gennem årene havde man troet, at den forholdsvis simpelt udseende kirke var bygget af bønder og fiskere. Men under arbejdet med at nedtage kirken, fandt man smukke buefriser under gesimsen, der var tegn på, at det var topprofessionelle håndværkere, der havde bygget herligheden. Man fandt også øverst i kirkens mure fine grønglaserede teglsten, som ellers kun sås i prestigebyggerier. Og vest for kirken fandt man et kraftigt fundament, som tydede på, at der tidligere havde været et tårn til kirken.

Mårup Kirke findes ikke længere. Men resterne af kirkegården er der – og lokale ildsjæle sørger for, at gravstenene bliver reddet i takt med kystnedbrydningen. I første omgang placeres de sten om sten i kirkegårdens sydøstligste hjørne. Knogler samles sammen og har plads i en fællesgrav på Lønstrup Kirkegård.

2. Anker fra skibsforlis

Det store jernskibsanker fra Cresent

På Mårup Kirkegård ligger et stort rustent skibsanker. Det stammer fra et af de mange forlis, som er fundet sted ud for Mårup. Ankeret tilhørte den engelske fregat The Cresent, som stødte på grund 5. december i 1808. Det var under Napoleonskrigene. Danmark var til at begynde med neutral. Men da englænderne bombarderede København i 1807 og stjal den dansk-norske flåde, blev det for meget for danskerne, som derfor gik ind i krigen. Da The Cresent stødte på grund året efter, internerede de danske myndigheder de 64 overlevende på sognefogedens gård, indtil de kunne fragtes til København og udveksles med danske krigsfanger i England.

200 sømænd omkom i forliset. En del af dem drev i land ved Mårup og blev her begravet i en fælles grav på Mårup Kirkegård.

Vraget ligger stadig et par hundrede meter ude og på 12 meter dybt vand.

3. Rubjerg Knude Fyr

Rubjerg Knude Fyr knejser stolt mod den blå himmel

Søfolk mere end 42 km ude i Vesterhavet kunne se det, da lyset i Rubjerg Knude Fyr blev tændt første gang nogle få dage efter jul i år 1900. Hidtil havde der været mørkt ved Knuden, men nu var fyret blevet bygget på kystskræntens højeste punkt.

Dengang, i begyndelsen af det nye århundrede, lå fyret cirka 200 meter inde i landet i god afstand fra havet. I dag 120 år senere har havet gnavet sig så langt ind i landet, at fyret i august 2019 blev lukket for senere på efteråret at blive flyttet til sin nye placering yderligere 80 meter ind i land for ikke at ryge i havet. Nu kan fyret ifølge beregningerne stå i sikkerhed for havet de næste 20-40 år.

Fyret ved Rubjerg Knude blev bygget i en tid med masser af aktivitet på den jyske vestkyst. Den var et af de mange byggerier, der blev sat i værk fra slutningen af 1800-tallet af den driftige direktør for det danske fyrvæsen, ingeniør H. V. Ravn. På finansloven 1899-1900 blev der afsat 74.000 kr. som første bevilling til ’Et Fyr med Taagesignal’ ved Rubjerg Knude af de i alt 176.000 kr., som byggeriet blev budgetteret til. Den årlige drift og vedligehold ville beløbe sig til 10.000 kr.

Da fyrvæsenets bygmester, tømrermester F. A. Bold, ankom til Rubjerg i marts 1899, ansatte han straks lokale håndværkere og arbejdsmænd til at bygge det 23 meter høje fyr. Han indgik desuden aftaler med de lokale vognmænd, landmænd og husmænd, der havde heste og vogne, om at hente 300.000 teglsten på Teglværket i Gjølstrup og tømmer og jern i Hjørring, hvortil det var blevet fragtet med skib og tog fra København. Mindre end to år senere – 27. december 1900 – stod fyret, fyrmesterbolig og bolig til assistenterne, maskinhus og gasværk færdigt. Hvidkalkede og med sorte skifertag.

Undervejs havde bygningsarbejderne imidlertid haft deres mas med den evindelige sandflugt ved Rubjerg. Sandet stak og generede, og arbejderne måtte ofte bruge støvbriller for at holde sandet ude af øjnene. Indimellem var sandflugten dog også en medspiller, for eksempel da en klit mellem byggeri og klint måtte fjernes, for at bygningsarbejderne kunne komme til. I stedet for at grave klitten væk ved håndkraft, fjernede man blot bevoksningen fra klittens top, lod vestenvinden blæse den ønskede bunke sand ind over land, og lagde så græstørv over det afblæste område, så vinden ikke åd mere af klitten.

Fyret, som det så ud før det fik sat det store glasprisme i toppen

Fyret fik til at begynde med eget gasværk, der drev både lyset og fyrets tågehorn. Man havde erfaret fra nabofyret i Hanstholm, at kulbuelys nok var kraftigt, men at det ikke var så gennemtrængeligt i tåge. Derfor valgte man i Rubjerg lys fra fedtgas. Men allerede seks år senere gik man over til petroleum, og fra 1934 kørte fyret på el leveret af jævnstrømselværket ved Liver Mølle.

Fyrets linseapparat med hele 134 håndslebne prismer blev indkøbt hos den franske producent Barbier & Bénard for cirka 42.000 kr., hvilket var næsten en fjerdedel af fyrets samlede pris. Linsens tre fag roterede ved hjælp af et urværk, og for hver omdrejning blinkede fyret et enkelt og et dobbeltblink. Tågesirenen blev drevet af komprimeret luft, og lyden svarede til fyrets blink.

At være fyrmester og assistenter var hårdt arbejde døgnet rundt. Linseapparatets urværk skulle trækkes op hver tredje time, tilførslen af gas skulle overvåges, materiel og bygninger kalkes, males og vedligeholdes, der skulle holdes øje med skibe i nød, og de fugle, der fløj mod linsehuset, skulle og sendes til Zoologisk Museum. Og så var der jo de konstante bjerge af sand, der blev blæst op fra klinten og lagde sig rundt om bygningerne, i maskinerne, i køkkenhaverne og helt inde i husene. Alt skulle skovles væk ved håndkraft.

Man prøvede gennem årene forgæves at begrænse sandet ved ’at plante klitten til’ med blandt andet marehalm og hjelme, og ved at sætte rækker af fyrretoppe, kaldet fyrreris, i sandet. Det bevirkede imidlertid, at sandet samlede sig i store bunker om beplantningerne – en enkelt gang i så enorm en dynge, at sømænd til havs knap kunne ane lyset fra fyret. I 1968 gav man op. Sandet havde vundet, og fyret blev slukket.

De følgende årtier stod fyret ubrugt hen. Sandet vandrede forbi, men fyret forblev et vartegn for området. Nu begyndte diskussioner om mulighederne for at give publikum adgang til og oplevelser i det smukke fyr. Og i 2016 gennemførte Naturstyrelsen og Realdania et projekt, der skabte nyt liv i fyret.

Hatten måtte af i 2015, da den store vindeltrappe skulle indsættes i fyret

Dels byggede man en ny trappe i fyret, så besøgende kunne se det fantastiske klitlandskab ovenfra. Og dels blev et kunstværk – en lysprisme – etableret øverst i tårnet. Prismen drejede rundt og kastede lys på indersiden af tårnet som en modsætning til tidligere, da fyret havde til opgave at lyse ud mod havet. Stormen Urd, der ramte Rubjerg Knude i juledagene 2016, hev desværre prismen løs, og derfor spændte man den fast på sin plads, så den ikke længere drejer om sig selv, men dog stadig kaster lyset ned gennem spejlskakten i fyrets midte. Står man nederst og kigger op, kan man nyde det fine lysspil.

I 2019 blev det besluttet, at Rubjerg Knude Fyr skulle reddes fra at styrte i havet. En lokal murermester fik opgaven at flytte fyret ca. 80 m ind i landet, så det blev sikret de næste 30-40 år. Opgaven startede d. 14. august 2019, hvor fyret blev afspærret for adgang. Først sidst i oktober vil fyret blive flyttet, hvorefter der igen bliver fri adgang op i tårnet. 

Fundamentet blotlagt august 2019

4. Vandreklitten

Fra syd kan man iagttage de storer vandreklitter ved Rubjerg. Havtornekrattene bliver gradvist dækket af sandet

Hen over alle cirka 13 kilometer fra Harrerenden nord for Lønstrup til Furreby lidt nord for Løkken strækker Lønstrup Klint sig. Mod nord rejser den sig i højden, mod syd flader den ud og ligger lavere. Mellem yderpunkterne troner det højeste punkt 100 meter over havet: Vandreklitten Rubjerg Knude, der kan beskrives som en klit oven på en klint. Knuden består af op mod 80 jordlag, som isen under den seneste istid har skubbet opad i skiver. Skiverne, som lag på lag ligger i 50 meters højde, ses tydeligt i slugten for enden af Den grønne Rende. Når det højeste punkt på knuden som nævnt er næsten dobbelt så højt som de 50 meter jordlag, skyldes det, at det, at de øverste 40-50 meter af knuden består af flyvesand, der har lagt sig ovenpå de mange jordlag på den centrale del af knuden. Dermed når den samlede højde op på næsten 100 meter.

Klitten vandrer ind i landet med et par meter årligt. Det sker, når havvindene presser det tørre sand op over klinten, hvorfra det fyger ind i landet. Før i tiden skabte det voldsom sandflugt langt inde i landet. Men i dag er det allermest den voksende sandklit, der bærer præg af sandflugten.

5. Sandflugt

Mennesker, der bor i det nord- og nordvestlige Danmark, har ord og sætninger i deres ordforråd, som væsentligt sjældnere kommer i brug hos mennesker andre steder i landet. Sandflugt er et af disse ord. Sandflugt er betegnelsen for det, der sker, når større mængder af sand flyttes af vinden, fordi der mangler plantedække, der kan holde på sandet. Er der bare den mindste blæst ved Rubjerg Knude, kan man se et tyndt lag fint sand fyge af sted lige over jord(sand)overfladen.

Der er altid sand, der ofte fyger lige over overfladen på klitterne ved Rubjerg Knude

Gennem generationer har man forsøgt at dæmpe sandflugten ved at tilpasse klitten. Det opgav man i 2000, og siden er klitten sluppet fri.

Store sandmængder bevæger sig langsomt, men sikkert mod øst

6. En levende kystlinje

Når man står på toppen af knuden og ser til havs, er det tydeligt, at her på kanten af Danmark er tale om naturkræfter, som intet menneske kan tæmme. Hvert år presser disse naturkræfter så meget på, at kysten flytter sig et par meter ind i landet.

Der er en fantastisk udsigt over Vesterhavet ved kanten af Rubjerg Knude

Det er imidlertid ikke kun fra havsiden, at naturkræfterne gør sig gældende. Det sker også inde fra land. Når regnvandet siver ned mod grundvandet, standses det af lerlagene i jorden og må derfor søge en alternativ rute. Denne rute ud mod skrænten går nu ad overfladen på disse lerlag. Vandet påvirker leret, så det kan bevæge sig, og når trykket indefra bliver for voldsomt, skrider et stykke af klinten ned på stranden. Herfra bliver det trukket med til havs, når de stærke vestenvindbølger slår ind på stranden. Havet gnaver så at sige en bid af stranden, og derved flytter kystlinjen sig ind i landet. Sammenlagt bliver det til et par meter hvert eneste år.

Skred fra toppen sker ikke kun på blæsende og våde dage. Også en stille dag kan være den dag, et stykke af klinten styrter ned på stranden. Derfor skal man være varsom og følge anbefalingerne, når man bevæger sig både oppe oven for og neden for klinten.

Denne ubønhørlige nedbrydning af kysten har gennem årtier skabt frygt og uro hos nogle, mens andre betragter det som naturens gang.

7. Den grønne Rende

Den grønne Rende er et meget dynamisk sted for enden af Rubjerg Klitplantage

Når man traver fra Rubjerg Klitplantage ud mod havet, kommer man til Den grønne Rende. Renden skærer sig ned i klinten og har fået sin farvebetegnelse, fordi enorme bevoksninger af klitrose, hyld, hvidtjørn og havtorn breder sig i næsten hele slugtens bredde og længde. Den grønne Rende og hullet i jorden (læs om hullet nedenfor) helt ude ved kysten er nogle af de mest iøjnefaldende pletter at besøge i hele Lønstrup Klints område.

8. Slugten - et hul i jorden

For enden af Den grønne Rende ved klitskrænten møder man et helt særligt område. Her udmunder en række underjordiske vandløb, som gennem århundrede har skabt erosioner, der har gnavet et kæmpe hul i jorden. De stejle sider åbenbarer aflejringer af ler, sand og muldlag fra forskellige tidsaldre. Sandflugten dækker disse lag andre steder på klinten, men her har blæsten bidraget til, at besøgende kan studere vestkystgeologien. En naturoplevelse nøjagtig som denne fås ikke andre steder i landet.

Ved Slugten kan man se de gamle geologiske lag under sandet

Der er flere mulige veje ud til slugten. Man kan trave i sandet over toppen af Rubjerg Knude eller følge skovstien en god kilometer fra parkeringspladsen i klitplantagen lidt syd for knuden.

9. Havtornekrat

Havtornebær modnes i store mængder i august og september

Havtornekrattet med sit sølvglinsende løv og stærkt orange bær, der lyser op i sensommeren, er enormt i Den grønne Rende. Hele 600 hektar – og dermed formentligt Danmarks største. Her tager den vildtvoksende, danske frugtbusk sig fantastisk ud. Havtornen har – som navnet antyder – torne, som gør krattet svært at komme igennem for mennesker og større dyr. Men til gengæld beskytter det små dyr og fugle.

Havtornekrattene ved Rubjerg Knude er nogle af Nordeuropas største

10. Rubjerg Klitplantage

Lige syd for Rubjerg Knude højt i landskabet kan besøgende finde læ og ly for vestenvinden i Rubjerg Klitplantage. Klitplantagen, der i dag er tæt, blandet og duftende skov, blev anlagt i 1927. Det daværende Hjørring Kommune havde købt 130 tønder land (cirka 65 hektar) i klitområdet syd for knuden og hyrede en del af egnens mænd til at tilplante området. 

Små lysninger opstår, når træer går ud og vælter om

Arbejdsløsheden var stor i Nordjylland som i resten af den industrialiserede verden her to år før den globale økonomiske depression, og egnens familier døjede med at få pengene til at række. Derfor var anlægget af plantagen et projekt, der havde flere formål – blandt andet at give beskæftigelse til området. Det tog ikke lang tid for de lokale mænd at plante op mod 500.000 træer, blandt andet bjergfyr og contortafyr. Men allerede tre år senere brød dele af plantagen i brand – og man genplantede derefter løbende store dele af området. Man kan kalde det held i uheld, for det betyder, at plantagen i dag er meget varieret og spændende at besøge. Den vestligste del er ret forblæst, og træerne forkrøblede, som de bliver i den stride blæst. Den østlige del med mere læ har både ædelgran og bøg. Og tættere på klinten vokser havtorn.

Små eventyragtige stier fører igennem Klitplantagen

I skoven består jordbunden – som i området i øvrigt – af kalkholdigt sand. Det giver gode vækstbetingelser for blandt andet orkideer – mindst syv arter - og svampe.

Også dyr og fugle holder af klitplantagen. Både rådyr, ræv, hare og egern. Fugletræk forår og efterår er en seværdighed i sig selv.

11. Strandfogedgården

To kilometer syd for Fyret ligger Strandfogedgården eller Jens Thomsens Gård, som den også hedder. De ældste dele af gården stammer tilbage fra begyndelsen af 1800-årene og har været i samme families eje siden 1815. Jens Thomsen, der har lagt navn til gården, overtog stedet fra sin far i 1838 og fik samtidig hvervet som strandfoged. Han skulle holde øje med det, der skete – og strandede – på stranden. Først i 1895 blev en egentlig strandingslov vedtaget. Den slog fast, at strandfogeden tre gange dagligt skulle inspicere stranden, og forklarede desuden detaljeret, hvordan han skulle forholde sig til strandet gods og bjærgninger. Strandfogedfunktionen findes stadig, men nu rækker det med strandbesøg tre gange om ugen.

Strandfogedgården har før været hjemsted for Vendsyssel historiske Museum

Strandfogedgården er gennem årene blevet om- og tilbygget efter behov i landbruget, og bygningernes formål og brug har forandret sig.

I 2000 lejede Vendsyssel historiske Museum Strandfogedgården til udstillingssted og fortalte gennem 19 år historier om egnen ved Lønstrup Klint gennem fine udstillinger. Museet forlod i 2019 gården.

12. Rubjerg Gamle Kirkegård

Udsigten fra Rubjerg Gamle Kirke er formidabel

Umiddelbar sydvest for Strandfogedgården på den anden side af vejen er Rubjerg Gamle Kirkegård. Her lå fra slutningen af 1100-tallet Rubjerg Gamle Kirke, som nu kun blot kan ses som en lille tomt. Gå en stille tur rundt på området og nyd de mange sæbeurt, der vokser her og blomstrer så smukt i august. Fra kirkegården er der en formidabel udsigt til vandreklitterne ved Rubjerg Knude. Her kan du også høre en historie ved at ringe til nummeret på audiopælen lige inden for hovedlågen.